Bjergjagt i Spanien på den spanske ibex 

Højdepunkter

  • Ibexjagt i topklasse
  • Fysisk udfordrende jagt
  • Højt serviceniveau
  • Behagelig temperatur
  • Stærke jagttraditioner

Jagt i Spanien

Spanien er et eksklusivt og yderst interessant jagtland, hvor der ikke kun er et spændende udvalg af vildtarter, hvor en del kun kan jages i Spanien, men så sandelig også en fantastisk natur, en mange århundreder gammel jagttradition.

På en jagt i Spanien er der et højt service niveau på alle aspekter af jagtopholdet. Både jagt/jagtføring, ophold og forplejning er af høj klasse. Man bliver naturligvis mødt i lufthavnen af jagtarrangøren, som hjælper med deklarering af våben og ammunition og derefter er der kørsel til jagtområdet og indkvarteringen.

Den spanske ibex findes i 4 forskellige underarter hvoraf Gredos ibex, som jages i Gredos bjergene beliggende ca. 1½ times kørsel sydvest for Madrid, er den mest klassiske. Bjergene man jager i ligger i 1500 – 2500 m højde. Jagtid for Gredos ibex er august – april. Bedste periode for jagten er i brunsten, i november samt december og januar. I Beceitebjergene som ligger i 300 – 1200 meters højde ved østkysten og de nærmeste større byer er Valencia og Barcelona. Her jager man en anden af de spanske ibex, nemlig Beceite ibex. Denne ibex er i øjeblikket meget eftertragtet. De noget lavere bjerge gør, at man jager i tæt vegetation bestående af buske, egetræer og fyrretræer og her ser man også det spanske landbrug med de karakteristiske terrasser med vindruer og appelsintræer. Jagttiden for Beceite ibex er oktober – maj, hvor den bedste jagttid er i brunsten i november samt december.

I det sydlige Spanien jager man Sierra Nevada ibex og den noget mindre Ronda ibex. Begge arter er noget mindre end Gredos og Beceite ibex, men det gør ikke jagten mindre spændende. Pelsfarven er lysere end hos slægtningene mod nord, hvor specielt bukkene fra Gredos har en tendens til at blive meget mørke, når de når en høj alder. Hornene er kraftige og samtidigt smukt lyreformede og opnår typisk en længde på 55 – 70 cm. Også her jager man i en storslået natur med bjerglandskaber i 1000 - 2000 m højde. Jagttid for disse arter er fra oktober - maj. Den bedste jagttid er oktober, november og december.

Som det også er tilfældet ved andet bjergvildt er spanske stenbukke både sky og vagtsomme. Efter i hundredvis af år at have været efterstræbt af mennesker, ørne, ræve, ulve, los og andet rovvildt har de udviklet ekstremt skarpe sanser. Deres lugtesans og hørelse er fantastisk, men synet er helt i særklasse. Alt dette sammenholdt med terrænet de lever i, gør den spanske stenbuk til en værdig modstander og et meget eftertragtet trofæ.

 

Søgeresultater

Jagtberetninger

 

Vagn i Spanien

Vi fløj ud fra Hamburg som er en perfekt lufthavn for jægere, alt fungere og hurtigt. Efter at have mødtes med vores jagtguide Luis og hentet våben gik turen mod Andalusien, en tur på godt 5 timer. Vi ankom til det 4 stjernede hotel kl. 21.30, ned at få noget at spise og så ellers til køjs.

1. Jagtdag
Vi havde allerede talt med Luis om inden afrejsen, at det var en helt speciel stor Sierra Nevada Ibex vi gik efter, som de havde set en del gange. Allerede kl. 10 så vi ham liggende ca. 700 mtr. Væk på en bjergside. Vi lagde en strategi om, at Luis skulle blive i dalen vi var i, for at sikre sig hvor den var og min søn Andreas, den anden guide Andre og jeg skulle køre op bag om bjerget og vente til han rejste sig. Ifølge alle erfaringer ville ibexen søge mod toppen og der ville vi få kontakt med den. Men den var klogere end os og valgte at løbe langs med bjerget, så den kom ikke op til os. Vi kørte ned i den nærmeste landsby for at få frokost, tapas, som var udsøgt lækkert. Tilbage om eftermiddagen for at spotte ham igen, men uden held. Vi så en del hundyr og små bukke, men ikke ham vi var på udkig efter.

2. Jagtdag
Det regnede hele formiddagen til midt på eftermiddagen og der var næsten ingen aktivitet. Ca. Kl. 14 kørte vi ned til frokost og kunne se at det begyndte at klare op, så tilbage til bjerget med os. Der var allerede en del mere aktivitet, men den store var der ikke, eller vi så ham ikke ihvertfald. Solen gik ned kl. 18.15, så ved 17.30 tiden begyndte vi så småt, at køre op fra dalen for returnere til civilisationen, pludselig på vej ad bjergvejen spottet Luis en meget meget stor ibex der kommer gående ned af en bjerskråning 600 mtr. Skråt under os. Vi vender bilen i en fart, selvom det ikke er nemt på en smal bjergvej og taler lidt om hvordan vi skal gribe det an. Ibexen er på vej ned mod en gammel ruin og vi taler om vi kan nå op til den inden det bliver mørkt. Det bliver vi enige om, at det kan vi ikke, men ser at der et plateau ca. 200 mtr. Fra ruinen, som vi kan klatre op på. Som sagt så gjort.

Da vi kommer derop, ser jeg at ibexen står med front mod os og kigger lige på os, jeg gør klar til at indtage en liggende skydestilling, men Luis fortæller mig, at der ikke kun er 1 men hele 3 ibexen og den der står og kigger på os ikke er den største. Jeg får lagt mig ned, foldet støtteben til riflen ud, så jeg kommer over vegetationen, indstillet asv på 200 mtr. Og kigger i fiffelkikkerten. Til venstre for den der står med front til os, står en ung ibex, den er helt brun i pelsen endnu, hvilket de er til de når over 10 år, men kan stadig ikke se den rigtige. Så pludselig træder den et skridt frem bag nogle buske, jeg er ikke i tvivl, den er kæmpe!

Jeg er klar over at der ikke er meget tid, så da den står med siden til, lader jeg kuglen gå, og ser alle 3 dyr løbe til venstre bag om ruinen. Luis siger, godt du skød til den rigtige, og jeg spørger om den er ramt ok. Det kan ingen svare på, men Andreas og jeg får at vide at vi skal følge Andre op til ruinen og lede efter spor, så vil Luis tage bilen for at sikre at den ikke er anskudt og løber over vejen. Vi kæmper for at følge med ned og op af stejle klipper for at følge Andre, men han er langt foran.

Da vi langt om længe kommer op til ruinen, går vi venstre om og leder efter guiden, som er gået højre om og op på bjergskråningen. Vi kan ikke se ham, men pludselig får jeg øje på ibexen, der ligger stendød 50 mtr. Fra skudstedet. Perfekt! Vi råber og lidt efter kommer også guiden ned til os og Luis kommer fra vejen. Hvilken en ibex, ca. 13 år gammel, med horn på 86 og 83 cm. Den største der nogensinde er skudt i dette område og den største Luis har set i 30 år, vi var alle helt oppe at køre. Den blev foreløbig opmålt til hele 240,5 point, hvor guld er 220.

Tak til Kristina fra Diana for god tur og især tak til Luis for en kæmpe oplevelse. Jeg kan varmt anbefale turen til andre. Det er dog en fordel at være i god form, samt at have trænet skud på lange afstande, da det optimere chancerne. 

Mvh
Vagn

Revir

HAR DU SPØRGSMÅL?

Joakim Pedersen

Telefon: (+45) 63 21 10 26

Lars Storgaard

Telefon: (+45) 40 25 83 20

Tilbud på jagtrejser

Gør som 1000-vis af andre jægere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få rejsetilbud samt jagtrelaterede nyheder direkte i din indbakke

  • Gode tilbud på jagtrejser
  • Info om jagt i udlandet
  • Ekslusive afbudsrejser