Sydafrika: Talrige jagtmuligheder - og yderst velegnet, hvis man vil have familien med. 

Højdepunkter

  • God vildtbestand og trofækvalitet
  • Mange forskellige vildtarter
  • Kæmpemæssige jagtområder
  • Perfekt, når man vil kombinere jagt og turisme
  • Perfekt, når man vil have familien med 

Jagt i Sydafrika

I det nordlige Sydafrika - ved den berømte Limpopo-flod - arbejder vi sammen med Limpopo Safaris, som er et helt fantastisk sted! - både for jægeren og for hans familie. Her kan du opleve jagt i Sydafrika på et revir på mere end 45.000 haktar. 

I Kwa-Zulu Natal provinsen (ikke så langt fra Swaziland) finder du Mark Dedekind Safaris, som her råder over et jagtområde, der er meget kendt for en ufattelig stor bestand af den smukke Nyala antilope. Mark har desuden et jagtområde på 40.000 ha nordvest for Johannesburg, hvor det vrimler med vortesvin og ikke mindst meget store Impala antiloper.

I Eastern Cape provinsen arbejder vi sammen med 4 forskellige safari-firmaer - Frontier Safaris, Loock Safaris, E-Zulu Safaris og African Echo Safaris. Sidstnævnte har 2 forskellige jagtområder i Eastern Cape samt et område i Kalahari. 

Hos Frontier Safaris kan du få markedets billigste jagtrejse. Og selv om prisen er discount (0 kr. for 6 dages ophold og 5 dages jagt 2:1), så bliver der ikke gået på kompromis hverken med jagtområdets størrelse (27.000 ha), vildtbestanden eller indkvarteringen. Her tilbyder vi altså GRATIS ophold og jagt i Sydafrika - du betaler kun for det du skyder!

Loock Safaris ligger i nærheden af byen Graaff-Reinet, og her kan vi tilbyde trofæjagt og selektionsjagt på mange spændende arter.

African Echo Safaris er vort nyeste skud på stammen - her får du god jagt til yderst rimelige priser. 

E-Zulu Safaris skal du vælge, hvis du vil have luksus på alle punkter. 

Vi har med andre ord masser af tilbud på jagt i Sydafrika - se mere om de enkelte jagtrejser under Rejser

Søgeresultater

Jagtberetninger

 

Hjemvendt fra Gers Safaris

Vi aftalte igår aftes, at jagten skulle begynde en halv time tidligere, så op allerede kl. 04.30, og af sted til jagtmarkerne klokken 05.30.Kort efter var vi i området, hvor vi skulle jage denne dag, stopper Andres bilen på en kommando (med hånden) fra Theunis og vi går. Vi finder en flok gnuer, forfølger dem over et par gange, men gnuerne vinder (også denne gang!) Andres henter bilen, og vi kører videre. Der stoppes og bakkes, Theunis har set nogle blesbuck – og en fantastisk jagt tager sin begyndelse.    

Vi leder efterfølgende efter Oryx (gemsbuck), uden held, så vi kørte hjem til campen kl. 12. Jørgen og Julius gik denne morgen efter Commen reedbuck, uden held. Frokost: kudulasagne med diverse tilbehør – ualmindeligt godt !! En lille whisky og et par timers søvn. I eftermiddag skulle jeg tilsyneladende følges med Julius (ejer) og Peter (tracker). Vi gik meget, kom på skudhold af gnu, men Julius snublede simpelt hen over nogle grene og gnuerne forsvandt. Vi kørte lidt igen, steg af vognen, vi så bl.a. eland, hartebeest og oryx. På vej hjem spottede Julius nogle gnuer fra bilen. (den mand ser simpelt hen alt !) Vi stoppede og sprang af bilen, Peter fortsatte kørslen – en hurtig og effektiv pürch var i gang !
 

Efter bare 50 meter kom en tyr frem og skældte os godt og grundigt ud, det er en meget speciel lyd disse dyr kan frembringe, en grynten af en slags. Vi kom frem under et træ, skydestokken blev sat op. Tyren stod med front mod os, men kun ude på ca. 70 meter. Dyb indånding klokken 18.30 blev tyren truffet med en perfekt hjertekugle. Tyren løb ca. 50 meter før den faldt død om. Vi så ikke, at tyren faldt p.g.a. diverse træer/buske, så Julius lod sine 2 terrier efterfølge tyren. Den unge hund var først ved den helt døde tyr, og synes at det var dens alene ! Alle var glade – en dejlig oplevelse, som de foregående, men det er nu lidt specielt at skyde en gnu ! Hjem til et bad og god mad – ryg af hartebeest med diverse tilbehør. Jørgen havde igen set en masse, men ikke noget til afskydning 

 

Jens Ulrik på kudujagt

Følg med på kudujagt i et vildt hjørne af Afrika, hvor sorte næsehorn slår deres folder mellem ufatteligt stærke kuduer, bushbucks og waterbucks...

Kæmpernes land

Jeg tager altid på jagt med store forventninger. At rejse uden den mindste ide om de eventyr, der venter, giver en boblende frydelfuld fornemmelse i maven, som minder mig om nætterne før det første dusin fødselsdage, jeg oplevede som dreng. Visheden om at den følgende dag ville blive fantastisk i kombination med uvisheden om, hvad der faktisk ville ske, var spænding i sin reneste form. Efterhånden blev fødselsdagene forudsigelige og sommerfuglene før mærkedagene forsvandt, men de kommer heldigvis stadig, når drengen i mig skal på jagt! 

I dette tilfælde havde jeg virkelig noget at se frem til. Jagtområdet, som benyttes af Limpopo Safaris, er et enormt privatejet naturreservat, der strækker sig over ufattelige 65.000 hektar. Jeg har været der før. To gange tidligere faktisk og jeg betragter outfitteren Mias Cronje og hans yndige hustru Bella som mine gode venner.

Da jeg ankom prøveskød vi Mauseren sent om aftenen i billygternes skær. Mias ville på kudujagt tidligt næste morgen og han ville ikke spilde yderligere tid på skydebanen. Det behøvede han heller ikke. Den ramte som altid, hvor den skulle.

Naturparadis

Vi indledte vor første jagtdag med en lang gåtur langs Nzehelelefloden – en biflod til den mægtige Limpopoflod, der udgør revirets – og Sydafrikas – grænse til nabolandet Zimbabwe. Landskabet er vildt og imponerende. Det samme er vildtbestandene. Langs den dybe og stenede flodseng så vi masser af waterbuck, bushbuck, kudu, nyala og bush pig. Store krokodiller patruljerede det lave vand og en gnaven gammel sort næsehornstyr lagde konstant beslag på vor fulde opmærksomhed.

Det ville være en underdrivelse at betegne trofækvaliteten I området som god. Den er EKSTREMT god! Det skyldes som altid en kombination af bæreevne, arveanlæg og forvaltning. Effektiv forvaltning. For kun 15 år siden var området en række vildt- og kvægfærme med masser af hegn på kryds og tværs og uden den store variation i det vilde dyreliv. En investor med en særlig interesse i naturbevarelse opkøbte farmene og rensede op i bushen. Det enorme område blev hegnet og en efter en blev alle de oprindelige arter genudsat i området, hvor mange af dem havde manglet i et helt århundrede. I dag breder vild bush sig over kvægets græsgange og arealet er hjemsted for mere end 30 jagtbare arter af storvildt.

Alle bestandende er selvforyngende og der er rigeligt plads til ”besværlige” arter. Derfor har området også en stærk og voksende bestand af leopard, brun og plettet hyæne, afrikansk vildhund, krokodille og alle de små katte, som hører til i denne del af verden. Kun løven mangler fortsat – på grund af besværlig lovgivning – men den er også på vej. For ejerne handler det om at genskabe et lukket afrikansk økosystem – et åndehul for det vilde Afrika. Jagt er kort og godt et forvaltningsredskab og et tilskud til financieringen af det hele. Afskydningskvoterne er meget strikse.

Egernet Jens

På vores vej tilbage fra morgenpürschen var Mias og Hassan ekstrem forsigtige. De havde ingen ide om, hvor vores ven Hr. Rhino befandt sig og de standsede ofte i håbet om at se ham før han så os. Denne del af jagtområdet benyttes normalt ikke sammen med jagtgæster. Jeg havde kun held til at overbevise Mias om, at han skulle tage mig med, fordi jeg insisterede på, at jeg er en ørn til at klatre i træer og fordi han aldrig indså, at jeg har en klar tendens til at overvurdere mine egne evner (eller mangel på samme)...

De fik øje på vores tunge ven på den modsatte bred. Han tyggede fredsommeligt på nogle tørre buske. Vi stoppede for at fotografere den store fyr. Han bevægede sig langsomt i vores retning og snart var han inde på 50 meter. Vi betragtede ham i tavshed og havde forlængst udset os vores personlige klatretræer i tilfælde af, at situationen pludselig eskalerede.

Da vi mærkede brisen mod vore baghoveder, var det allerede for sent. Den knapt mærkbare vind var vendt og bar nu vor fært direkte ned til det sorte næsehorn i bunden af flodsengen. Han blinkede med sine små pirrende øjne, løftede sit hovede og snuste mod vinden. I det næste sekund eksploderede han i afsindigt raseri.

“Pfussss – pfussss - pfusssss”, den vrede tyr snøftede mens han accellererede fra nul til topfart på et par spring. Han havde sat kurs direkte imod os. Jeg sprang op og løb de få meter hen til mit træ, mens Mias roligt distraherede mastodonten.  Jeg røg langt op i træet på et øjeblik. Faktisk er jeg ret overbevist om, at jeg lige der havde kunnet bestige en poleret flagstang indsmurt i brun sæbe – med hænderne på ryggen. Efter få minutters opvisning i brutal kraft tøffede tyren tilbage til sin egen side af floden og vi sneg os ned og luskede tilbage til bilen.

Det siges at frygt ikke er virkeligt. At det er en følelse vi vælger. Jeg ved ikke om det passer. Men jeg ved, at jeg smed mine underbukser ud da jeg kom tilbage på rummet og jeg glemte ikke at kysse støvlerne godnat i taknemmelighed over deres træklatringskvaliteter... 

Kudu i sigte

Vi var tidligt ude den næste morgen for at lede efter en af de stærke kuduer, som er så typiske for dette område. Vi havde kørt i mindre end en time, da Hassan spottede to kudutyre gennem tæt mopani bush. Han kunne dog ikke se deres horn tydeligt, men han var ikke desto mindre overbevist om, at det var stærke tyre og fik overtalt Mias til at forsøge at komme nærmere.

Tyrene var flere hundrede meter fra bilen og på vej imod en stejl klippeformation langt fra jordvejen, vi kørte på. 500 meter længere fremme svingede Mias Land Cruiseren ind mod højderyggen i håbet om, at vi ville få en chance for at se tyrene fra toppen af de røde klipper.

Sporet ledte hele vejen til toppen. Mias stoppede dieselmotoren længe før vi nåede kanten og vi forlod stille bilen. Vi befandt os på et fladt plateau højt over sletten, der strakte sig fra foden af klipperne og helt frem til floden, som med dens tætte grønne bevoksning fik den til at ligne en gigantisk grøn slange, der bugtede sig gennem landskabet. 

Direkte under os kom et par unge waterbuck-tyre på benene. De fornemmede tydeligt vor tilstedeværelse uden egentlig at indse truslens alvor. Jeg fik et godt kig på disse stærke dyr, mens de langsomt fandt vej ned ad klipperne og startede små stenskred for hvert skridt de tog.

Ud af øjenkrogen så jeg Mias falde ned på sine knæ. Instinktivt fulgte jeg hans eksempel uden at kende den præcise årsag. Han kastede kikkerten op foran øjnene og stirrede målrettet i en helt anden retning end de førnævnte waterbucks.

Han hviskede ophidset: ”Kan du se den kudutyr?”

Jeg fulgte retningen hans kikkert pegede imod og der – kun omkring 100 meter nede – voksede en gigantisk kudutyr ud af skyggerne under det træ, som den stod og tyggede på. Jeg fik lynhurtigt min egen kikkert i brug og et krystalklart billede åbenbaredes for mine øjne. Mit hjerte sprang et slag eller to over. Dette var et syn for guder! Tyrens lange horn snoede sig mod himlen i dybe sorte kurver i perfekt V-formation. De ravfarvede spidser lod til at befinde sig langt væk fra baserne, der så ud til at være så tykke som en voksen mands arme.

”Jeg vil ha’ at du skyder den tyr....NU!” Mias insisterede – og jeg var ikke svær at overtale. 

Man ved aldrig

Jeg kravlede tilbage for at hente Mauseren. Så stille, som jeg kunne, listede jeg en patron i kammeret og sikrede mig, at slagfjederen ikke var spændt. Så hurtigt jeg kunne, krøb jeg tilbage til Mias og Hassan som stadig stirrede på kudutyren under os. Jeg bevægede mig det sidste stykke som en slange på klipperne og fandt på plads imellem de andre. Jeg var linet op til et ganske enkelt liggende skud med klippefast anlæg i bogstavelig forstand.

Jeg skruede kikkerten op til 10X forstørrelse og satte lys på centerprikken for at få bedre kontrast mod tyrens mørke silhouet. Med tommelfingeren spændte jeg riflen op og min pegefinger fandt aftrækkeren, da jeg gled i position bag kikkerten..

Han stod lige i udkanten af mit sigtebillede mod front imod os i en let skrå vinkel. Jeg lod det røde punkt finde midten af hans bringe og lod skuddet gå.

Tyren sprang op og sparkede voldsomt bagud. Hans venstre forben dinglede fra kroppen og mørkt rødt blod pumpede ud af udgangshullet bag hans skulder. Han vendte sig på tre ben og satte i løb ned ad bakken med kurs mod den tætte bush under ham. Skudtegnene var entydige – alt så fint ud.

Men tyren standsede ikke og faldt, som vi alle forventede. Han fortsatte bare og var snart 200 meter ude. Jeg sendte endnu et skud igennem trætoppene mod den mørke skygge. Kuglen bøjede af i grenene og gik højt over ryggen på dyret. Tyren var nu nede i trav. Et skud mere – denne gang på godt og vel 250 meter – kom slet ikke igennem mopanibushen. Men kuduen satte farten ned tydeligt påvirket af det første skud.

Foran tyren skimtede jeg en åbning mellem to træer. Med et enkelt knaptryk på min afstandsmåler målte Mias afstanden til 312 meter. Jeg skruede ASV+ tårnet op til 310 meter og kunne enkelt sende den sidste kugle i magasinet gennem ryggen på tyren og afslutte dens lidelser på stedet.

Underligt! Både Mias og jeg var overbeviste om, at den første kugle sad perfekt og selvom tyren tydeligvis var døende, burde den ikke have været i stand til at løbe så langt.

Fantastisk trofæ

Ti minutter senere nåede vi frem til den døde tyr mellem Mopani træerne. Det store trofæ var ikke mindre imponerende tæt på. De skrammede horn bevidnede, at den stærke gamle kæmpe havde ikke ligget på den lade side i den evige kamp om køernes gunst. Han havde formentlig vundet de fleste af kampene om hans plads i genpuljen.

En nærmere inspektion afslørede, hvorfor han havde været så sejlivet. Mit første skud havde kun sat den ene af tyrens lunger ud af spillet. Den var døende, da min sidste kugle slog den til jorden, men den ville have været død inden for få sekunder, hvis jeg havde sat det første skud ordentlig gennem toppen af hjertet.

En vigtig erfaring rigere og med et utroligt trofæ i saltrummet, brugte vi resten af mit besøg i det fantastiske område på at tage fotos af det righoldige dyreliv, fange fisk imellem floden krokodiller og – med brede grin i ansigtet – bekræfte hinanden i at vi har en tendens til give os selv alt for lidt anerkendelse...

Jeg så masser af kudu, bushbuck og nyala med helt utrolige trofæer og jeg bliver oprigtigt overrasket, hvis ikke dette område kommer til at dominere trofælisterne for waterbuck i de kommende årtier. Jeg har set mere end en kandidat til top ti listen over verdens stærkeste waterbucktyre med mine egne øjne!

Krister hos Mark Dedekind Safaris

”Den store grisen”

Min dröm att få skjuta ett stort vårtsvin gick i uppfyllelse efter 8 resor till Afrika. Nyss hemkommen från 6 dagar jakt hos Mark Dedekind Safaris i Sydafrika kan jag med glädje tänka tillbaka på den lyckade jaktresan tillsammans med 2 goda jaktvänner.

Jag visste genom Sten Sjögren på Diana Jaktresor att Mark Dedekind Safaris hyste ett stort bestånd av vårtsvin, och även stora sådana, så nu eller aldrig!

Efter nattflyg till Johannesburg möttes vi av personal från jaktfarmen, klarerade in vapnen, bilade ca 3 timmar ut till campen mitt i jaktområdet Thaba Thola och inkvarterade oss.

På jaktområdet som var på 40 000 ha fanns även de Big Five och vi såg buffel, noshörning, lejon och leopard under jakten, dock inte elefant som också fanns där. Vi såg otroligt mycket vilt, bland annat sabelantilop och giraff i stor mängd.

Tanken med min resa var att endast skjuta 1 eller 2 vårtsvin. Men svag i kött och ande blev det lite mer, liksom vid tidigare resor, bland annat en fin Kudu, Blue Wildebeest och Impala, totalt 8 vilt. Jaktkamraterna fick också de troféer de tänkt sig, vattenbock, Red Hartebeest, Oryx, Impala och schakal.

Vi såg mycket vårtsvin och efter 2 dagar fick jag tillfälle att skjuta min ”store” vid ett vattenhål och 2 dagar senare ytterligare en, denna dock som avskjutning, ej trofévilt med en avbruten bete.

Har min dröm blivit verklighet? Det finns större vårtsvin och kanske jag inte nöjer mig med att inte ha den verkligt store Big Big Big som min PH William och jag talade om. I så fall får jag väl resa ner igen och försöka finna den.

Vistelsen hos Mark Dedekind Safaris motsvarade alla förväntningar vi hade, otroligt med vilt, utmärkt service, bra inkvartering i stråtäckta tälthus, god mat och trevlig samvaro vid elden efter jakten, men framförallt den mycket trevliga och tillmötesgående personalen. Min PH William och spåraren (namnet outtalbart) gjorde allt för att jag skulle få utdelning på jakten och som sagt jag fick skjuta ”den store grisen” och lite till.

 

Krister Trulsson

Frank hos Limpopo Safaris

Vores norske agent Frank Robert lund har været i Sydafrika og fik lyst til at fortælle om sin tur. Det er vi glade for. Det giver nemlig os muligheden for at vise dig hvordan en jagt i Sydafrika meget gerne må foregå. God fornøjelse med læsningen!


Hei Linda.

Jeg hadde bare lyst til å sende deg noen ord og takke for 5 flotte jaktdager hos Limpopo Safaris i Sør-Afrika. Dette er et jaktområde helt etter min smak, og jeg føler at viltforvaltningen og jakta er i de beste hender. Vi merket det første dagen da vi kjørte ut i terrenget. Viltet hadde ingen frykt for oss når vi kom kjørende. Jeg konkluderte fort med at her  skytes det ikke fra bilen. Ganske annerledes var det da vi tok beina fatt. Det var ikke bare enkelt å komme de forskjellige dyrene på skuddhold. Jakta hos Limpopo Safaris er ordentlig jakt.

Min livs Afrikadrøm var nær ved å realiseres allerede første ettermiddagen. Etter en spennende pyrsj var vi plutselig på godt skuddhold av en kjempekudu. Vi blir var hverandre nesten i samme sekund og den store kuduen blir stående i dekning bak et høyt kjerr og stirrer rett på oss. Jeg finner det ikke forsvarlig å skyte da vegetasjonen foran dyret er for tett. Den kaster selvfølgelig rundt og forsvinner da vi flytter på skytekjeppen for å få et renere skudd. Mias min PH fortviler. Jeg ser uttrykket i ansiktet hans. Denne kuduen var godt over gjennomsnittet. Først under middagen forteller han smilende at kuduen var nærmere 60 tommer. Det gjør litt vondt å høre det med det samme, men som jeg pleier å si ; et skudd man ikke har avfyrt behøver man aldri å angre - Det blir rikelig anledning til jakt på store trofèdyr.

 

Allerede den andre dagen feller jeg min livs første Limpopo Bushbuck på en flott morgenpyrsj. Det er en flott opplevelse å pyrsje sammen med Mias og hans tracker Pidius langs med elva. Bushbucken styrter i elva i utruset etter skuddet men blir liggende på motsatt side. På grunn av krokodillene tør vi ikke vade over elva etter bukken. Pidius bli satt igjen som vaktpost ( for å skremme bort nærgående krokodiller ), mens Mias og jeg skal ta oss over elva på ei bru ca. en km. lenger ned. På tur oppover på den andre siden bråstopper Mias. Lukten av dyr stikker i nesen til den rutinerte jegeren. Når han hvisker waterbuck til meg kjenner også jeg den eiendommelige lukta. De kan umulig være langt unna. Jeg har ikke før tenkt tanken før vi ser ryggen på et hunndyr ca. 100 meter foran oss. Etter hvert kommer også en bukk til syne i det høye kjerret ved elva. Da han løfter hodet ser vi at dette ikke er noen smågutt. Mias blir ivrig og rigger opp skytekjeppen min, medbrakt fra Norge. Skytekjeppen er uunnværlig i denne høge vegetasjonen. Etter lang venting byr det seg endelig en skuddsjanse og jeg feller min første waterbuck, og hvilken bukk. På slakteriet senere på dagen henter Mias målebåndet og han smiler over hele fjeset da det stopper på 32 tommer. Bushbucken er også 15 tommer og er av det store slaget. Trofèenes størrelser er ikke det viktigste for meg, men jeg innrømmer gjerne at det er moro å henge et stort trofè på veggen etter en vellykket jakt. Det blir noen flotte bilder da vi etter ca. 3 timers arbeid har fått samlet dyrene og gjort dem klar for transport til skinneren, som venter med lange og skarpe kniver.

          

Den tredje jaktdagen vies til jakt på kudu. Et helt nytt høgtliggende terrengavsnitt blir valgt ut som jaktområde. Terrenget er meget kupert og delvis vanskelig tilgjengelig. For å gjøre en lang historie kort. Vi har en fantastisk jakt denne dagen. Vi finner noen hunndyr og etter hvert en stor gammel kudu som vi jakter på mye av dagen. Vi mislykkes to ganger før vi endelig kommer til skudd. Etter en siste pyrsj oppdager vi den store kuduen. Denne står på samme måte som kjempekuduen første jaktdagen bak et kjerr. Jeg finner det imidlertid forsvarlig å skyte da jeg ser en åpning i buskaset mot bogen på dyret. Da dyret ruser ut etter skuddet og det ene frambeinet henger slapt ned, forstår jeg at den store kuduen gjør spranget inn i de evige jaktmarker. Etter ca. 150 meter finner vi det flotte dyret. Jeg tar av meg lua og bøyer hodet i ærbødighet for den falne kjempen. Mias og Pidius har realisert min drøm om en stor kudu og jeg er dem begge stor takk skyldig.

Jeg har felt impala tidligere, men jakten på en av Afrikas vanligste ( men kanskje en av de vakreste ) antiloper tiltaler meg og vi starter letingen etter et godt eksemplar tidlig på morgenen. Jakta er rett og slett krevende og vi går langt denne morgenen.

I et uttørret elveleie finner vi ferske spor av en stor leopard. At vi plutselig står kun 15 meter fra en velvoksen leopardhann midt på lyse dagen er langt over det jeg hadde forventet. Vi overrasker den der den er på utkikk etter et bytte ved et vannhull som vi også forsiktig nærmer oss. Det er en stor opplevelse å få øyekontakt med den store katten før den med noen byks er forsvunnet.

           

Senere på dagen får jeg min impala og jeg nyter min sundowner litt ekstra denne kvelden. Jeg tenker tilbake på jakta i fjellene i Kirgisistan for to år siden der jeg var så heldig å møte en snøleopard omtrent på samme måten. Begge møtene har prentet seg inn i minnet og blir verdsatt like høyt som et godt trofè, kanskje høyere.

Tiden går alt for fort i lag med gode venner. Plutselig er hele safarien over. Jeg er veldig fornøyd selv om vi ikke finner den grå duikeren siste dagen. Vi finner imidlertid en påskutt nyala og kan avslutte dyrets lidelser. I tre dager har den ulykkelige jegeren og hans PH og tracker lett etter dyret som forsvant for dem med et høyt bog / mankeskudd. Nå er det hele over. Jegeren kunne puste lettet ut og reiste hjem med en mye bedre følelse.

Jeg betraktet hans flotte nyalatrofè og bestemte meg der og da for å reise tilbake hit. Da skal også jeg jakte nyala, og kanskje finner jeg en grey duiker, sammen med mine nye venner hos Limpopo Safaris.

 

Frank 

Rasmus Gers Safaris

En fantastisk tur til Sydafrika

Hej Erik.

Vi er lige kommet hjem fra fantastiske Sydafrika, vi havde en rigtig god tur med mange spændende jagt oplevelser. Gers Safari laverede igen varen. Jeg sender lige lidt billeder. 


Med venlig hilsen

Rasmus Kjær

Thomas, Anette og Benny hos Limpopo Safaris

Hej Ulla

Bedre sent end aldrig , sender jeg lige nogle billeder fra vores safari i nov 16

Endnu engang tak for en fantastisk arrangeret tur til limpopo safari, vi havde 8 super hyggelige dage hos mias og bella.

Et luksus sted at bo og fantastisk jagtområde , men nogle verdensklasse trofæer:

Waterbuck 32”

Nyala 29”

Nyala 31”

Bushbuck 14”

Bushbuck 14 ½”

Kudu 59”

Blackfaced impala 23”

Klipspringer

Zebra

2 Baboon

Vi planlægger allerede en ny tur til limpopo safari næste år.

Også de næste 12 dage med Kruger park, blyde river canyon, Swaziland og skt. Lucia var en kæmpe oplevelse, som vi ikke ville have været foruden.

Så alt forløb super og var en perfekt måde og fejre mine forældres sølvbryllup

Thomas, Annette og Benny

Jens Ulrik i Zulu-land

Black prince of Zululand

Mark Dedekind Safaris umiddelbart syd for Pongola i KwaZulu Natal havde inviteret mig på en jagt efter to særdeles typiske arter for denne del af Sydafrika. Den lille brandrøde red duiker, som lever en tilbagetrukken tilværelse i den tætte skovbund, og den smukke sorte nyala - efter min mening den smukkeste antilope i Afrika.

Vi havde tre dage til rådighed i starten af november i området Mahlalela - et næsten 11.000 hektar stort privatejet naturreservat. Foråret havde ramt Zululand, den første regn var faldet, bushen var grøn, vejret var hedt og fugtigt. Slanger og kryb var så småt vågnet op til dåd.

Med kun fem dyr på den årlige kvote blev den lille røde duiker bedømt som det sværeste at nedlægge af de to trofæer. Vi ville derfor forsøge at starte med den - også fordi chancerne for at støde på en god nyala var gode på duikernes hjemmebane.

Det tog mere end en time at køre den lange vej fra lodgen over bjerget og ned til bunden af den næste dal. Undervejs passerede vi den imponerende vifte af naturtyper, som giver Zululand sit frodige særpræg. Fra tæt akacie-bush med vortesvin, impalaer, zebraer, næsehorn og gnuer over enorme åbne græssletter i ovslignende skovarealer langs flodlejerne i bunden af de dybe dale. Det var i en sådan urskov i en afsides del af jagtområdet, at der var de største chancer for at finde en god red duiker.

Freddy Robertson - min erfarne PH - kendte hver en afkrog af det enorme område som sin egen bukselomme. Han vidste præcis, hvad der skulle til for at overliste en af disse relativt sjældne duikere. Men mindst lige så vigtigt: Han elskede netop denne form for jagt. 

Han havde forklaret mig handlingsplanen på vejen. Man finder et godt sted langs floden at starte og purscher så langsomt og så stille, som man nu kan, imod vinden med jævnlige observationspauser undervejs. De små røde duikere er ekstremt sky og særdeles årvågne. Ser de jægeren er de væk i underskoven på et øjeblik.

Jeg jagede atter med min Mauser M03 i .300 Winchester Magnum med en Zeiss Victory HT 2.5-10X50 på toppen. Helt sikkert for meget energi til et dyr som kun vejer omkring 12 kg. men til nyalaen var kaliberet ganske passende og jeg måtte blot være omhyggelig med at placere mit skud bag skulderen på duikeren, så ville de bondede Norma Oryxkugler formentlig være ganske varsomme.

Vi listede os langsomt ind under trækronerne. Skovbunden var dækket af døde grene og knasende tørre blade. Jeg holdt en konstant afstand til min PH på en god armlængde og forsøgte at gå i hans takt for at minimere støjen fra vore fodtrin. Skoven var stille og hver en kvist, som knækkede under vore fodsåler, larmede i vore ører som en kompostkværn på et bibliotek.

Vi krydsede jævnligt flodlejet og stoppede ved den mindste lyd eller antydningen af en bevægelse. Efter mindre en tyve minutter stødte vi den første duiker. Som en rød skygge forsvandt den lille antilope lynhurtigt ind i kratværket uden at vi nåede at se andet, and at der var tale om en duiker. Ti minutter senere gentog seancen sig. Duikere vs. Jens: 2-0! 

Crested guineafowl
Freddy var åbenlyst begejstret for denne stille pursch. Hans entusiasme var smittende og jeg blev grebet af udfordringen i den intense jagt. Vi passere kadaveret af en gammel wildebeest ko, som var bukket under for lungebetændelse, da den første kolde forårsregn ramte området en uge eller to tidligere. Stanken var overvældende og en tæt sky af metalglinsende grønne fluer sværmede os om ørerne, da vi med et langt skridt skrævede over det levende ådsel. I Afrikas bush går livet og døden hånd i hånd...

Pludselig stivnede Freddy. Et lille stenkast foran os tussede en lille flok crested guineafowl rundt i skovbunden. Ofte følges red duiker med disse fugle eftersom de med alt deres skraben og roden rundt i skovbunden bringer mange lækkerbidskener for de vævre små antiloper op til overfladen. Med anlæg mod skydestokken studerede han uden en bevægelse området omkring fuglene. Flere lange minutter passerede, inden vi så den røde bevægelse i buskene - en red duiker mindre en tyve meter fra os. Duikeren befandt sig i en tilstand af evig bevægelse. Den travede hid og did og logrede energisk med sin forholdsvis lange hale.

Både hanner og hunner bærer horn - hannernes er længere og kraftigere. Men da begge køn har de korte horn samt masser af hår på toppen af det lille hovede, er det særdeles vanskeligt at bedømme kønnet med sikkerhed ud fra hovedprydelsen. Freddy var derfor på udkig efter testikler. Faktisk usædvanligt - ja nærmest uforskammet - store af slagsen, den lille antilopes ringe kropsstørrelse taget i betragtning. Den lille røde duiker foran os havde ingen. Det var med andre ord en lille dame.

Husbonds ankomst
Vi så begge bevægelsen i busken bag prinsessen foran os. En duiker mere var trådt ind på scenen. Freddy behøvede ikke et kig under maven for at fastslå, at der var tale om en gammel han. De kraftige horn over issens hårdusk afslørede ham. Hans skamløse interesse i hunnen var endnu et sikkert tegn.

Freddy satte forsigtigt skydestokken op, og jeg prøvede at få lagt an, men duikerne havde andre planer og havde forlængst flyttet deres aktiviterer til en anden busk på det par sekunder det tog mig at blive klar.

Freddy tog en chance og bad mig holde øje med en åbning mellem buskene i skovbunden. Med lidt held ville de to duikere passere. Afstanden var små 20 meter. Jeg satte stille skydestokken op, lagde riflen an og ventede.

Jeg kunne se en lille skygge nærme sig åbningen gennem buskene. Jeg spændte slagfjederen og flyttede fingeren til aftrækkeren. Lysprikken i midten af trådkorset var allerede tændt. Freddy fulgte opmærksomt dyret i kikkerten.

"Ikke den - det er hunnen!", hviskede han.

Jeg flyttede pegefingeren uden for bøjlen. Hunnen standsede midt i åbningen og stirrede opmærksomt på os. Det var det eneste tidspunkt jeg så en red duiker stå stille og det varede højest et par sekunder. Hun vimsede hurtigt videre og kaldte advarende på hannen som sekunder senere dukkede op i den samme åbning.

"Skyd!", sagde Freddy og et skud mod midten af den sorte silhouet bragede igennem skoven. Duikeren gik ned i skuddet, men var hurtigt på benene og snurrede hektisk rundt om sig selv i nogle få sekunder inden der blev helt stille i skoven igen.

"Så du grenen du skød over?", spurgte Freddy. Det gjorde jeg ikke. Cirka halvvejs mellem mundingen og duikeren havde kuglen klippet et lille træ på cirka 30 mm i diameter midt over. Lykkeligvis havde kuglen ikke i væsentlig grad ændret retning, formenligt fordi den havde ramt træet midt på. Man har lov til at være heldig. Det var den lille røde duiker ikke i dag. 

Hvilken start - og hvilken jagt! En ældgammel han med kraftige horn lå forendt i skovbunden. Et smukt og særpræget lille dyr som i den grad er en udfordring at jage.

Om eftermiddagen viste Freddy mig rundt i alle afkroge af det utroligt smukke og vildtrige revir. Zululands bæreevne er blandt afrikas bedste. God jord og rigelig regn danner grundlag for særdeles tætte bestande.

Nyalapursch
Man kunne tydeligt mærke det allerede tidligt næste morgen. Temperaturen og luftfugtigheden var på vej op. Vi ventede os en hed dag - og det fik vi.

Områdets mere end 1.500 nyaler legede gemmeleg i varmen. På en lang og sveddryppende morgenpursh så vi kun et enkelt hundyr i et område, som normalt vrimler med nyaler. På vej hjem til frokost havde vi held til at nedlægge en gammel wildebeest tyr på en åben græsslette og således var dagen bestemt ikke resultatløs.

Om eftermiddagen så vi mange nyalaer og pürschede til nogle stykker op og ned ad de stejle bjergskråninger, men det var ikke tyre i den kaliber Freddy ledte efter. Eftermiddagen var bagende varm med 38 grader i skyggen. Vi drak litervis af vand. 

På tredjedagen tegnede det til at blive endnu varmere. Ikke noget godt varsel for nyalajagten. De bevægede sig kort og godt for lidt til at vi kunne spotte dem i de tætte bushområder. Trods ihærdig indsats kom vi ikke på skudhold af en kapital tyr på morgenens jagt.

Vi kørte tidligt ud om eftermiddagen. Sidste chance - måske var det ikke meningen, at jeg skulle nedlægge en nyala i denne omgang? Ret beset havde jeg jo sådan set også allerede haft en helt fantastisk jagt - og jagt er som bekendt jagt. Man ved heldigvis aldrig, hvad der sker.

Nu eller aldrig
Nyalaerne rørte sig mere om eftermiddagen, men stadig ikke så meget som Freddy havde håbet på. Vi gik efter et par lovende tyre, men heldet var ikke med os. Solen var på vej ned bag bjergkammen over os og vi kørte langsomt tilbage mod lejren. Men intet er som bekendt overstået, før den fede dame synger...

Freddy så de to tyre i åben bush nogle hundrede meter fra vejen. En meget ung tyr og en meget gammel gik side om side og nippede til de friske grønne spirer, som væltede op af jorden efter en nylig afbrænding.

Vi kørte nogle hundrede meter og svingede til høre ad et andet hjulspor. Yderligere hundrede meter fremme stoppede han motoren og vi listede os ud af firehjulstrækkeren. Jeg kamrede en patron og tjekkede rutinemæssigt med tommelfingeren at slagfjederen ikke var spændt op. Jeg tændte centerprikken i Zeiss kikkerten, satte ASV+ kliktårnet på 160 meter (universalindstilling) og skruede forstørrelsen ned på 2.5X.

Planen var at pursche til tyrene gennem nogle få hundrede meter tæt bush og forhåbentlig finde dem fredeligt græssende på de åbne stykke længere fremme. Hvis vi mødte dyrene på vejen ville den eneste chance være et lynhurtigt skyd på kort afstand i det mørke virvar af grene der tårnede sig op foran os.

En svag brise blæste direkte imod os, da vi indledte vores forsøg på at overliste den gamle kriger foran os. Perfekt vind!

Vi forsøgte at være så lydløse som overhovedet muligt og bevægede os meget langsomt frem. Et tæppe af tørre blade på en bund af nedfaldne grene og knasende rødt grus med masser af løse sten vanskeliggjorde forehavendet. Vi lignede formentligt indianere i artistisk slow motion, mens vi langsomt vred os frem gennem urskoven. Vi havde kun nyalatyren på den anden side i tankerne og vovede knapt nok at trække vejret....

Mod afgrunden
Efter godt hundrede meters ultra langsom fremrykning nåede vi brinken af et dybt udtørret flodleje. En lodret skrænt af løst grus med masser af sammenfiltrede trærødder sikkende ud af brinken på det øverste stykke førte mod en stenet bund fire meter længere nede. Den modsatte bred var lige så stejl. Her var der intet håb om at komme over - og slet ikke i noget der mindede om stilhed!

Freddy stirrede lidt opgivende mod kløften foran os, men fortsatte med det samme parallelt med flodlejet i håbet om, at vi kunne finde et sted at krydse. Kun 20 meter længere fremme åbnede en dyreveksel en mulighed. Med tungen lige i munden smøg vi os under et udgået træ og vi skred forsigtigt ned ad den stejle skrænt med et solidt greb i en af de mange rødder.
På den anden side gentog vi øvelsen i opadgående retning.

Freddy gik forrest og stak forsigtigt hovedet over kanten. Omtrent 70 meter lige fremme gik den helt unge tyr og græssede fredeligt. Han drejede forsigtigt sit hoved til højre og der - kun 15 meter fra ham - græssede den gamle tyr direkte imod os.

Freddy dukkede sig langsomt og hviskede så stille han kunne ud af mundvigen, at jeg skule smyge mig uden om ham og nedlægge tyren lige på den anden side - " og ikke den unge tyr, som græsser lige fremme!". Med en akrobatisk øvelse kom jeg uden om ham og hævede riflen i samme bevægelse som jeg rejste mig over brinken. Men vi var for længst afslørede - en nyala har ikke ører på størrelse med en frokosttallerken for sjov!

Action!
Da jeg kom over kanten stod jeg ansigt til ansigt med en meget opmærksom nyala tyr på små ti meters afstand. Vi stirrede hinanden direkte i øjnene. Øjeblikket varede næppe et halvt sekund. Tyren snurrede omkring og galoperede væk langs kanten af den udtørrede flod.

"Spring op og se om han standser" hvæsede Freddy ivrigt. Jeg var allerede på vej over kanten!

Sekundet senere så jeg den flygtende nyala gennem tæt krat på cirka 30 meters afstand og han så mig!  Med et kraftfuldt spring satte han af til siden og løb nu i fuldt firspring væk fra floden med siden til mig. Jeg havde instinktivt kastet riflen til kinden, afsikret den og fulgte nu den springende tyr gennem buskene. Jeg var gået på automatpilot i drivjagt-mode! Lidt længere fremme øjnede jeg en åbning mellem træerne. Da tyren passerede, var min pegefinger tilfreds med inputtet fra kikkerten. Skuddet bragede og ramte nyalaen midt i et spring præcis der, hvor halsen sidder fast på rygraden.

Alt liv slukkedes øjeblikkeligt og tyren faldt som en sæk kartofler. Han var død inden han ramte jorden og rejste en mægtig rød støvsky, da han trillede omkring på den tørre jord.

".... eller du kan gøre sådan!" Jublede Freddy højlydt bag mig. Jeg repeterede og fokuserede på tyren cirka 60 meter borte. Voldsomme krampetrækninger i benene efterlod ingen tvivl. Den sorte prins var gået til den evige udgave af Zululands frodige skovlandskaber. Jeg kunne høre min egen puls i mine ører, jeg kunne mærke hjertet hamre i min brystkasse. Jeg kunne også mærke, at mine mundvige nærmede sig mine ører!

I sidste minut
Solen var forsvundet bag det nærmeste bjerg, da vi tog billeder af den gamle kæmpe, hvor han faldt. Tre dages fantastisk jagt i Zululand var afsluttet med maner og vi var begge mere end tilfredse med resultatet af vore anstrengelser. Freddy havde vist mig en spændende flig af de uendelige muligheder, som dette frodige landskab har at byde jægeren og jeg var betaget! Står det til mig, er det bestemt ikke sidste gang, jeg jager i dette grønne hjørne af Afrika.

"Vil du have en øl?". De iskolde sydafrikanske øller som Freddy stod og viftede med dryppede af isvand og kondens. Om jeg ville?!

 Jeg tørrede sveden af panden med et skjorteærme og åbnede dåsen med et hvæs. "Skål min ven - og tak for en fantastisk oplevelse!" Sjældent har en øl smagt bedre.

Mogens og Sanne Gers Safaris

Far og datter har haft fantastisk tur til GERS Safaris.

Her er deres kommentarer:

GERS var en super-oplevelse alt spillede.

Jagtturen levede FULDT op til vores forventninger – Julius og Madeleine fik os til at føle os som ”personlige gæster”, maden var ikke mindre end fremragende (Michelle) og Theunis (stalker) gjorde sit yderste for at gøre jagten og naturoplevelsen fuldstændig.

Jeg vil til enhver tid anbefale GERS.

Mogens & Sanne S. Sørensen 

Arne i Sydafrika

Beretning fra en fantastisk far/søn oplevelse hos Limpopo Safaris i marts 2013

I forbindelse med Bjørns 15-års fødselsdag havde hele familien besluttet, at fødselsdagen blandt andet skulle fejres med en jagttur for far og søn til det sydlige Afrika. Efter et besøg på Limpopo Travels jagtrejseshow på Hindsgavl Slot i januar måned var der enighed om, at turen skulle gå til Maremani Nature Reserve i Limpopo provinsen i Sydafrika, hvor vi aftalte en far/søn jagt med Mias Cronje hos Limpopo Safaris.

På dagen for afrejsen var vi således begge forberedt på en spændende tur til Sydafrika. Turen gik via Frankfurt til Johannesburg, hvor vi blev mødt af en guide, som sørgede for at vi kom gennem told- og paskontrol uden problemer – samt sørgede for at vi kom med det rette fly til Polokwane. Ved ankomsten til Polokwane blev vi mødt af Mias, som sørgede for den videre transport til Maremani og den fantastiske River View camp, hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen. Her blev vi blandt andet budt velkommen af Mias hustru, Bella, River Views kok, Peter samt Susan, Manu og Xhosa, som alle sørgede for at vi fik en fantastisk forplejning og service under hele opholdet.  

Næste morgen, som var en søndag, blev vi vækket kl. 7 af Manu med en frisk kop te, hvorefter der var morgenmad kl. 8. Formiddagen blev herefter anvendt til indskydning af rifler for både Bjørn og jeg, samt lidt fiskeri på floden ud for camp’en mens vi ventede på frokosten. Om eftermiddagen var vi herefter klar til den kommende uges jagtoplevelser, og vi (hvilket vil sige Mias, Pedias (tracker), Duma (driver) samt Bjørn og jeg) kørte herefter ud i terrænet i ”vores” Land Rover, for herved at opnå en fornemmelse af terrænet. Trods flere stop med stalking i den overdådige natur kom vi dog ikke på skudhold af nogen ”attraktive” trofæer.

Mandag morgen blev vi igen vækket, og efter en hurtig morgenmad kl. 6 var vi klar igen. Efter omkring en times kørsel og ind imellem en halv times stalking standsede vi bilen efter at have passeret en flok impalaer (min. ½ km.) tidligere. Efter at have gået i ca. ½ time kom vi på skudhold af denne flok impalaer, og Mias udpegede en flot buk, som han foreslog at jeg skød. Vi fik stillet skydestokken op, og på ca. 75 m. nedlagde jeg impalaen, som faldt om på stedet. Senere på formiddagen så vi blandt andet en rigtig flot bøffel-tyr, som imidlertid fik lov til forsat at nyde livet med den flok bøffel-køer, som han var sammen med. En rigtig god start på dagen, som blev efterfulgt at frokost i camp’en.

        

Impala (21” – bronze medalje)

Efter frokost kørte vi ud i terrænet igen. Vi gjorde holdt ved en flodsænkning, som vi fulgte til fods i et par timer. Vi så flere jagtbare trofæer (blandt andet waterbuck og bushbuck), men Mias oplyste hver gang, at vi ville finde bedre trofæer på et senere tidspunkt (hvilket han fik helt ret i). Efter at være kommet op af flodsænkningen gjorde Mias os pludselig opmærksomme på to store kudu tyre, som imidlertid befandt sig ca. 850 m. fra os – på en meget stejl klippeskrænt. Mias foreslog at vi ”gik efter” den største af kudu’erne, hvilket umiddelbart forekom helt umuligt. Men efter 7-8 km. kørsel, mere end en times stalking samt yderligere ca. en times venten var den største af kudu’erne pludselig skudbar – blot et 55 m. lodret skud i liggende stilling ud over en klippeskrænt. Det lykkedes mig imidlertid at nedlægge kudu’en med ét skud lodret gennem ryggen, mens Mias holdt fast i mit venstre ben og Pedias i mit højre ben (så jeg ikke ville falde ud over klippeskrænten). Kudu’en faldt om på stedet, hvorved vi undgik en nærmest umulig forfølgelse på klippeskrænten – samt at trofæet blev beskadiget i fald ned af klippen. En helt utrolig og uforglemmelig jagtoplevelse !

 

Kudu (52½” – guld medalje)

Efter en hurtig morgenmad tirsdag kl. 6 var vi nu klar til Bjørn første egenhændige jagtoplevelse. Efter nogen tids kørsel og stalking kom Bjørn på skudhold af en mindre flok impalaer, i blandt hvilke Bjørn selv kunne vælge sit trofæ. Om det skyldtes nervøsitet eller beskedenhed at Bjørn valgte et mere beskedent trofæ vides ikke, men Bjørn nedlagde en fin mindre impala på ca. 60 m.

 

Impala (15”)

Efter frokost kørte vi ud igen, og ret hurtigt opdagede Pedias en meget ”flot” bushbuck. Efter den obligatoriske afstand på min ½ km. var tilbagelagt, standsede vi bilen og stalkede tilbage efter buschbuck’en. Det lykkedes os inden for kort tid at komme på skudhold af denne, som blev nedlagt i ét skud på ca. 50 m..

 

Limpopo bushbuck (13½” – sølv medalje)

Jagten på bushbuck’en var således hurtigt ”overstået”, hvorfor vi fortsatte til en anden flodsænkning, hvor vi stalkede i et par timer. På denne tur så vi igen eksempler på det fantastiske dyre- og fugleliv i området, men pludselig – på ca. 80 m. afstand – stod en stor nyala og kiggede på os. Vi fik hurtigt opsat skydestok og jeg fik affyret et skud mod nyala’en. Både Mias og Pedias lykønskede mig med det flotte skud, men for at undgå at nyala’en skulle løbe væk, affyrede jeg endnu et skud, da jeg så at den pludseligt bevægede sig (”better safe than sorry”). Da vi kom op til nyala’en viste det sig at det første skud havde været dræbende – og at der var tale om et helt fantastisk trofæ.

 

Nyala (31” – guld medalje)

Onsdag morgen blev vi igen vækket, og efter en hurtig morgenmad kl. 6 var vi nu klar igen. Da vi imidlertid allerede nu havde nedlagt 5 ud af de 6 trofæer som var aftalt på forhånd, havde vi ikke længere så ”travlt”, og vi besluttede os derfor på denne dag primært at stalke efter det sidste trofæ: en warthog – eller alternativt en duiker eller en klipspringer. Efter en formiddag fyldt med naturoplevelser (men uden jagtudbytter) og en frokost med fiskeri ved dæmningen nær camp’en (med stort udbytte), startede vi igen efter frokost. Efter ca. 1 times stalking langs en flod, opdagede jeg pludselig en warthog som var ved at svømme over floden. Denne viste sig – efter Mias’ opfattelse – at være et ”skudbart” trofæ, hvorefter jeg nedlagde det i ét skud på den anden side af floden. Herefter fik jeg til opgave at ”kigge efter” og skyde krokodiller (hvis de kom for tæt på), hvorefter Mias og Pedias lagde strømper og sko og vadede over på den anden side af floden og hentede warthog’en. De var begge ”noget” nervøse da de trak den blodige warthog gennem floden på vej tilbage over floden. Igen en helt fantastisk jagtoplevelse !

 

Warthog (11” – bronze medalje)

Da vi nu havde nedlagt alle de trofæer som var aftalt hjemmefra, havde vi onsdag aften aftalt at vi torsdag ville benytte lejligheden til at tage på en endags fotosafari til Kruger National Park. Vi (hvilket i denne forbindelse omfattede Mias og Mias Jr. samt Bjørn og jeg) havde således om torsdagen en dejlig tur med flotte naturoplevelser i Kruger National Park, hvor vi blandt andet så et stort antal elefanter og bøfler.

Fredag morgen var vi efter en hurtig morgenmad klar til nye udfordringer. Da vi jo allerede havde nedlagt de aftalte trofæer, oplyste jeg til Mias, at vi denne dag skulle ”gå efter” en yderligere impala eller warthog, men Mias ”insisterede” på at vi skulle forsøge at finde en rigtig ”flot” waterbuck, som vi havde set flere af i løbet af ugen. Uden megen modvilje accepterede jeg dette – dog på betingelse af at jeg udelukkende ville ”gå efter” et rigtigt flot trofæ. Allerede ca. kl. 7 så Pedias en helt fantastisk waterbuck, hvorefter vi efter 1 km. kørsel standsede bilen og startede jagten på waterbuck’en. Da vi kom tilbage til stedet hvor Pedias havde set waterbuck’en, fandt han sporet af den, hvorefter vi var på sporet af den indtil kl. ca. 11. På dette tidspunkt fik jeg pludselig waterbuck’en på skudhold og affyrede et skud – men ramte ikke ! Både Mias og Pedias var enige om at jeg ikke engang havde såret den – hvilket jo trods alt var held i uheld. Men med Pedias’ fantastiske egenskaber som tracker genoptog vi forfølgelsen. Vi var således på sporet af waterbuck’en indtil kl. ca. 19 – kun afbrudt af en kort frokost – hvor vi efter Mias’ skøn havde gået 20 - 25 km. gennem et meget varieret og vanskeligt terræn. På et tidspunkt måtte vi tilkalde Land Roveren så Bjørn kunne blive kørt, fordi Mias var urolig over at have to ”gæster” med i et område hvor næsehornene var for aggressive! Ved mørkets frembrud måtte vi opgive forfølgelsen af denne helt fantastiske waterbuck !

Lørdag morgen var vi klar igen, og da Mias spurgte Bjørn om han på denne sidste jagtdag i Limpopo skulle skyde endnu en impala eller warthog var svaret: ”Nej, ikke denne gang, men næste gang vi kommer herned vil jeg gerne skyde igen. For med den oplevelse vi har haft, er der vist ingen tvivl om at vi kommer tilbage.” Vi startede derefter lørdagen med at køre til en anden del af Maremani, hvor vi iagttog og nød synet af en mindre flok flodheste.

På trods af at jeg overfor Mias ”krævede”, at mit ”fejl-skud” om fredagen ikke skulle være mit sidste skud i Limpopo, og at vi derfor skulle gå efter en warthog eller impala, fastholdt Mias at vi skulle gå efter en waterbuck. Igen var jeg ikke svær at overtale, hvorfor jagten på waterbuck fortsatte. Efter frokost så Pedias en ny stor waterbuck fra bilen, hvorefter vi fik standset Land Roveren og gik tilbage og fandt sporet af denne markant mindre waterbuck end gårsdagens. Efter at have været på sporet af denne i kort tid, fik jeg den pludselig på skudhold. På 45 m. nedlagde jeg herefter denne mindre – men trods alt meget flotte waterbuck i to skud.

 

Waterbuck (28½” – guld medalje)

Mias fik således sin ”vilje” med hensyn til jagten på en waterbuck og Bjørn og jeg havde fået endnu en fantastisk oplevelse. Mætte af natur- og jagtoplevelser kunne vi nu tage tilbage til camp’en og nyde den sidste eftermiddag med fiskeri på floden og søen ud for camp’en, inden vi gik i land til den sædvanlige overdådige middag.

Efter morgenmaden mandag tog vi afsked med alle vi havde mødt hos Limpopo Safaris og takkede for den helt uforglemmelige oplevelse vi havde haft: både som en far/søn oplevelse og ikke mindst som en jagtoplevelse.

Afslutningsvis vil jeg blot tillade mig at citere Ernest Hemmingway:

”This was the kind of hunting that I liked. No riding in cars, the country broken up instead of the plains, and I was completely happy.”

 

Arne

Steen i Sydafrika

Steen havde en fantastisk tur til Sydafrika
 
"Så er vi hjemme igen efter endnu en fantastisk tur til Sydafrika. Denne gang hos Mias og Bella hos Limpopo Safaris. Et pragtfuldt område som på grund af sin kæmpe størrelse kan byde på jagt på den rigtige måde. Der skulle bestemt arbejdes for skudchancerne, men så er glæden jo så meget større, når det endelig lykkes. Men en 32 tommer Waterbock, en stor Bushpig, en dejlig Klipspringer og en smuk Zebra hingst samt selektion på Wildebeest, så har jeg til fulde fået indfriet mine forventninger. PH og tracker gjorde bestemt sit til nogle gode oplevelser.

Indkvarteringen og mad var i top, og når personalet så samtidig er hjælpsomme og venlige, ja så kan det jo kun blive en god oplevelse for hele familien.

Den efterfølgende ”kør selv” tur til Krüger og Blyde Canyon var også en god oplevelse og som skabt til en familie tur.

P.S. Hvis nogen er på specielt udkig efter en stor Kudu eller en Nyala, så så jeg adskillige gode eksemplarer, men havde dem desværre allerede på væggen der hjemme.

Hilsen Steen" 

Mark Dedekind i Sydafrika

Kære Linda

Alt gik som planlagt, forventet og ønsket. I det hele taget en super tur.

Så tak for en rigtig god tur. Vi glæder os til den næste.

Med venlig hilsen

Steen 

Göran hos E-Zulu Safari

Hjemvendt fra "Combi golf-jagt"

Vi er netop hjemvendt fra en meget vellykket "Combi golf-jagt" tur til E-Zulu i Sydafrica!
Golfmatchen blev første gang spillet på Humewood Golf Club lige uden for Port Elizabeth - en mesterskabsbane med 340 SEK greenfee.
Golfen varede i 5 dage og derefter gik vi på jagt hos E-Zulu GAme Safari, med fantastisk natur og 46000 hektar med fritgående bøfler og næsehorn !
 

Den meget flotte lodge og indkvarteringen var en af de mest luksuriøse vi har oplevet !

Vi var fem jægere og fem koner / kæreste og til sidstnævnte havde E-Zulu også arrangeret et "lady-program" med besøg i Addo Elephant Park og meget mere!
Der blev skudt omkring 50 trofæer i gruppen og højdepunket var de to Caracals vi nedlagde!
Meget spændende at snige sig i en position, kalde/lokke ! Min caracal så os og sprang over hundene og løb et par miles med 10 jagthunde efter sig - så igen meget gøen, og nu begyndte den sværeste klatring gennem 500 meter lige ned i en dal,og omsider fik jeg min Caracal!

Efter 6 dages jagt, afsluttede vi Puti Lodge Også ejet af E-Zulu, med golf ved Fish River Sun Golf Club i tre dage.
Vi er meget tilfredse med denne tur, og hvad vi oplevede!

Göran Holm
Sverige

Vildtarter

Revir

Partner

HAR DU SPØRGSMÅL?

Linda Bertelsen

Telefon: (+45) 63 21 43 04

Erik Pedersen Brinkmann

Telefon: (+45) 63 21 43 17

Luk

Har du tilmeldt dig vores nyhedsbrev?

  • Modtag EKSKLUSIVE tilbud på jagtrejser
  • Få spændende information om jagtrejser
  • Bliv gjort opmærksom på særlige afbudsrejser