Argentina er kendt for sin riffeljagt og verdens bedste fuglejagt

Højdepunkter

  • Verdens bedste fuglejagt
  • Særlige vildtarter
  • Unik natur
  • Stærke jagttraditioner

Jagt i Argentina

Argentina, som er verdens ottendestørste land, har noget for enhver smag. Ud over den storslåede natur, som strækker sig fra de imponerende gletsjere i syd over Mendoza vinlandet i vest til Iguazu vandfaldene i nord, har landet en helt unik jagt.Landet, har en række yderst spændende arter så som blackbuck, axishjort, vandbøffel, brown brocket deer med flere. Argentina har i mange år været kendt som verdens førende fuglejagtdestination. I de senere år har landet dog også opnået stadigt bredere anerkendelse for sine fine muligheder for riffeljagt.

 

Søgeresultater

Jagtberetninger

 

Jens Ulrik i Argentina

Jens Ulrik i Argentina
 

Dont cry for me Argentina
Brunstjagt på kronhjort i slutningen af marts. I Argentina er jagtåret vendt på hovedet, men det bliver jagten ikke dårligere af.

Vi sadlede hestene i mørke. Emilio havde gjort det tusinder af gange. Heste havde været en del af hans liv så længe, han kunne huske. La Mulita – ”det lille muldyr” – vallaken, som trods sit navn var en gammel hest, skulle bære mig rundt i dette stærkt kuperede landskab de næste dage. Det passede ikke den gamle herre at blive trukket væk fra folden, han vidste kun alt for godt, at der ventede en lang og slidsom dag under Patagoniens brændende sol.

En sødlig lukt af hestestald fyldte næseborene. Emilio sang stille for sig selv, når han arbejdede med hestene. Selv om jeg ikke forstod mange af ordene, var jeg ikke i tvivl om, at teksterne altid afspejlede passionerede kærlighedsdramaer. Hestene stod helt stille ved stalden og hang, under den lange rutine med strigling, kontrol af ben og opsadling med slidte gaucho-sadler med mængder af saddelundelag. La Mulita prustede utilfreds og lagde ørerne tilbage, da Emilio spændte sadelgjorden.

Ved siden af stalden var der en høj træstub efter et enormt eukalyptustræ. Emilio gjorde tegn til, at jeg skulle stille mig op på stubben og trak La Mulita hen til det naturlige trinbræt. Da jeg svingede mig op, tog hesten demonstrativt et hurtigt skridt til siden og begyndte vrinskende at steppe rundt på pladsen. Det var dog bare et halvhjertet forsøg på at slippe for dagens arbejde og La Mulita og jeg blev ganske hurtigt enige om at fortsætte samarbejdet i god ro og orden.

Det var fuldstændigt vindstille og der var ikke en sky på himlen, da vi red ud. Fra dalstrøgene mellem de høje græsklædte bakker kunne vi høre, hvordan store kronhjorte besvarede hinandens dybe brunstbrøl fra nær og fjern. En inspirerende koncert for en jægers ører.

Det var min anden jagtdag på dette enorme revir i det patagonske bakkelandskab, som er Andesbjergenes forløber mod øst. På den 220 kvadratkilometer store jagtfarm drevet af Algar Safaris råder man over et vildthegn på 100 kvadratkilometer, hvor man avler nogle af verdens stærkeste kronhjorte. Det var dog ikke hegnet, jeg var kommet for at jage i, men derimod de enorme områder mellem hegnet og bjergene, hvor det eneste, som holdt de vilde kronhjorte inde, var kvaliteten af græsset.

Da vi skulle dække store arealer, stod valget af transportmiddel mellem firehjulstrukne biler på grusvejene eller heste. Jeg havde valgt med hjertet – ikke med bagdelen – og bevægede mig nu i astadigt men konstant tempo gennem denne fantastiske natur til den taktfaste lyd af hove mod sten.

Dagen forinden havde vi redet tæt på 50 kilometer ad en rute, der havde taget os helt ud i de fjerne afkroge af reviret, hvor vilde guanacoer strejfede om imellem højdedragene. De stenede bakker var beklædte med tuer af groft vissent græs og lave buske. Konstante op- og nedstigninger er hårdt arbejde for hestene, som med sikkert fodfæste forcerede skrænter, som i mine uerfarne øjne syntes helt umulige at passere på hesteryg. Jeg indså hurtigt, at hesten altid har ret og koncentrerede mig om at blive siddende i sadlen med hjertet i halsen, når vi kurede i løse sten ned ad skrænter, som virkede nærmest lodrette. 

Jorden var overalt dækket af fin vulkansk aske. Det stammede fra et stort vulkanubrud i Chile som havde udløst en katastrofal askeregn over omådet tre år tidligere. Nogen steder lå der få centimeter, mens det andre steder var drevet sammen i knædybe driver som fygesne. Det år, hvor askeregnen ramte, døde en tredjedel af kronvildtet af sult inden græsset igen fandt vej gennem asken. Nu er der igen masser af føde, men dyrenes maksimale levetid er afkortet med et par år på grund af det kraftigt øgede tandslid som asken er årsag til.

Vi havde set masser af brunstende kronvildt den første dag, men ingen af de stærke pladshjorte, vi var stødt på, levede op til Emilios standard. I dag red vi i en anden retning og afsøgte de frodige dale nærmest lejren.

De tætte krat i bunden af dalene vrimlede af kronvildt. Med få hundrede meters mellemrum havde stærke pladshjorte samlet store harem af brunstige hinder. I tomrummet mellem de mest attraktive territorier vandrede mindre hjorte hvileløse rundt i håbet om at snige sig til en parring. Vi standsede ofte for at afsøge terrænnet med vore kikkerter. En skarp håndkikkert er uundværlig på denne form for jagt – ofte skal et trofæ bedømmes på mange hundrede meters afstand.

Vi så mange hjorte i løbet af de første timers dagslys.  Men heller ikke disse fandt nåde for Emilios skarpe blik. En stærk gammel hjort var målet for vore anstrengelser og vi havde jo fortsat masser af tid. 

I løbet af morgenen steg vi af hestene et par gange for at pürsche til brølende hjorte, som var skjulte i det tætte krat. Den ene viste sig at være en stor 16-ender, som trådte ud på et spor kun 20 meter fra os. Jeg hævede Mauseren og spændte slagfjederen op, men Emilio rystede på hovedet – det var ikke en hjort i den klasse, han ledte efter.

Lidt op af formiddagen bandt vi hestene til et træ for at pürsche igennem et tæt krat. Der var ved at være et stykke tid siden, vi havde hørt det seneste hjortebrøl. Formodentlig lå de udmattede kæmper nu i skyggen af hver sit træ og samlede kræfter til aftenens bryde- og brølekamp, som ville starte om nogle timer, når solen atter stod lavt på himlen. Vi så en håndfuld hinder flygte gennem buskene og havde nær trådt på en lille flok vildsvin, som hvilede i en tæt sivskov nær bækken i midten af dalen. Grisene flygtede højlydt gryntende. Vi kunne tydeligt lugte dem og se sivene vaje, da de brasede igennem, men grisene så vi aldrig.

Vi gik op ad den stejle bakke på den anden side for at få et bedre overblik. 50 meter oppe satte vi os og gav os til at afsøge dalen gennem håndkikkerterne. Vi vidste begge, at dette nok var afslutningen på morgenens pürsh og at næste punkt på dagsordenen var en lang siesta og en overdådig middag, inden vi atter red ud engang i eftermiddag.

Vi sad der i godt fem minutter. Et par hinder stod og hang nogle hundrede meter borte. Emilio rejste sig for at gå tilbage mod hestene, men netop som han kom på benene, kunne vi høre dyr bevæge sig i krattet under os. 

En lille flok grise – fem eller seks store frischlinge og en so – travede gennem krattet omkring 80 meter fra os. Emilio pegede ivrigt og krumede sin pegefinger som tegn til, at jeg skulle åbne ild. En fed årsgris ville utvivlsom pynte på grillen en af de nærmeste dage.

Jeg tændte for lyspunktet i V8’eren, spændte Mauseren op og kastede den til kinden. Med kikkerten på 4 X forstørrelse var det intet problem at følge de travende grise. Jeg lod lyspunktet overhale den bagerste, og i samme øjeblik det passerede øjet, klemte jeg skuddet af. Der rejste sig en grå støvsky på den anden side af dyret, grisen udstødte et grynt og hele flokken flygtede i panik. Jeg forsøgte at følge den, jeg netop havde skudt på i virvaret af grise og buske. Krattet var for tæt, men jeg var nu ret sikker på, at der var en gris mindre i flokken, som kom ud på den anden side af buskene. Jeg skævede til Emilio. Han rystede på hovedet og signalerede med tegn og fagter, at han mente, at jeg havde skudt over. 

Jeg var nu ikke i tvivl om, at skuddet havde ramt. Min underbevidsthed har efterhånden vænnet sig til at registrere nøjagtig, hvor trådkorset befinder sig, når skuddet brager og jeg ved af erfaring, at denne riffel altid sætter skuddet præcis, hvor den peger i det skæbnesvange øjeblik, når mundingen lyner.  Eftersom grisen var i løb, burde skudhullet sidde i højde med øjet et stykke nede ad kroppen. Min mavefornemmelse var god, da vi med det samme rejste os for at finde den lille gris. Emilio var tydeligvis sikker på en forbier.

Da vi to minutter senere stod på skudstedet, var der ikke umiddelbart noget blod at se. Vi spredte os og gik søgende i den retning flokken af grise var flygtet. 30 meter fremme blev krattet næsten uigennemtrængeligt tæt. Jeg skruede forstørrelsen ned på 2.5 X for at få maksimalt synsfelt. En enkelt bloddråbe på sporet afslørede, at grisen var ramt. Men hvor var den?

I samme øjeblik, jeg klemte mig ind i krattet, rejste grisen sig fra sit sårleje nogle få meter foran mig. Jeg kastede riflen til skulderen og sendte et hurtigt skud igennem grenene mod den flygtende gris. Jeg følte mig sikker på, at jeg traf den skråt bagfra på kun ca. ti skridts afstand. Alligevel fortsatte grisen uden at reagere! Jeg repeterede og fik atter chancen, da grisen passerede et spor 20 meter fra mig. Endnu et skud bragede uden synlig reaktion! Jeg repeterede igen, mens grisen forsvandt ind i tæt krat. Jeg standsede og lyttede og kunne høre tørre grene knække, da grisen faldt. Jeg skævede til Emilio og udstødte grimme ord på engelsk og sågar et par af dem, jeg har lært på spansk. Hvad i hede hule h.... var der galt???

Vi fandt den nu stendøde gris på omkring 50 kilo med tre dræbende lungeskud. Udgangshullerne var samme størrelse som indgangshullerne. De nye premiumprojektiler, vi testede på denne tur, var simpelthen for hårde til at ekspandere i så lille en vildtkrop.... Til gengæld fungerede riffel og sigtekikkert, som de skulle og præcisionen fejlede heller ikke noget. Emilio virkede helt oplivet af al den dramatik og jeg kunne se, at han spekulerede over et eller andet, da han brækkede madgrisen ved siden af den rislende bæk.

Vi trak kroppen ind i skyggen og Emilio gjorde tegn til, at vi skulle gå tilbage på bakken, hvorfra vi havde skudt. Stigningen var lang og sej og jeg var ikke sikker på, hvad planen egentlig var. Men fremad – og opad – gik det i rask tempo. Vi bevægede os skråt over bakken mod et skarpt hjørne, hvorfra vi ville kunne se en ny del af dalen.

Vi standsede for at puste ud i nogle sekunder, da vi var næsten fremme. Pludselig bemærkede jeg, hvad Emilio måtte have hørt, da han brækkede grisen: En fjern lyd af gevirer som brasede sammen med et brag. Med ny energi hastede vi mod toppen!

I samme øjeblik, vi kunne se rundt om hjørnet, sank Emilio ned på knæ. Jeg gjorde det samme, men da jeg var et par meter bag ham, kunne jeg ikke se, hvad han så. Han sad som forstenet og betragtede dalen under os gennem kikkerten. Jeg krøb forsigtigt op på siden af ham. Dybt under os – 400-500 meter borte – var to stærke hjorte stødt på hinanden på vej tilbage mod bakkerne fra dalsænkningen og de udkæmpede nu en indædt kamp på liv og død. Den ene var en 14-ender på vej mod sin bedste alder med lange stænger og sprosser, den anden var en gammel 16-ender med et relativt kort men utroligt kraftigt gevir. Emilios ansigt lyste op, da han så den gamle kæmpe. Endelig en hjort, han ville være bekendt at lade mig nedlægge! 

Få meter længere fremme var der en naturlig afsats helt ude ved kanten af et bredt stenskred, som  gik mere end 100 meter ned mod bunden. Jeg mavede mig frem gennem aske og tornebuske og tog anlæg med håndryggen direkte i en udgået busk med tætte små og sylespidse torne. Kikkerten blev skruet op til maksimal forstørrelse - 14 X. Hjortene var for langt ude til et sikkert skud, så nu var det bare at vente... og håbe. 

Efter nogle spændende minutter besluttede de to kombattanter at gå hver til sit. Den gamle kraftige hjort kom tættere på. Nu blev det for alvor spændende!

Jeg rettede lidt på skydestillingen, mens jeg gennem kikkerten så den mægtige hjort komme nærmere skridt for skridt. Han fulgtes med fem vagtsomme hinder, men vi lå i nærmest perfekt skjul på den skyggefulde afsats med solen lige i ryggen. Der var ingen som helst vind.

Det var virkelig en flot hjort, som i astadigt tempo fyldte mere og mere i trådkorset. Jeg kunne høre min puls og bemærkede, at jeg blev helt tør i mund og svælg. Snart ville den gamle hjort være på skudhold og jeg kunne ikke ønske mig et et bedre eller mere stabilt underlag at skyde fra end dette.

Jeg spændte Mauseren op og flyttede fingeren til kanten af aftrækkerbøjlen. Hjorten stod med hele bredsiden til nogle hundrede meter væk for foden af bakken. Jeg drejede hovedet for at få et klartegn fra Emilio og ikke mindst hans vurdering af afstanden. Han læste mine tanker, inden jeg nåede at åbne munden og skrev ”300” med en finger i støvet, mens han rystede opgivende på hovedet. Demonstrativt skruede jeg kuglebanekompensatoren op på 300 meter, han så det og forstod straks, hvad jeg agtede at gøre og smilte bekræftende, selvom han nok aldrig havde set en kikkert med kuglebanekompensator før.

Jeg tog en dyb indånding, holdt vejret og lod lyspunktet vandre til hjortens skulder, hvor det hvilede ganske roligt. Skuddet flængede stilheden, hjorten faldt sammen, hvor han stod og i næste sekund hørte vi det dumpe kugleslag. Hinderne galloperede op ad bakken, mens hjorten vaklende kom på benene. Med erfaringerne fra grisejagten i frisk erindring, var det en ren refleks at sende nok et skud efter hjorten, som igen sank sammen og blev liggende bag en busk.

Efter en lang og tempofyldt bjergvandring  med hvæsende lunger og bankende hjerte, nåede vi frem til skudpladsen, hvor hjorten lå forendt. Kæmpen var faldet med to kugler gennem hjertet og det kraftige gevir mod jorden. Kronens spidser havde boret sig dybt ned i den grå aske og støttede hovedet med mulen mod himlen som i et sidste tavst brøl. Vi betragtede længe den gamle kriger uden at sige et ord, mens den intense jagtoplevelse faldt på plads i erindringen.

De følgende dage brugte vi på at jage afskudshjorte i det storslåede landskab. Jeg nedlagde tre. Algar Safaris vidtstrakte jagtområder vrimler med kronvildt!

Jeg er sikker på, at en del af mig altid vil længes tilbage til disse vidder, disse jægere og La Mulita min trofaste ganger. En dag vil jeg gense Patagonien med Mauseren over skulderen. Jeg kan ikke tro andet. Jeg vil simpelthen ikke! Forhåbentlig varer det ikke længe...

Vildtart

HAR DU SPØRGSMÅL?

Tina Jeppesen

Telefon: (+45) 63 21 10 29

Kristina Møller Nielsen

Telefon: (+45) 63 21 10 22

Luk

Har du tilmeldt dig vores nyhedsbrev?

  • Modtag EKSKLUSIVE tilbud på jagtrejser
  • Få spændende information om jagtrejser
  • Bliv gjort opmærksom på særlige afbudsrejser