Vi er tre kammerater som efterhånden har gjort det til en tradition at supplere de tyske Bewegunsjagter med nok så rolige hundyrjagter. Vi har tidligere været i Skotland og ofte i Polen.
I år ville vi prøve noget nyt, og besluttede derfor at prøve Dianas nye destination i Slovakiet. Man kunne både vælge fly og kør-selv – vi valgte det sidste og vil også gøre det igen. Da vi kom frem stod arrangør og guide, Tomaz, klar til at tage sig af os.
Vi havde aftalt 7 pürch, og vi startede ud med aftenpürch i dejligt vejr. De tre guider kørte os ud, og jeg startede ud i tårn. På vej til tårnet så jeg både kronvildt og dåvildt, så forventningerne var i top. Biotopen var perfekt med skov mod bjergene, og vi sad så blandt småremiser og græsmarker. Efter en halvt times tid ser jeg en rudel dåvildt komme ud af naboskoven ca. 800 meter væk. Tomaz spørger om jeg vil vente eller forsøge en lidt besværlig pürch over åbent terræn. Jeg vil meget hellere pürche end vente, så vi tog chancen. Heldigvis var markerne mere kuperede end jeg først vurderede, så efter en halv times tid er jeg så tæt på, jeg kan komme. Afstandsmåleren sagde 199 meter, men jeg havde selv medbragt en skydestok a la Viperflex, så skuddet var forsvarligt. Tomaz ville gerne have skudt moderdyr før kalv, så jeg holder på en då, som tegner perfekt for kuglen og falder få sekunder senere, mens rudlen tager flugten. Tomaz’ plan var at skyde kalven, hvis den blev stående eller kom tilbage, så da et enligt dyr kommer tilbage til den faldne då, siger han igen: Shoot. Jeg fortæller ham, at det ikke er en kalv – den er for stor, men han ønsker den nedlagt. Også den tegner for skuddet og løber herefter bag bakken, hvor vi finder den forendt 50 meter fra skudstedet. Jeg konstaterer, at det var en smaldå, og meddeler Tomaz, at jeg herefter hellere vil skyde ung før gammel, selvom det kan koste nogle skudchancer – det er trods alt den første uge i oktober, så det er tidligt for en kalv at blive alene. Det var helt ok for ham, selvom han helst ville have skudt flere dyr.
Vi brækker et dyr hver og er hurtigt på vej videre. Her ser vi hvad Tomaz vurderer er en smaldå foran det tårn vi startede i. Frem og tilbage er jo lige langt, og da vi når frem, er det blevet mere end almindeligt dunkelt. Vi kommer på skudafstand, og dyret kommer nærmere, men har ligesom fornemmet, at der er noget galt, så Tomaz giver besked på at skyde, hvilket jeg gør straks dyret vender siden til – det er for mørkt til at jeg kan vurdere skudtegn, men efter 50 meter forender den med en fin kugle. Da vi kommer hen til den, konstaterer vi dog, at det er en lille dåspidshjort. Den var fuldt lovlig, men alligevel ikke det jeg gik efter. Skuddet var dog godt, pürchen spændende og prisforskellen særdeles overkommelig, så alt i alt en fin oplevelse. Herefter gik turen tilbage, hvor jeg mødte mine rejsefæller. Den ene havde haft held til at nedlægge kronkalv og hind – den anden havde ikke heldet med sig, men det havde været tæt på. Da vi kom hjem til hotellet og vi havde været i bad, fulgte Tomaz os ud i byen og viste os de besøgelsesværdige restauranter til den kommende uge. Vi valgte et hyggeligt sted med pizza og fadøl – en liter fadøl inkl. fantastisk pizza kostede kun 6,5 euro! Herefter gik turen tilbage til hotellet, hvor Tomaz var vært med den lokale brændevin inden vi krøb til køjs.
Næste morgen så jeg lidt dåvildt, men en del kronvildt, selvom denne del af reviret ikke skulle holde så meget kronvildt, men ganske meget dåvildt. Vi får os listet ind på en hjorterudel med 7-8 mellemhjorte og en enkelt hind. Inden jeg kommer til skud på hinden, kommer en anden rudel med 12-15 hinder og kalve ud og stopper på ca. 70 meters afstand. Jeg får en kalv fri, og lige da min finger beslutter at klemme, sætter dyrene i gang igen. Jeg var i tvivl om skuddet træffer, inden de sætter i gang, eller om det bliver en dårlig kugle. Vi står i skovbrynet under løvtaget, og forvirringen i rudlen og de enkelte træer foran gør det umuligt at følge kalven, men jeg konstaterer et enkelt dyr står mærkeligt, da de atter stopper efter et kort løb. Tomaz hvisker til mig, at dyret er døende, og beder mig vente. Da det vender siden lidt til, kan jeg ikke se blod nogen steder på dyret, så jeg skyder straks, og dyret falder. Fremme ved dyret konstaterer jeg mit held, da første kugle var en waidkugle, så heldigt at dyret gav mig chance for et opfølgende skud. Herefter pürchede vi videre, men uden at se yderligere vildt denne morgen. Da jeg kom tilbage til de andre, havde en ene nedlagt en frischling og en kronhind, og den anden en dåkalv og då.
Vi havde nu god tid til at komme i bad og få en middagslur for at indhente den søvn, som ikke indfandt sig i bilen på vej derned.
Om aftenen var vi igen afsted, og igen kom jeg et nyt sted hen, hvor Tomaz forventede at finde mere dåvildt. Vinden var ikke til pürch på denne side af skoven, så vi lagde os til rette ved noget bevoksning på åben mark og med frit skud ind mod skoven og bjergene. Efter en times tid kommer 2 krondyr ud, men de går straks tilbage i skoven. Vi ser også 2 svin på 350 meters afstand, men også de forsvinder tilbage i skoven. Efter yderligere lidt venten kommer 5 dådyr ud, og løber ud på den åbne mark imellem os. Jeg finder ret hurtigt kalven i kikkerten og venter på at rudlen går i hold. Da det sker nikker Tomaz som accept, men i det samme kører en bil fra hovedvejen og ind på marken, og dyrene sætter atter i gang. Da de standser, er skudvinklen for farlig i forhold til den ankomne bil, og chancen passerer. Efter yderlige 10 minutter kommer en rudel kronvildt ud. Afstandsmåleren markerer 190 meter og fra den liggende stilling er det blot at vente til en kalv vender siden til og er fri af de andre dyr. Efter nogle minutter sker det, og dyret falder i skuddet, som sender de andre dyr tilbage i skoven uden stop. Vi pürcher straks videre i dagens sidste lys, og jeg opdager da også et enligt dyr. Vi er dog ikke sikre på kønnet, og derfor undlader jeg skud, hvilket viste sig heldigt, da vi kom tættere på, og konstaterede, det også var en spidshjort. Herefter gik vi tilbage til kalven, fik den brækket og kørte tilbage til de andre. De havde leveret då, men desværre også været uheldige med et forbiskud til då, og her konstaterede vi, at de ikke har hund til afklaring af skud som i Danmark.
Herefter var aftalen, at vi skulle skifte revir til et revir med mere kronvildt og meget lidt dåvildt. Råvildt havde kun set 3-4 stykker af her, men der skulle vise sig betydeligt mere råvildt i det nye revir.
På det nye revir er strategien lidt anderledes, da mine to kammerater helst ville sidde på anstand. Den første dag sad jeg dog på anstand – uden guide, hvilket passede mig særdeles godt. Morgenen bød dog ikke på skudchance. Min kammerat i det andet tårn skyder forbi til en kronkalv, hvilket blev morgenens eneste chance. Efter jagten viser Tomaz ud til en lokal jagtforretning – ikke dansk kvalitet, men det var priserne heller ikke.
Om aftenen får jeg anvist plads ved en foderplads – og tilladelse til at pürche til et tårn, hvis jeg finder foderpladsen for dårlig. Jeg ved ikke om den var dårlig, men det tiltalte mig ikke, så efter 20 minutter går jeg ud til det aftalte tårn. Halvt oppe i tårnet kigger jeg mig over skulderen og opdager 9 dyr. Jeg kommer stille på plads, da der er 4 krondyr, som har fornemmet mig. Jeg måler afstanden til godt 170 meter. Marken er kuperet, så jeg kan ikke skyde til kalven som følge at dyrets lavere højde og græssets længde, men får smalhinden fri. Hun falder i skuddet og de andre dyr trækker 400 ud på marken, hvor de genoptager græsningen og bliver på marken i næsten en time, inden de går tilbage i skoven uden for skudhold. På denne mark har jeg 13 stykker råvildt på skudhold, men de er ikke jagtbare og vi har også ønsket jagt på udelukkende dåvildt, kronvildt og muflon. Derfor kan man godt nyde dem i fulde drag og træne vildt- og kønsbestemmelse af dyrene. Denne aften skyder min kammerat en kronkalv og hind. Tilbage ved udgangspunktet har Tomaz i løbet af dagen forberedt både kronvildt og vildsvin til os til aften, så det var virkeligt hyggeligt, da det var lokale opskrifter – og meget mørt og velsmagende.
Næste dag er det mig, som får lov at pürche med Tomaz, og selvom vi starter ud i skidt vind på åben mark lykkes det os at komme på hold af 5 krondyr på åben mark. De fornemmer os, og løber mod skoven, men fortryder alligevel og vender rundt. Da de stopper for at vurdere situationen, har jeg fået riflen i anslag i skydestokken. Skuddet er ret langt, men jeg har godt hold på kalven, der tegner godt for kuglen og forender efter 70 meter. Det blev dagens eneste skudchance, men vi fik alligevel sneget os ind på 60 meters afstand af to trætte og næsten afbrunstede hjorte.
Sidste aften listede Tomaz og jeg atter rundt, og vi havde ikke gået langt inden vi opdager en kronhind med kalv på 80 meters afstand, og det resulterede i aftenens første kalv. Herefter gik vi videre – så en del råvildt – inden der kom 5 vildsvin ud på ca. 140 meters afstand. Inden vi fik besluttet hvilket dyr, der var bedst til afskydning, satte de dog i løb og chancen forsvandt ligeså hurtigt som den opstod. Tilbage ved bilen opdager vi endnu en hind og en kalv på ca. 120 meters afstand. Jeg beslutter mig for at skyde, men da den kun står 5 meter fra træerne, og det er blevet temmelig mørkt beslutter jeg at skyde kalven højt, så vi ikke skal til at lede i buldermørke. Jeg skyder dog over dyret, men inden den når at opfatte det, bliver den ramt af næste kugle, og falder få meter efter. Vi kører herefter tilbage til huset, hvor vi skriver protokol, siger pænt farvel for en fantastisk tur og drager tilbage mod Danmark.
Samlet udbytte 11 krondyr, 6 dådyr og 1 gris.
Nyttig viden: Medbring egen skydestok, skudafstande skal forventes op til 200 m., Slovakker er generelt ringere til både tysk og engelsk end polakker. Moderat kondition er en fordel, da det er ret kuperet terræn, men særdeles smukt.
Vi vil takke for en dejlig tur, og Tomaz gjorde virkelig at han kunne for at det blev den konstaterede succes.