Antilopjagt med Limpopo Safaris | Jagt i Sydafrika
VÆLG OPHOLD
JAGTOPHOLD 6 DAGE
PRIS 31.495,- Kr.

Antilopejagt hos Limpopo Safaris

Jagt på 45.000 ha i den nordlige del af Sydafrika (Limpopo-provinsen). Fantastiske forhold både for jægere, ledsagere og børn. Trofæer i medalje-klassen, specielt Nyala, Bushbuck, Kudu og Waterbuck

Højdepunkter

  • Fantastiske forhold – både for jægere, ledsagere og børn
  • Jagt på 45.000 hektar i den nordlige del af Sydafrika (Limpopo-provinsen)
  • Åndeløs spænding, stærke trofæer og vild afrikansk bush!
  • Mange trofæer i rekordklasse

6 dage fra 31.495,- Kr.

Hos Limpopo Safaris oplever du antilopejagten i Afrika i sin reneste form. Åndeløs spænding, stærke trofæer og vild afrikansk bush! Det vidtstrakte revir på næsten ufattelige 450 kvadratkilometer forvaltes med nænsom hånd som et sammenhængende naturreservat.

Afskydningspolitiken på området er stram og det har gennem de seneste mange år ført til mange trofæer i rekordklasse – og der bliver flere og flere år efter år!

Jagtberetninger

 

Arne i Sydafrika

I forbindelse med Bjørns 15-års fødselsdag havde hele familien besluttet, at fødselsdagen blandt andet skulle fejres med en jagttur for far og søn til det sydlige Afrika. Efter et besøg på Limpopo Travels jagtrejseshow på Hindsgavl Slot i januar måned var der enighed om, at turen skulle gå til Maremani Nature Reserve i Limpopo provinsen i Sydafrika, hvor vi aftalte en far/søn jagt med Mias Cronje hos Limpopo Safaris.

På dagen for afrejsen var vi således begge forberedt på en spændende tur til Sydafrika. Turen gik via Frankfurt til Johannesburg, hvor vi blev mødt af en guide, som sørgede for at vi kom gennem told- og paskontrol uden problemer – samt sørgede for at vi kom med det rette fly til Polokwane. Ved ankomsten til Polokwane blev vi mødt af Mias, som sørgede for den videre transport til Maremani og den fantastiske River View camp, hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen. Her blev vi blandt andet budt velkommen af Mias hustru, Bella, River Views kok, Peter samt Susan, Manu og Xhosa, som alle sørgede for at vi fik en fantastisk forplejning og service under hele opholdet.  

Næste morgen, som var en søndag, blev vi vækket kl. 7 af Manu med en frisk kop te, hvorefter der var morgenmad kl. 8. Formiddagen blev herefter anvendt til indskydning af rifler for både Bjørn og jeg, samt lidt fiskeri på floden ud for camp’en mens vi ventede på frokosten. Om eftermiddagen var vi herefter klar til den kommende uges jagtoplevelser, og vi (hvilket vil sige Mias, Pedias (tracker), Duma (driver) samt Bjørn og jeg) kørte herefter ud i terrænet i ”vores” Land Rover, for herved at opnå en fornemmelse af terrænet. Trods flere stop med stalking i den overdådige natur kom vi dog ikke på skudhold af nogen ”attraktive” trofæer.

Mandag morgen blev vi igen vækket, og efter en hurtig morgenmad kl. 6 var vi klar igen. Efter omkring en times kørsel og ind imellem en halv times stalking standsede vi bilen efter at have passeret en flok impalaer (min. ½ km.) tidligere. Efter at have gået i ca. ½ time kom vi på skudhold af denne flok impalaer, og Mias udpegede en flot buk, som han foreslog at jeg skød. Vi fik stillet skydestokken op, og på ca. 75 m. nedlagde jeg impalaen, som faldt om på stedet. Senere på formiddagen så vi blandt andet en rigtig flot bøffel-tyr, som imidlertid fik lov til forsat at nyde livet med den flok bøffel-køer, som han var sammen med. En rigtig god start på dagen, som blev efterfulgt at frokost i camp’en.

        

Impala (21” – bronze medalje)

Efter frokost kørte vi ud i terrænet igen. Vi gjorde holdt ved en flodsænkning, som vi fulgte til fods i et par timer. Vi så flere jagtbare trofæer (blandt andet waterbuck og bushbuck), men Mias oplyste hver gang, at vi ville finde bedre trofæer på et senere tidspunkt (hvilket han fik helt ret i). Efter at være kommet op af flodsænkningen gjorde Mias os pludselig opmærksomme på to store kudu tyre, som imidlertid befandt sig ca. 850 m. fra os – på en meget stejl klippeskrænt. Mias foreslog at vi ”gik efter” den største af kudu’erne, hvilket umiddelbart forekom helt umuligt. Men efter 7-8 km. kørsel, mere end en times stalking samt yderligere ca. en times venten var den største af kudu’erne pludselig skudbar – blot et 55 m. lodret skud i liggende stilling ud over en klippeskrænt. Det lykkedes mig imidlertid at nedlægge kudu’en med ét skud lodret gennem ryggen, mens Mias holdt fast i mit venstre ben og Pedias i mit højre ben (så jeg ikke ville falde ud over klippeskrænten). Kudu’en faldt om på stedet, hvorved vi undgik en nærmest umulig forfølgelse på klippeskrænten – samt at trofæet blev beskadiget i fald ned af klippen. En helt utrolig og uforglemmelig jagtoplevelse !

 

Kudu (52½” – guld medalje)

Efter en hurtig morgenmad tirsdag kl. 6 var vi nu klar til Bjørn første egenhændige jagtoplevelse. Efter nogen tids kørsel og stalking kom Bjørn på skudhold af en mindre flok impalaer, i blandt hvilke Bjørn selv kunne vælge sit trofæ. Om det skyldtes nervøsitet eller beskedenhed at Bjørn valgte et mere beskedent trofæ vides ikke, men Bjørn nedlagde en fin mindre impala på ca. 60 m.

 

Impala (15”)

Efter frokost kørte vi ud igen, og ret hurtigt opdagede Pedias en meget ”flot” bushbuck. Efter den obligatoriske afstand på min ½ km. var tilbagelagt, standsede vi bilen og stalkede tilbage efter buschbuck’en. Det lykkedes os inden for kort tid at komme på skudhold af denne, som blev nedlagt i ét skud på ca. 50 m..

 

Limpopo bushbuck (13½” – sølv medalje)

Jagten på bushbuck’en var således hurtigt ”overstået”, hvorfor vi fortsatte til en anden flodsænkning, hvor vi stalkede i et par timer. På denne tur så vi igen eksempler på det fantastiske dyre- og fugleliv i området, men pludselig – på ca. 80 m. afstand – stod en stor nyala og kiggede på os. Vi fik hurtigt opsat skydestok og jeg fik affyret et skud mod nyala’en. Både Mias og Pedias lykønskede mig med det flotte skud, men for at undgå at nyala’en skulle løbe væk, affyrede jeg endnu et skud, da jeg så at den pludseligt bevægede sig (”better safe than sorry”). Da vi kom op til nyala’en viste det sig at det første skud havde været dræbende – og at der var tale om et helt fantastisk trofæ.

 

Nyala (31” – guld medalje)

Onsdag morgen blev vi igen vækket, og efter en hurtig morgenmad kl. 6 var vi nu klar igen. Da vi imidlertid allerede nu havde nedlagt 5 ud af de 6 trofæer som var aftalt på forhånd, havde vi ikke længere så ”travlt”, og vi besluttede os derfor på denne dag primært at stalke efter det sidste trofæ: en warthog – eller alternativt en duiker eller en klipspringer. Efter en formiddag fyldt med naturoplevelser (men uden jagtudbytter) og en frokost med fiskeri ved dæmningen nær camp’en (med stort udbytte), startede vi igen efter frokost. Efter ca. 1 times stalking langs en flod, opdagede jeg pludselig en warthog som var ved at svømme over floden. Denne viste sig – efter Mias’ opfattelse – at være et ”skudbart” trofæ, hvorefter jeg nedlagde det i ét skud på den anden side af floden. Herefter fik jeg til opgave at ”kigge efter” og skyde krokodiller (hvis de kom for tæt på), hvorefter Mias og Pedias lagde strømper og sko og vadede over på den anden side af floden og hentede warthog’en. De var begge ”noget” nervøse da de trak den blodige warthog gennem floden på vej tilbage over floden. Igen en helt fantastisk jagtoplevelse !

 

Warthog (11” – bronze medalje)

Da vi nu havde nedlagt alle de trofæer som var aftalt hjemmefra, havde vi onsdag aften aftalt at vi torsdag ville benytte lejligheden til at tage på en endags fotosafari til Kruger National Park. Vi (hvilket i denne forbindelse omfattede Mias og Mias Jr. samt Bjørn og jeg) havde således om torsdagen en dejlig tur med flotte naturoplevelser i Kruger National Park, hvor vi blandt andet så et stort antal elefanter og bøfler.

Fredag morgen var vi efter en hurtig morgenmad klar til nye udfordringer. Da vi jo allerede havde nedlagt de aftalte trofæer, oplyste jeg til Mias, at vi denne dag skulle ”gå efter” en yderligere impala eller warthog, men Mias ”insisterede” på at vi skulle forsøge at finde en rigtig ”flot” waterbuck, som vi havde set flere af i løbet af ugen. Uden megen modvilje accepterede jeg dette – dog på betingelse af at jeg udelukkende ville ”gå efter” et rigtigt flot trofæ. Allerede ca. kl. 7 så Pedias en helt fantastisk waterbuck, hvorefter vi efter 1 km. kørsel standsede bilen og startede jagten på waterbuck’en. Da vi kom tilbage til stedet hvor Pedias havde set waterbuck’en, fandt han sporet af den, hvorefter vi var på sporet af den indtil kl. ca. 11. På dette tidspunkt fik jeg pludselig waterbuck’en på skudhold og affyrede et skud – men ramte ikke ! Både Mias og Pedias var enige om at jeg ikke engang havde såret den – hvilket jo trods alt var held i uheld. Men med Pedias’ fantastiske egenskaber som tracker genoptog vi forfølgelsen. Vi var således på sporet af waterbuck’en indtil kl. ca. 19 – kun afbrudt af en kort frokost – hvor vi efter Mias’ skøn havde gået 20 - 25 km. gennem et meget varieret og vanskeligt terræn. På et tidspunkt måtte vi tilkalde Land Roveren så Bjørn kunne blive kørt, fordi Mias var urolig over at have to ”gæster” med i et område hvor næsehornene var for aggressive! Ved mørkets frembrud måtte vi opgive forfølgelsen af denne helt fantastiske waterbuck !

Lørdag morgen var vi klar igen, og da Mias spurgte Bjørn om han på denne sidste jagtdag i Limpopo skulle skyde endnu en impala eller warthog var svaret: ”Nej, ikke denne gang, men næste gang vi kommer herned vil jeg gerne skyde igen. For med den oplevelse vi har haft, er der vist ingen tvivl om at vi kommer tilbage.” Vi startede derefter lørdagen med at køre til en anden del af Maremani, hvor vi iagttog og nød synet af en mindre flok flodheste.

På trods af at jeg overfor Mias ”krævede”, at mit ”fejl-skud” om fredagen ikke skulle være mit sidste skud i Limpopo, og at vi derfor skulle gå efter en warthog eller impala, fastholdt Mias at vi skulle gå efter en waterbuck. Igen var jeg ikke svær at overtale, hvorfor jagten på waterbuck fortsatte. Efter frokost så Pedias en ny stor waterbuck fra bilen, hvorefter vi fik standset Land Roveren og gik tilbage og fandt sporet af denne markant mindre waterbuck end gårsdagens. Efter at have været på sporet af denne i kort tid, fik jeg den pludselig på skudhold. På 45 m. nedlagde jeg herefter denne mindre – men trods alt meget flotte waterbuck i to skud.

 

Waterbuck (28½” – guld medalje)

Mias fik således sin ”vilje” med hensyn til jagten på en waterbuck og Bjørn og jeg havde fået endnu en fantastisk oplevelse. Mætte af natur- og jagtoplevelser kunne vi nu tage tilbage til camp’en og nyde den sidste eftermiddag med fiskeri på floden og søen ud for camp’en, inden vi gik i land til den sædvanlige overdådige middag.

Efter morgenmaden mandag tog vi afsked med alle vi havde mødt hos Limpopo Safaris og takkede for den helt uforglemmelige oplevelse vi havde haft: både som en far/søn oplevelse og ikke mindst som en jagtoplevelse.

Afslutningsvis vil jeg blot tillade mig at citere Ernest Hemmingway:

”This was the kind of hunting that I liked. No riding in cars, the country broken up instead of the plains, and I was completely happy.”

 

Arne

Steen i Sydafrika

Så er vi hjemme igen efter endnu en fantastisk tur til Sydafrika. Denne gang hos Mias og Bella hos Limpopo Safaris. Et pragtfuldt område som på grund af sin kæmpe størrelse kan byde på jagt på den rigtige måde. Der skulle bestemt arbejdes for skudchancerne, men så er glæden jo så meget større, når det endelig lykkes. Men en 32 tommer Waterbock, en stor Bushpig, en dejlig Klipspringer og en smuk Zebra hingst samt selektion på Wildebeest, så har jeg til fulde fået indfriet mine forventninger. PH og tracker gjorde bestemt sit til nogle gode oplevelser.

Indkvarteringen og mad var i top, og når personalet så samtidig er hjælpsomme og venlige, ja så kan det jo kun blive en god oplevelse for hele familien. Den efterfølgende ”kør selv” tur til Krüger og Blyde Canyon var også en god oplevelse og som skabt til en familie tur.

P.S. Hvis nogen er på specielt udkig efter en stor Kudu eller en Nyala, så så jeg adskillige gode eksemplarer, men havde dem desværre allerede på væggen der hjemme.

Hilsen Steen

Frank hos Limpopo Safaris

Jeg hadde bare lyst til å sende deg noen ord og takke for 5 flotte jaktdager hos Limpopo Safaris i Sør-Afrika. Dette er et jaktområde helt etter min smak, og jeg føler at viltforvaltningen og jakta er i de beste hender. Vi merket det første dagen da vi kjørte ut i terrenget. Viltet hadde ingen frykt for oss når vi kom kjørende. Jeg konkluderte fort med at her  skytes det ikke fra bilen. Ganske annerledes var det da vi tok beina fatt. Det var ikke bare enkelt å komme de forskjellige dyrene på skuddhold. Jakta hos Limpopo Safaris er ordentlig jakt.

Min livs Afrikadrøm var nær ved å realiseres allerede første ettermiddagen. Etter en spennende pyrsj var vi plutselig på godt skuddhold av en kjempekudu. Vi blir var hverandre nesten i samme sekund og den store kuduen blir stående i dekning bak et høyt kjerr og stirrer rett på oss. Jeg finner det ikke forsvarlig å skyte da vegetasjonen foran dyret er for tett. Den kaster selvfølgelig rundt og forsvinner da vi flytter på skytekjeppen for å få et renere skudd. Mias min PH fortviler. Jeg ser uttrykket i ansiktet hans. Denne kuduen var godt over gjennomsnittet. Først under middagen forteller han smilende at kuduen var nærmere 60 tommer. Det gjør litt vondt å høre det med det samme, men som jeg pleier å si ; et skudd man ikke har avfyrt behøver man aldri å angre - Det blir rikelig anledning til jakt på store trofèdyr.

Allerede den andre dagen feller jeg min livs første Limpopo Bushbuck på en flott morgenpyrsj. Det er en flott opplevelse å pyrsje sammen med Mias og hans tracker Pidius langs med elva. Bushbucken styrter i elva i utruset etter skuddet men blir liggende på motsatt side. På grunn av krokodillene tør vi ikke vade over elva etter bukken. Pidius bli satt igjen som vaktpost ( for å skremme bort nærgående krokodiller ), mens Mias og jeg skal ta oss over elva på ei bru ca. en km. lenger ned. På tur oppover på den andre siden bråstopper Mias. Lukten av dyr stikker i nesen til den rutinerte jegeren. Når han hvisker waterbuck til meg kjenner også jeg den eiendommelige lukta. De kan umulig være langt unna. Jeg har ikke før tenkt tanken før vi ser ryggen på et hunndyr ca. 100 meter foran oss. Etter hvert kommer også en bukk til syne i det høye kjerret ved elva. Da han løfter hodet ser vi at dette ikke er noen smågutt. Mias blir ivrig og rigger opp skytekjeppen min, medbrakt fra Norge. Skytekjeppen er uunnværlig i denne høge vegetasjonen. Etter lang venting byr det seg endelig en skuddsjanse og jeg feller min første waterbuck, og hvilken bukk. På slakteriet senere på dagen henter Mias målebåndet og han smiler over hele fjeset da det stopper på 32 tommer. Bushbucken er også 15 tommer og er av det store slaget. Trofèenes størrelser er ikke det viktigste for meg, men jeg innrømmer gjerne at det er moro å henge et stort trofè på veggen etter en vellykket jakt. Det blir noen flotte bilder da vi etter ca. 3 timers arbeid har fått samlet dyrene og gjort dem klar for transport til skinneren, som venter med lange og skarpe kniver.

Den tredje jaktdagen vies til jakt på kudu. Et helt nytt høgtliggende terrengavsnitt blir valgt ut som jaktområde. Terrenget er meget kupert og delvis vanskelig tilgjengelig. For å gjøre en lang historie kort. Vi har en fantastisk jakt denne dagen. Vi finner noen hunndyr og etter hvert en stor gammel kudu som vi jakter på mye av dagen. Vi mislykkes to ganger før vi endelig kommer til skudd. Etter en siste pyrsj oppdager vi den store kuduen. Denne står på samme måte som kjempekuduen første jaktdagen bak et kjerr. Jeg finner det imidlertid forsvarlig å skyte da jeg ser en åpning i buskaset mot bogen på dyret. Da dyret ruser ut etter skuddet og det ene frambeinet henger slapt ned, forstår jeg at den store kuduen gjør spranget inn i de evige jaktmarker. Etter ca. 150 meter finner vi det flotte dyret. Jeg tar av meg lua og bøyer hodet i ærbødighet for den falne kjempen. Mias og Pidius har realisert min drøm om en stor kudu og jeg er dem begge stor takk skyldig.

Jeg har felt impala tidligere, men jakten på en av Afrikas vanligste ( men kanskje en av de vakreste ) antiloper tiltaler meg og vi starter letingen etter et godt eksemplar tidlig på morgenen. Jakta er rett og slett krevende og vi går langt denne morgenen.

I et uttørret elveleie finner vi ferske spor av en stor leopard. At vi plutselig står kun 15 meter fra en velvoksen leopardhann midt på lyse dagen er langt over det jeg hadde forventet. Vi overrasker den der den er på utkikk etter et bytte ved et vannhull som vi også forsiktig nærmer oss. Det er en stor opplevelse å få øyekontakt med den store katten før den med noen byks er forsvunnet.

Senere på dagen får jeg min impala og jeg nyter min sundowner litt ekstra denne kvelden. Jeg tenker tilbake på jakta i fjellene i Kirgisistan for to år siden der jeg var så heldig å møte en snøleopard omtrent på samme måten. Begge møtene har prentet seg inn i minnet og blir verdsatt like høyt som et godt trofè, kanskje høyere.

Tiden går alt for fort i lag med gode venner. Plutselig er hele safarien over. Jeg er veldig fornøyd selv om vi ikke finner den grå duikeren siste dagen. Vi finner imidlertid en påskutt nyala og kan avslutte dyrets lidelser. I tre dager har den ulykkelige jegeren og hans PH og tracker lett etter dyret som forsvant for dem med et høyt bog / mankeskudd. Nå er det hele over. Jegeren kunne puste lettet ut og reiste hjem med en mye bedre følelse.

Jeg betraktet hans flotte nyalatrofè og bestemte meg der og da for å reise tilbake hit. Da skal også jeg jakte nyala, og kanskje finner jeg en grey duiker, sammen med mine nye venner hos Limpopo Safaris.

Frank 

Thomas, Anette og Benny hos Limpopo Safaris

Endnu engang tak for en fantastisk arrangeret tur til limpopo safari, vi havde 8 super hyggelige dage hos mias og bella. Et luksus sted at bo og fantastisk jagtområde, men nogle verdensklasse trofæer:

  • Waterbuck 32”
  • Nyala 29”
  • Nyala 31”
  • Bushbuck 14”
  • Bushbuck 14 ½”
  • Kudu 59”
  • Blackfaced impala 23”
  • Klipspringer
  • Zebra
  • 2 Baboon

Vi planlægger allerede en ny tur til limpopo safari næste år. Også de næste 12 dage med Kruger park, blyde river canyon, Swaziland og skt. Lucia var en kæmpe oplevelse, som vi ikke ville have været foruden. Så alt forløb super og var en perfekt måde og fejre mine forældres sølvbryllup

Thomas, Annette og Benny

Jens Ulrik på kudujagt

Følg med på kudujagt i et vildt hjørne af Afrika, hvor sorte næsehorn slår deres folder mellem ufatteligt stærke kuduer, bushbucks og waterbucks...

Kæmpernes land

Jeg tager altid på jagt med store forventninger. At rejse uden den mindste ide om de eventyr, der venter, giver en boblende frydelfuld fornemmelse i maven, som minder mig om nætterne før det første dusin fødselsdage, jeg oplevede som dreng. Visheden om at den følgende dag ville blive fantastisk i kombination med uvisheden om, hvad der faktisk ville ske, var spænding i sin reneste form. Efterhånden blev fødselsdagene forudsigelige og sommerfuglene før mærkedagene forsvandt, men de kommer heldigvis stadig, når drengen i mig skal på jagt! 

I dette tilfælde havde jeg virkelig noget at se frem til. Jagtområdet, som benyttes af Limpopo Safaris, er et enormt privatejet naturreservat, der strækker sig over ufattelige 65.000 hektar. Jeg har været der før. To gange tidligere faktisk og jeg betragter outfitteren Mias Cronje og hans yndige hustru Bella som mine gode venner.

Da jeg ankom prøveskød vi Mauseren sent om aftenen i billygternes skær. Mias ville på kudujagt tidligt næste morgen og han ville ikke spilde yderligere tid på skydebanen. Det behøvede han heller ikke. Den ramte som altid, hvor den skulle.

Naturparadis

Vi indledte vor første jagtdag med en lang gåtur langs Nzehelelefloden – en biflod til den mægtige Limpopoflod, der udgør revirets – og Sydafrikas – grænse til nabolandet Zimbabwe. Landskabet er vildt og imponerende. Det samme er vildtbestandene. Langs den dybe og stenede flodseng så vi masser af waterbuck, bushbuck, kudu, nyala og bush pig. Store krokodiller patruljerede det lave vand og en gnaven gammel sort næsehornstyr lagde konstant beslag på vor fulde opmærksomhed.

Det ville være en underdrivelse at betegne trofækvaliteten I området som god. Den er EKSTREMT god! Det skyldes som altid en kombination af bæreevne, arveanlæg og forvaltning. Effektiv forvaltning. For kun 15 år siden var området en række vildt- og kvægfærme med masser af hegn på kryds og tværs og uden den store variation i det vilde dyreliv. En investor med en særlig interesse i naturbevarelse opkøbte farmene og rensede op i bushen. Det enorme område blev hegnet og en efter en blev alle de oprindelige arter genudsat i området, hvor mange af dem havde manglet i et helt århundrede. I dag breder vild bush sig over kvægets græsgange og arealet er hjemsted for mere end 30 jagtbare arter af storvildt.

Alle bestandende er selvforyngende og der er rigeligt plads til ”besværlige” arter. Derfor har området også en stærk og voksende bestand af leopard, brun og plettet hyæne, afrikansk vildhund, krokodille og alle de små katte, som hører til i denne del af verden. Kun løven mangler fortsat – på grund af besværlig lovgivning – men den er også på vej. For ejerne handler det om at genskabe et lukket afrikansk økosystem – et åndehul for det vilde Afrika. Jagt er kort og godt et forvaltningsredskab og et tilskud til financieringen af det hele. Afskydningskvoterne er meget strikse.

Egernet Jens

På vores vej tilbage fra morgenpürschen var Mias og Hassan ekstrem forsigtige. De havde ingen ide om, hvor vores ven Hr. Rhino befandt sig og de standsede ofte i håbet om at se ham før han så os. Denne del af jagtområdet benyttes normalt ikke sammen med jagtgæster. Jeg havde kun held til at overbevise Mias om, at han skulle tage mig med, fordi jeg insisterede på, at jeg er en ørn til at klatre i træer og fordi han aldrig indså, at jeg har en klar tendens til at overvurdere mine egne evner (eller mangel på samme)...

De fik øje på vores tunge ven på den modsatte bred. Han tyggede fredsommeligt på nogle tørre buske. Vi stoppede for at fotografere den store fyr. Han bevægede sig langsomt i vores retning og snart var han inde på 50 meter. Vi betragtede ham i tavshed og havde forlængst udset os vores personlige klatretræer i tilfælde af, at situationen pludselig eskalerede.

Da vi mærkede brisen mod vore baghoveder, var det allerede for sent. Den knapt mærkbare vind var vendt og bar nu vor fært direkte ned til det sorte næsehorn i bunden af flodsengen. Han blinkede med sine små pirrende øjne, løftede sit hovede og snuste mod vinden. I det næste sekund eksploderede han i afsindigt raseri.

“Pfussss – pfussss - pfusssss”, den vrede tyr snøftede mens han accellererede fra nul til topfart på et par spring. Han havde sat kurs direkte imod os. Jeg sprang op og løb de få meter hen til mit træ, mens Mias roligt distraherede mastodonten.  Jeg røg langt op i træet på et øjeblik. Faktisk er jeg ret overbevist om, at jeg lige der havde kunnet bestige en poleret flagstang indsmurt i brun sæbe – med hænderne på ryggen. Efter få minutters opvisning i brutal kraft tøffede tyren tilbage til sin egen side af floden og vi sneg os ned og luskede tilbage til bilen.

Det siges at frygt ikke er virkeligt. At det er en følelse vi vælger. Jeg ved ikke om det passer. Men jeg ved, at jeg smed mine underbukser ud da jeg kom tilbage på rummet og jeg glemte ikke at kysse støvlerne godnat i taknemmelighed over deres træklatringskvaliteter... 

Kudu i sigte

Vi var tidligt ude den næste morgen for at lede efter en af de stærke kuduer, som er så typiske for dette område. Vi havde kørt i mindre end en time, da Hassan spottede to kudutyre gennem tæt mopani bush. Han kunne dog ikke se deres horn tydeligt, men han var ikke desto mindre overbevist om, at det var stærke tyre og fik overtalt Mias til at forsøge at komme nærmere.

Tyrene var flere hundrede meter fra bilen og på vej imod en stejl klippeformation langt fra jordvejen, vi kørte på. 500 meter længere fremme svingede Mias Land Cruiseren ind mod højderyggen i håbet om, at vi ville få en chance for at se tyrene fra toppen af de røde klipper.

Sporet ledte hele vejen til toppen. Mias stoppede dieselmotoren længe før vi nåede kanten og vi forlod stille bilen. Vi befandt os på et fladt plateau højt over sletten, der strakte sig fra foden af klipperne og helt frem til floden, som med dens tætte grønne bevoksning fik den til at ligne en gigantisk grøn slange, der bugtede sig gennem landskabet. 

Direkte under os kom et par unge waterbuck-tyre på benene. De fornemmede tydeligt vor tilstedeværelse uden egentlig at indse truslens alvor. Jeg fik et godt kig på disse stærke dyr, mens de langsomt fandt vej ned ad klipperne og startede små stenskred for hvert skridt de tog.

Ud af øjenkrogen så jeg Mias falde ned på sine knæ. Instinktivt fulgte jeg hans eksempel uden at kende den præcise årsag. Han kastede kikkerten op foran øjnene og stirrede målrettet i en helt anden retning end de førnævnte waterbucks.

Han hviskede ophidset: ”Kan du se den kudutyr?”

Jeg fulgte retningen hans kikkert pegede imod og der – kun omkring 100 meter nede – voksede en gigantisk kudutyr ud af skyggerne under det træ, som den stod og tyggede på. Jeg fik lynhurtigt min egen kikkert i brug og et krystalklart billede åbenbaredes for mine øjne. Mit hjerte sprang et slag eller to over. Dette var et syn for guder! Tyrens lange horn snoede sig mod himlen i dybe sorte kurver i perfekt V-formation. De ravfarvede spidser lod til at befinde sig langt væk fra baserne, der så ud til at være så tykke som en voksen mands arme.

”Jeg vil ha’ at du skyder den tyr....NU!” Mias insisterede – og jeg var ikke svær at overtale. 

Man ved aldrig

Jeg kravlede tilbage for at hente Mauseren. Så stille, som jeg kunne, listede jeg en patron i kammeret og sikrede mig, at slagfjederen ikke var spændt. Så hurtigt jeg kunne, krøb jeg tilbage til Mias og Hassan som stadig stirrede på kudutyren under os. Jeg bevægede mig det sidste stykke som en slange på klipperne og fandt på plads imellem de andre. Jeg var linet op til et ganske enkelt liggende skud med klippefast anlæg i bogstavelig forstand.

Jeg skruede kikkerten op til 10X forstørrelse og satte lys på centerprikken for at få bedre kontrast mod tyrens mørke silhouet. Med tommelfingeren spændte jeg riflen op og min pegefinger fandt aftrækkeren, da jeg gled i position bag kikkerten..

Han stod lige i udkanten af mit sigtebillede mod front imod os i en let skrå vinkel. Jeg lod det røde punkt finde midten af hans bringe og lod skuddet gå.

Tyren sprang op og sparkede voldsomt bagud. Hans venstre forben dinglede fra kroppen og mørkt rødt blod pumpede ud af udgangshullet bag hans skulder. Han vendte sig på tre ben og satte i løb ned ad bakken med kurs mod den tætte bush under ham. Skudtegnene var entydige – alt så fint ud.

Men tyren standsede ikke og faldt, som vi alle forventede. Han fortsatte bare og var snart 200 meter ude. Jeg sendte endnu et skud igennem trætoppene mod den mørke skygge. Kuglen bøjede af i grenene og gik højt over ryggen på dyret. Tyren var nu nede i trav. Et skud mere – denne gang på godt og vel 250 meter – kom slet ikke igennem mopanibushen. Men kuduen satte farten ned tydeligt påvirket af det første skud.

Foran tyren skimtede jeg en åbning mellem to træer. Med et enkelt knaptryk på min afstandsmåler målte Mias afstanden til 312 meter. Jeg skruede ASV+ tårnet op til 310 meter og kunne enkelt sende den sidste kugle i magasinet gennem ryggen på tyren og afslutte dens lidelser på stedet.

Underligt! Både Mias og jeg var overbeviste om, at den første kugle sad perfekt og selvom tyren tydeligvis var døende, burde den ikke have været i stand til at løbe så langt.

Fantastisk trofæ

Ti minutter senere nåede vi frem til den døde tyr mellem Mopani træerne. Det store trofæ var ikke mindre imponerende tæt på. De skrammede horn bevidnede, at den stærke gamle kæmpe havde ikke ligget på den lade side i den evige kamp om køernes gunst. Han havde formentlig vundet de fleste af kampene om hans plads i genpuljen.

En nærmere inspektion afslørede, hvorfor han havde været så sejlivet. Mit første skud havde kun sat den ene af tyrens lunger ud af spillet. Den var døende, da min sidste kugle slog den til jorden, men den ville have været død inden for få sekunder, hvis jeg havde sat det første skud ordentlig gennem toppen af hjertet.

En vigtig erfaring rigere og med et utroligt trofæ i saltrummet, brugte vi resten af mit besøg i det fantastiske område på at tage fotos af det righoldige dyreliv, fange fisk imellem floden krokodiller og – med brede grin i ansigtet – bekræfte hinanden i at vi har en tendens til give os selv alt for lidt anerkendelse...

Jeg så masser af kudu, bushbuck og nyala med helt utrolige trofæer og jeg bliver oprigtigt overrasket, hvis ikke dette område kommer til at dominere trofælisterne for waterbuck i de kommende årtier. Jeg har set mere end en kandidat til top ti listen over verdens stærkeste waterbucktyre med mine egne øjne!

Vildtarter

Prisen inkluderer

  • Flyrejse København - Johannesburg t/r
  • Flyrejse Johannesburg – Polokwane t/r
  • Lufthavnsskatter
  • Bil-transfer fra Polokwane – River View t/r
  • 5 dages jagt med erfaren prof. hunter, skinner og tracker
  • 6 dages ophold i dobbeltværelse med helpension og drikkevarer
  • Al transport under jagten
  • Licenser (bortset fra dem mærket med *)
  • Vaskeservice
  • Sydafrikansk moms på 14%
  • Skinning og trofæbehandling i campen
  • Vip guide i Johannesburg ved ankomst

Prisen inkluderer ikke

  • Trofæafgifter
  • Konservator arbejde og hjemsendelse af trofæer
  • Tillæg for enkeltværelse kr. 315 pr. dag
  • Drikkepenge
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • EU-ansvarsforsikring, kr. 35 pr. person
  • Alt som ikke er nævnt under ”priserne inkluderer”

Mere

Ekstra jagtdag 2:1 kr.     3.115,-  
Ekstra jagtdag 1:1 kr.     3.990,-  
Ekstra dag uden jagt kr. 1.520,-

10 % rabat på ovenstående priser i lavsæsonen. 

Lavsæson: 15/11-20/12 og 10/01-01/03, dog ikke uge 7 og 8.

Trofæprisliste (EURO)

Bavian * 55
Blue Wildebeest 975
Burchells Zebra 1195
Bushpig 700
Eland 1800
Giraf 1600
Greater Kudu 1255
Grey Duiker 225
Impala 320
Klipspringer ** 905
Limpopo Bushbuck ** 1100
Nyala ** 1980
Oryx 1200
Sjakal 55
Steinbok 300
Vortesvin 345
Waterbuck ** 1845

* Bavian kræver speciallicens, som der skal ansøges om min. 3 mdr. før ankomst til jagtområdet. Det er derfor ikke muligt at nedlægge bavian, hvis den ikke bestilt ved booking af rejsen. Licensen koster et mindre beløb (ca. kr. 50), som Nature Conservation ikke tilbagebetaler ved manglende nedlagt vildt.

** Disse trofæer kræver min 7 dages jagt og skal bestilles ved booking, da vi ellers ikke kan garantere, at der vil være flere på kvote ved ankomsten til jagtområdet.

Har man trofæønsker, som går udover ovenstående liste, vil Limpopo Safaris med stor sandsynlighed også kunne hjælpe.

Valutakurs

Prisen på denne rejse er en forhåndsvisning, da vi tager forbehold for kursændringer. Den endelige pris for rejsen vil blive aftalt nærmere.

HAR DU SPØRGSMÅL?

Linda Bertelsen

Telefon: (+45) 63 21 43 04

Erik Pedersen Brinkmann

Telefon: (+45) 63 21 43 17

Tilbud på jagtrejser

Gør som 1000-vis af andre jægere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få rejsetilbud samt jagtrelaterede nyheder direkte i din indbakke

  • Gode tilbud på jagtrejser
  • Info om jagt i udlandet
  • Ekslusive afbudsrejser