« Tilbage

Olav på bukkejagt i Kurgan

Nogle gange spørger jeg mig selv hvorfor jægere går så mange lidelser og strabadser gennem – som de gør for at komme på jagt. Ikke at jeg ikke kender svaret, for jeg er jo selv jæger, men jeg kan sagtens forstå, hvis ”ikke-jægere” skulle mene, at vi jægere er bidt af en gal hund. For det er vi jo.

At rejse med sin jagtriffel som rejsekammerat er utrolig besværligt. Jeg rejser også sammen med Selgen, der er en pensioneret skibsfører 5 dage ældre end jeg. Han er dog det stik modsatte af besværlig. Jeg rejste til Sibirien, fordi rygtet siger, at man har råbukke her, der er meget større end dem vi har i Danmark og Tyskland og jeg kan bekræfte at rygtet er sandt. I lufthavnen i Ekaterinburg mødte vi to andre danske jægere – Bent og Kim - der skulle til samme lejr som os, så vi er 3 fynboer og mig, som den eneste normale. Der skulle gå næsten 2 timer, før vi var kommet igennem tolden med vores rifler og derfra var der 7 timers kørsel ud til lejren inklusiv en punktering. Ekaterinburg, der er Ruslands 4. største by, ligger øst for Uralbjergene i Sibirien – altså i Asien. Vores lejr ligger 7 timers kørsel øst for Ekaterinburg ud af nogle elendige veje.

Der er fattigt her i Rusland og lejren er spartansk efter vestlig standard, men folk er utrolig flinke og de behandler os med varme, så godt som det er dem menneskeligt muligt. Som sagt er vi 4 jægere her og alle jægere har en 4-hjulstrækker med privatchauffør og sin egen spotter/PH (Professional Hunter). Hertil kommer 2 kokke, en ung guide, som er den eneste af russerne der snakker engelsk, en vagtmand der sørger for at der ikke sker indbrud, når vi er på jagt og så er der chefen for det hele: ”Vodkamanden”, der efter eget udsagn har det vigtigste arbejde af alle og derfor er han chef, nemlig at han skal sikre, at der er vodka på bordet under alle måltider inklusive morgenmaden. Det bliver der dog (indtil videre) ikke drukket så meget af –på 2. dagen har vi ikke tømt den første flaske endnu. Så der er altså over 3 servicemedarbejdere pr. jæger.

Min privatchauffør Valeri er en stor mand på herre siden af 150 kg. og min spotter Alexander er en yngre og meget veltrænet mand. Begge kan se rådyr på meget lang afstand uden brug af kikkert – Alexander kunne se ryggen af et dyr, i det høje græs, på 342 meters afstand, han skulle dog bruge en kikkert for at se at det var en rå. I går aftes skulle vi så på jagt efter det obligatoriske prøveskud og kørte i over en time til jagtstedet, først på hullede asfalterede veje, så på jordveje og så gennem mudderveje - den ene efter den anden. De har endnu ikke fået høstet størstedelen af kornet og jeg kan ikke se hvordan de skal kunne gøre det, for det hele er vådt og temmelig koldt og kornet ser stadig ikke modent ud. Det må være en trøst, at det står elendigt.

Det regnede, så vi sad i et utæt tårn og fik besøg af en million myg. Efter et par timer gik jeg ud for at træde af på naturens vegne og i det sekund kom bukken naturligvis – men den var heldigvis ikke så stor, at det gjorde noget at den løb sin vej.

Da vi så kørte hjem igen i regnvejr ad hullede veje i over en time hvor jeg var våd og ikke havde sovet i 1½ døgn, ventet i tolden i 2 timer på riflen, kørt bil af elendige veje i over 9 timer og hvor jeg var blevet ædt op af myg og havde pisset i vinden, medens bukken løb forbi – da kom jeg til at tænke på min yndlingssøn Simons vise ord, da han var en lille dreng og hvor vi løb på rulleskøjter og var faldet på røven de første 10 gange og så pludselig sagde: ”Hvorfor er det egentlig, at vi behøver at gøre det her?”  - lige mine ord tænkte jeg - hvorfor behøver jeg egentlig det her. Jeg vidste dog godt at jeg ikke skulle lede efter svaret, før jeg havde fået aftensmad og lidt søvn, men da gik det op for mig, at en jæger må være bidt af en gal hund.

Efter aftensmad og 4 timers søvn stod jeg op kl. 3.30 og var overraskende frisk som en havørn og glemt var gårsdagens dystre tanker, for nu skulle vi på jagt. Livet er herligt. Igen en times kørsel, hvorefter vi startede med at pürsche i en halv meter højt græs mellem buske og træer. Chaufføren havde ikke kondien til at gå med og skulle hente os et andet sted.

Vi gik og vi gik og vi gik i over 2 timer med myggen som fast ledsager. Vi så først en lille rå og så en rå med 2 lam og en rå der så os og gøede og fik advaret en god buk. Vi gik så lidt længere og så en buk – en stor buk – en meget stor buk, men jeg kunne ikke komme til at skyde, for jeg kunne kun se ryggen af den. Vi blev så stående lidt, for det kunne jo være at den kom ud på siden af bevoksningen og det gjorde den sandelig. Jeg fik øje på et dyr ude på 120 meters afstand, men jeg kunne kun se hele dyret - kun bladet. Spotteren kunne imidlertid se opsatsen, så jeg lod kuglen gå og den blev ramt perfekt på bladet og gik mindre end 5 meter før den var forendt. Det var en stor buk på 5-6 år og klart den største jeg nogensinde har skudt eller formentlig kommer til at skyde – mit livs buk. De andre jægere har også skudt bukke, der er skudt 5. Alle bukke er meget store og alle har helt sikkert en trofævægt der i Danmark ville give en guldmedalje (ca. 550 gram).

Efter morgenmad og en lur gik det løs igen. Denne gang skulle jeg følge chaufføren og så var jeg klar over, at jeg nok ikke skulle gå i over 2 timer igen. Det skulle jeg da heller ikke, for efter et par kilometer kom vi til en hochsitz, hvor vi skulle sidde til det blev mørkt. Det var tørvejr og der kom råer med og uden lam og der kom en 6-ender, som han sagde at jeg kunne skyde, men den var lille – altså ikke efter danske forhold – da vil den være større, end den største buk der nogensinde er skudt i Danmark, men i forhold til de bukke der går her var den lille, så jeg lod den gå.

Så kom der et meget stort svin og spørgsmålet var så, om det var en keiler, men da vi så 3 frischlinge var det spørgsmål afgjort og den måtte jeg også lade gå. Så kom der en stor buk ude på 212 meter, men den ville ikke stå stille i 3 sekunder, så jeg ville ikke skyde. Der var da sandelig noget at se efter. Det var en herlig aften og jeg spurgte, om vi skulle tilbage i morgen tidlig, men fik at vide at jeg kunne komme det i morgen aften.

Så var der det med ”yndlingssønnen” hvor der er nogle, der gennem årene har bebrejdet mig, hvordan jeg - som far - kan betegne min ene søn som yndlingssøn for hvad tænker så den anden søn – men forklaringen er, at jeg har to yndlingssønner og det har de det begge fint med. Hvis man har en kone, kan det dog ikke anbefales at kalde hende for sin ”yndlingshustru” for den betegnelse har kvinder det ikke så fint med som børnene.   

Mandag morgen op kl 3.30 og køre til et nyt sted, hvor vi sad i en hochsitz og så ud over et meget stort område. Der kom et par råer og den ene havde mere end svært ved at gå, den humpede meget kraftigt, ja faktisk kunne den ikke gå, men måtte hoppe så jeg ventede på, at Alexander gav mig ordre til at udføre et medlidenhedsdrab, men det skete ikke. Så kom der en stor buk ude på 230 meter, men det er for langt, når det blæser.

Så begyndte vi at gå igen og pludselig kom den største buk jeg har set i mit liv. Jeg smed mig ned i græsset og håbede, at den ikke havde set mig – det havde den – og jeg begik den klassiske fejl i den situation, nemlig at jeg kiggede i håndkikkerten og ikke i riffelkikkerten. Der gik mindre end et sekund før den var væk.

På vejen hjem skulle vi hente noget i spotterens hus. Han bor i et hus, der reelt er et træskur i en lille landsby, hvor vejbelægningen er mudder og der er ænder, høns og gæs der går frit i gaderne. Første gang jeg var i Sibirien var i 1982, da jeg var med den transsibiriske jernbane fra Århus til Vladivostok, hvorfra vi tog et skib til Japan.

Den gang kunne jeg se, hvor fattige russerne var og måtte i dag konstatere, at der ingen udvikling har været i de sidste 36 år overhovedet. Der er intet sket. De bor i de samme faldefærdige træhuse uden bad og med lokum i gården, med mudderveje og har de samme ænder, gæs og høns, der går rundt i gaderne og de samme nedslidte biler og folk har stadig elendige tænder.

Nogle steder, hvor man kører, går der 20-30 køer på en mark og altid sammen med en hyrde. Jeg tænkte på om jeg skulle hoppe af bilen og spørge hyrden, der sad ved middagstide og gloede på sine 30 køer, om vi skulle bytte plads, for jeg tænkte, at han nok ikke behøver at tænke på om aktie- og obligationskurserne stiger eller falder eller om man skal investere i det ene eller andet. Han må da have et frit og simpelt liv, hvor han har tid til at filosofere over tilværelsen. Men det var lidt koldt og jeg så, at han sad med bøjet hoved i regnvejret og så slet ikke glad ud – han så ikke ud til at nyde friheden, så jeg blev i bilen.

Da jeg så spurgte, hvorfor man ikke sætter et hegn op omkring marken, så hyrden kan gå hjem i tørvejr, fik jeg at vide, at det er fordi man kan regne i Rusland. En hyrde koster 1.500 kr. om måneden og et hegn med vedligeholdelse vil være en så stor investering, at det ikke kan betale sig at bygge det. Og hvad skulle hyrden så lave?

Jeg spurgte så, hvad en skolelærer får og det er naturligvis mere for han/hun skal jo have en længere uddannelse, så de er helt oppe på små 2.000 kr. om måneden. Så var det jeg tænkte på, at hyrden og skolelæreren tilsammen ikke tjener så meget på et år, som min jagtriffel har kostet og at hele mit jagtgrej med hånd- og riffelkikkert med mere, har kostet mere end hyrden tjener på 5 år – ja, hvis han også skal leve, vil han ikke kunne spare op til det i et helt arbejdsliv.

Der er jo reelt tale om at landet er et uland, men det er klart, at hvis man bruger 95% af BNP´et på militæret, så er der ikke også råd til at forbedre levestandarden for de fattige. De kikkerter, som folk her har, svarer til dem, man kan købe i legetøjsforretninger i Danmark. Mange er de gange, hvor de har sagt at der går en god buk, men når jeg har givet dem min kikkert, så kan de godt se at bukken er for lille. De har ikke kikkerter med indbygget afstandsmåler og ikke kikkerter af tilstrækkelig kvalitet og hvis det regner virker deres kikkerter overhovedet ikke.

Efter morgenmad og en lur så atter på jagt. Vi så et par bukke der så fine ud, indtil jeg så dem gennem min kikkert. Lige før lukketid kom der dog en større buk, men den stod med bringen til og jeg ved af bitter erfaring, at man ofte anskyder dyret, når det ikke står med siden til, så jeg fulgte den gamle læresætning om at det er langt bedre at ærgre sig over et skud man ikke tog, som at ærgre sig over et skud man tog.            

Op kl. 3.30 og på jagt. Gået, gået og atter gået. Set et par bukke, men kunne ikke komme på skudhold. Hjem til morgenmad og lidt søvn. Ud igen til aften.

Under frokosten talte vi med guiden, som er den eneste der kan tale et nogenlunde engelsk. Hun er 24 år og har en universitetsuddannelse, der har taget 6 år. Hun var meget ked af det, for hun mener ikke at hun har nogen fremtid i hendes land. For det første kan hun ikke finde noget arbejde og hvis hun kunne, så vil hun have meget svært ved at leve af det. Unge i Sibirien har ikke nogen fremtid sagde hun, så hun ville gerne hen et sted hvor der var arbejde og fremtidsudsigter. 

På aftenjagten satte de et sløringsnet op foran nogle træer, men der kom kun en million myg og et svin langt ude. På vej hjem skete det, der måtte ske på et tidspunkt, nemlig at vi kørte på tværs af et ½ meter dybt hjulspor og da en sikkerhedssele i en bil i dette område er ”en by i Rusland” knaldede min pande ind i forruden, men begge holdt heldigvis. Da de havde en spade med, fik de gravet bilen fri.

På 4. jagtdag om morgenen var jeg atter ude og gå i højt græs i 2½ time. Vi så mange rådyr – over 20, også bukke der stod pænt med siden til på 120 meters afstand, men ingen store nok til at jeg vil skyde, for hvis jeg skal skyde én til skal den være stor – i hvert fald indtil sidste jagt.

Da vi kom hjem, havde de renset de 8 bukketrofæer som vi har skudt og nu skulle de vejes. Selgen havde skudt den største på 962 gram og jeg havde skudt den næststørste på 922 gram og så lå de ellers derned af med 913, 800, 796, 759, 743 og den mindste på 685.

Det er meget svært at se, hvor meget et trofæ vejer. Hvis man havde sagt til mig, at jeg havde skudt den næststørste buk og skulle udpege den største, ville jeg aldrig have peget på Selgens, for den var noget lavere end min, men når jeg så ordentlig efter, kunne jeg godt se at den var noget kraftigere i stængerne end min.

Her skal dog straks siges, at de måler på en anden måde her i Rusland end vi gør i Danmark, idet de måler hele overdelen af kraniet med tænder, så ifølge Bent, der er en meget erfaren jæger i udlandet, skal man trække op mod 15% fra for at sammenligne med danske standarder, men selv den mindste buk vil stadig være pænt over kravet til en guldmedalje i Danmark.

Igen her må ikke-jægere tænke, at når vi jægere går så højt op i størrelsen på trofæet, så er det den sædvanlige diskussion blandt rigtige mænd, om hvis tissemand der er den største. Det kan vel heller ikke fuldstændig udelukkes, at det kan være en snert af sandheden – langt de fleste mænd er født med et konkurrencegen. Jeg vil i hvert fald ikke påstå, at jeg kan sige mig helt fri, men det er også noget andet og meget mere, for hvis man rejser til et andet land, går gennem mange lidelser og pürscher på en buk gennem mange timer, så bliver man glad og lettet, når det lykkes at skyde en stor trofæbuk. Det er jo det man trods alt kom for, samt den fornemmelse af uforudsigelighed der er ved jagten. Det, at den beslutning man træffer, har en konsekvens og ikke kan laves om. Det skærper ens sanser, bevidsthed og tanker. Det at når man er på jagt, kun tænker på jagten og lukker alt andet ude. Præcis som urmenneske jægeren gjorde det – og det instinkt lever vel hos mange af os mænd i dag. 

Efter vejningen af de 8 trofæer troppede Bent op med en 9-ender, der overgik alt hvad der hidtil er set. Jeg ved ikke, hvor stor den er, men helt bestemt over et kilo. Bent er i øvrigt alderspræsident med 73 år og der er ikke et sted på jorden, hvor han ikke har været på jagt og i samtlige de 13 lande, på 5 kontinenter, hvor jeg har været på jagt, har han også været det og stort set samme steder og meget ofte hos de samme outfittere.

Sidste jagtdag – sidste jagt. Så er det nu eller aldrig, hvis jeg skal have én mere. Jeg sad i en hochsitz med chaufføren. Der kom flere bukke, men lige som prinsessen i Klodshans sagde jeg: ”duer ikke”. Et kvarter før lukketid kom der dog endelig en nogenlunde buk – det vil sige, i Danmark ville det være en kæmpe buk, men på disse kanter var den ikke noget særligt, men jeg besluttede at det var dén, for det var sidste chance. Der var dog et problem, nemlig at den kom spænende med 100 km i timen, men så brugte jeg et - blandt jægere - velkendt trick, så jeg råbte af mine lungers fulde kraft – så stoppede den op i to sekunder og det var et for meget.

Trofæet viste sig at veje 634 gram og hvis man skal trække lidt fra, vil den vel ligge omkring en dansk guldmedaljebuk – nok knap, men i hvert fald en sølvmedalje.

Da vi kom ned til bukken gik chaufføren imidlertid i total panik, for når han havde ladet mig skyde sådan en bitte én, så ville han få meget ballade med Vodkamanden og måske miste sit arbejde. Chaufføren kunne selvfølgelig ikke mere dansk, end jeg kan russisk, men når han sagde ”Vodkamanden” og med den 150 kg store krop lavede en meget kraftig håndbevægelse på tværs af halsen, der viste at han fik den skåret over og maven stadig gik op og ned i 10 sekunder efter armbevægelsen, så forstod jeg skriften på væggen uagtet at jeg ikke kunne sproget. Jeg blev staks klar over, at nu var det blodig alvor og et simpelt spørgsmål om overlevelse. Desperationen lyste ud af de små pupiller omgivet af alt det hvide i den store mands udspilede øjne – ja, man skulle næsten tro, at han havde fået tunnelsyn.

Ved hjælp af en app jeg har fået downloadet på min mobil, så den virker off-line, kunne jeg skrive på dansk og så oversætter telefonen til russisk og med den kunne jeg dog heldigvis straks demontere den sprængfarlige situation og bringe den fuldstændig under kontrol, idet jeg kunne berolige ham med, at jeg var klar over, at det ikke var verdens største buk da jeg skød og at jeg nok skulle tage det fulde og det hele ansvar – det var jo mig, der lod kuglen gå og så ville jeg ikke efterfølgende give ham skylden for noget som helst. Som jæger er man ene ansvarlig for sin kugle – og det kan ikke gradbøjes. Og i øvrigt var det da en meget fik buk - altså set med danske øjne, og den var skudt rigtig på bladet, det var et helt perfekt skud - der var ikke noget problem. Men det er da godt nok tankevækkende, at den buk der i Danmark ville udløse en medalje, måske af guld, kan man miste sit arbejde for at anvise her. Det siger altså noget om hvor store bukkene er i Sibirien.

Så er der en ting jeg har glemt at skrive, nemlig at urfuglen, som man siger uddøde i Danmark omkring årtusindeskiftet, overhovedet ikke er uddød, den er blot flyttet til Sibirien, hvor den lever i absolut bedste velgående. Den er overalt og det er så dejligt at se den.

Om jeg vil anbefale jer andre at rejse på bukkejagt i Sibirien? – Ja helt sikkert, hvis man altså har kondien til at gå 3 – 4 timer dagligt i højt græs. Det er jo en pürchjagt med ”spot & stalk”. Det var ikke noget større problem for mig, så langt de fleste af jer vil også kunne gøre det. Vi løber jo ikke.

Og så var der lige det om størrelsen af Bents buk – den blev ”kun” målt til 1.195 gram. Både han og jeg havde troet, at den var noget mere, men selv om man trækker 15% fra så kommer den da pænt over kiloet.

På vej tilbage fra jagten til Ekaterinburg punkterede vi igen og der var heldigvis en restaurant ved siden af bilværkstedet. Selgen følte, at han ville flotte sig og bestilte kaffe og en stor kage og flåede kreditkortet op for at betale. Jeg nåede dog lige at få fat i kraven på ham og stillede det retoriske spørgsmål: ”Selgen – min ven – i betragtning af at den samlede regning er mindre end 5 danske kroner, synes du så at det er rimeligt at vi belaster det internationale kreditkortsystem med den transaktion?”  

Jeg er nu, i skrivende stund, kommet tilbage til Ekaterinburg, hvor jeg har lejet en suite øverst oppe på et 5-stjernet hotel. Det er byens højeste bygning og byens fineste og nyeste hotel og jeg kan se ud over hele byen. Det er bare i orden her. Men det er selvfølgelig dyrt. En sådan toværelses suite med kongelig morgenmad koster næsten 1.000 kr.

Noget der har overrasket mig på denne tur er, at russerne ud over at være utroligt venlige, også forekommer at være totalt ærlige. De har ikke den samme drikkepengekultur som i Vesten, så når jeg lægger 20 – 50 kr. i drikkepenge, så går de højt op i at sikre sig, at jeg virkelig vil give dem det og ikke gør det ubevidst. En gang kom jeg, ved en fejl, til at lægge en 1.000 Rubelseddel, hvor jeg skulle betale 100 Rubler og så kom de løbende efter mig og jeg måtte tilbage til kassen. Man lader ikke turister snyde sig selv her. 

Det er i år præcis 100 år siden, at den sidste russiske Zar, Aleksander den 3. og hans familie blev myrdet her i byen efter revolutionen i 1917. I dag ville jeg så ind i den katedral, hvor Zar Aleksander den 3. og familie blev myrdet, men jeg måtte opgive, for der var en kø af mennesker på en halv kilometer. Så er der sikkert nogen af jer der vil sige, at nu overdriver du altså, men som jæger ved jeg bedre end de fleste hvad 100 meter er og jeg kan tælle til fem. Der VAR en menneskekø på en halv kilometer. Jeg spurgte så nogen om der er sådan en kø hver dag - det er der ikke, men man har udstillet nogle knogler af en helgen og hvis man rører ved dem siger deres tro/overtro, at man kan ønske – og få - et bedre liv. Så tænkte jeg: ”Det er ikke noget for dig at stå i kø for det i en halv dag eller mere, for der er da ikke noget som helst i vejen med det liv du har” og så gik jeg hjem på min suite på øverste etage med udsigt over byen og drak eftermiddagskaffe. 

Nu er jeg jo lidt af en historienørd, så jeg ville kunne skrive mange sider om samspillet mellem den russiske Zar og det danske kongehus, specielt Christian den IX, men det var jo jagten jeg ville fortælle om her – og det har jeg gjort - så jeg vil sige det som jeg altid afsluttede samtalen med kontroltårnet med, den gang jeg fløj helikopter: ”Oscar, Yankee, Hotel, Hotel, Foxtrot - over and out”.

Tilbud på jagtrejser

Gør som 1000-vis af andre jægere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få rejsetilbud samt jagtrelaterede nyheder direkte i din indbakke

  • Gode tilbud på jagtrejser
  • Info om jagt i udlandet
  • Ekslusive afbudsrejser