Hingsten på bjerget
Zebrajagt er altid en spændende udfordring. Zebraer er nemlig intelligente flokdyr som konstant er på vagt og klare til lynhurtig flugt – og det gælder uanset hvilken form for zebraer, der er tale om. Vi havde pürschet hele formiddagen da vi hørte dyr i bevægelse på det næste bjerg nogle hundrede meter borte på den anden side af dalen. Små klippeblokke rullede ned ad bjergskråningen og afslørede, at der var tale om store dyr...
Smuldrende bjerge
Jeg havde tidligere jaget Burschells zebra i den afrikanske bush men havde aldrig haft lejlighed til at jage den mindst lige så sky bjergzebra – Hartmanns Zebra – i højlandet i det sydvestlige Afrika. Jeg var derfor lykkelig for invitationen fra Etosha Heights Game Safaris til at komme og prøve kræfter med denne spændende og typisk namibiske art.
Uden at fornærme nogen kan jeg afsløre at bjergene på Etosha Height snarere er klippefyldte bakkedrag som hæver sig nogle få hundrede meter over den omgivende steppe end det er egentlige bjerge. For bjergzebraerne er det dog mere end rigeligt – den sårbare art stortrives i dette privatejede naturreservat på hele 65.000 hektar som grænser direkte op til den sydlige del af den berømte Etosha nationalpark i det nordlige Namibia. Det burde med andre ord ikke være noget problem at komme på skudhold af et flot eksemplar og sikre sig et smukt nyt skind til jagtstuen... troede jeg!
Vi startede den første jagtdag tidligt i de fjerne højder mod vest mere end 40 kilometer fra lejren. Temperaturen var allerede godt oppe i tyverne og i hastig stigning. Varmen var dog ikke noget problem da luften var ekstremt tør efter et år næsten uden regn. Min PH – Gideon Clote – lagde ud i et frisk tempo. Vi skulle afdække en stor del af disse højdedrag inden middagsheden sendte zebraerne i varmeskjul et skyggefuldt sted.
Stigningen føltes hurtigt i lårene – ikke mindst fordi underlaget var ekstremt ujævnt. Man skulle hele tiden kante sig frem op, ned og omkring forhindringer samtidig med at man anstrengte sig til det yderste for ikke at lave larm.
Det var lettere sagt end gjort. På overfladen er disse bakker dækkede af skarpkantede klippeblokke, som de fleste steder ligger løst. Man balancerer i bogstavelig forstand ofte på en knivsæg og risikoen for, at underlaget pludselig skrider, er hele tiden til stede. Man styrter ikke i afgrunden, hvis man mister fodfæstet, men falder man, lander riflen med garanti hårdt! Det er selvsagt umuligt at bevæge sig i fuldstændig stilhed. Man afsløres konstant af de skarpe lyde, som uværgeligt opstår, når sten skurrer mod sten.
Bevoksningen er spredt og domineres af de ledeste tornebuske, man kan tænke sig. Særligt de rødbarkede ”wait a bit” buske efterlader varige indtryk, når de med deres små men sylespidse torne hager sig solidt fast i tøj og hud. En lang pürsch i disse bakker udvikler sig hurtigt til en blodig affære.... Som Gideon så malerisk udtrykte det: ”falder man ind i en af disse buske er den eneste fornuftige løsning på problemet at bede sin kammerat om en kugle for panden”.
Vi standsede ofte for at lytte og afsøge de omkringliggende bakker med kikkerten. Vi så dog ingen tegn på zebraer på vejen op. Til gengæld åbenbaredes skønheden af det vilde højland med eftertryk. Bakke efter bakke fortonede sig mod horisonten under den mest klare blå himmel jeg nogensinde har set.
Vi pürschede fra udsigt til udsigt på den ene bakketop efter den anden. Op, ned, op, ned. En reel omgang motion, jeg svedte som en lille hest og vandet i den medbragte halvliter-flaske forsvandt hurtigt ud i bomuldsskjorten via min spinkle drengekrop. Vi stødte en lille flok kuduer og så en flok store elandantiloper rejse en sky af støv på sletten langt under os da de flygtede fra et eller andet derned i middagsheden. Men zebraerne var ikke hjemme den dag og efter en pürsh på mange timer – og mange kilometer - gik vi atter mod lavlandet for at blive samlet op af Landroveren og kørt tilbage til frokost i lejren. Vi brugte eftermiddagen på mindre strabadserende jagt og samlede dermed kræfter til et nyt forsøg næste morgen.
Jeg blev vækket klokken fem og kom hurtigt i jagttøjet. Gideon havde hørt bjergzebraerne drikke i vandhullet lige neden for lejren samme nat. Der måtte simpelthen være en flok i bakkerne rundt om lodgen.
Vi kørte ud i tusmørket. Det var en kølig morgen. Luften var næppe mere end 14-15 grader. Der var helt vindstille og der var ikke en sky på himlen. Vi standsede ved vandhullet og kunne hurtigt konstatere at zebraerne ganske rigtigt havde været her nogle timer tidligere –så nu var det blot et spørgsmål om at finde dem!
Vi sneglede os afsted imellem bakkerne, stoppede ofte og afsøgte minutiøst de stejle skråninger. Vi fandt waterbucks, kuduer og bittesmå steenbucks, men ingen bjergzebraer i de første højdedrag. Videre gik det. Rundt om den næste bakke, ind i den næste dal ud ad små ufremkommelige spor på kryds og tværs af højderne. Ingen zebraer!
Gideon begyndte at blive en anelse utålmodig. Han vidste jo at de var her et eller andet sted, men de var som sunket i jorden. Vi havde kørt i et par timer. Temperaturen var nu over tredive grader, men det var stadig morgen, så zebraerne ville være aktive nogle timer endnu. En ny plan blev lagt – vi ville afsøge en ufremkommelig del af området til fods.
Bakken virkede markant højere end gårdagens højder – måske var det den sammensparede træthed som spillede mig et puds? Den var i hvert fald lige så stejl og stenet, men med færre af de stikkende ”wait a bit” buske til at sænke vor fremfærd. Stile og roligt nåede vi et godt udsigtspunkt nær toppen. På vejen havde vi rejst en gammel kudutyr og vi så en del waterbucks på de nærliggende bakker i spredte småflokke. Men der var ingen zebraer i sigte og heller ingen friske spor efter dem.
Vi gik langsomt rundt om toppen for at afsøge terrænnet hele vejen rundt. Masser af vildt – ingen zebraer, men igen en uendligt smuk tur i utæmmet namibisk natur. Jeg tænkte for mig selv, at det eftertragtede bjergzebraskind åbenbart ikke selv krøb ind under mit sofabord hjemme i jagtstuen. Vi indstillede os på, at formiddagens helhjertede forsøg var overstået og begyndte nedstigningen tilbage mod den ventende bil. Vi gik lidt friskere til end vi havde gjort på turen rundt – vi skulle jo hjem til endnu et pragtfuldt middagsmåltid og en kold øl!
Vi havde netop rundet et hjørne da vi hørte klippestykker rulle ned ad den næste bjergskråning. ”Waterbucks” konstaterede Gideon og vi fortsatte relativt uforsigtigt. Nogle meter længere fremme stivnede Gideon midt i et skridt. Det var ikke waterbucks! Få hunderede meter foran os græssede 10-15 bjergzebraer i spredt orden op ad skrænten. Bjergzebraer! De fandtes i virkeligheden!
Vi havde solen i ryggen, men den svage brise var ikke til vores fordel. Vinden kom næsten direkte bagfra og det ville formentlig kun være et spørgsmål om tid inden den forfærdelige fært af menneske nåede de stribede ponyers følsomme næsebor. Skete det ville de utvivlsomt forsvinde over bakken i en støvsky.
Med uendelig forsigtighed foldede Gideon skydestokken ud på det ujævne underlag under et stort træ. Jeg listede riflen på plads mens han med min afstandsmåler målte afstanden til den nærmeste zebra – en hoppe uden føl som græssede længst nede i flokken. ”163 meter”. ASV+ tårnet stod allerede på 150 meter, så der var ikke behov for yderligere korrektion. Jeg rettede lidt på skydestokken for at få ordentligt hold på dyret, som bevægede sig langsomt mod venstre ind bag stadigt tættere buske. Jeg spændte slagfjederen på Mauseren, tændte for lyspunktet i kikkerten og gjorde mig klar. Virvaret af grene foran hoppen umuliggjorde et skud medmindre den bevægede sig yderligere nogle meter frem.
”Vent”, sagde Gideon, som nu betragtede dyrene gennem min håndkikkert ”kan du se den, som står imellem to træer 50 meter højere oppe? Den kommer ud på et åbent stykke lige om lidt.” Jeg rettede atter på skydestokken og fandt hurtigt zebraen, men den var i bevægelse og præsenterede ikke nogen oplagt skudchance. En ihærdig lille flue gjorde et alvorligt forsøg på at komme ind i min øregang for at mæske sig med en dråbe salt sved. De svirrende vinger kildede afsindigt og larmede som en motorsav på tæt hold, men jeg kunne ikke bevæge mig nu.
”Vent, vent” ”Nu kommer hingsten ud i det åbne højt over alle de andre – kan du se ham?”
Jeg fandt hingsten i kikkerten. Han bevægede sig langsomt mod venstre over et helt åbent stykke. ”Nøjagtig 220 meter”, sagde Gideon. Jeg flyttede lyspunktet en håndsbredde højere op på skulderen og i næste sekund bragede skuddet imellem de stenede bakker.
Hingsten sprang højt i vejret med forkroppen og var allerede i gallop da den atter fik kontakt med underlaget. Hopperne og deres føl galloperede forbi ham nedefra, mens han til ekkoet af skuddet kastede sig planløst rundt imellem nogle store træer. En tyk stråle af blod pumpede ud af det lille ingangshul på skulderen, da resten af flokken forsvandt over bakketoppen.
”Godt skud” konstaterede Gideon, som havde set anslaget igennem min håndkikkert. ”Han er ramt i toppen af hjertet”. Jeg viftede min plageånd væk fra øregangen, mens jeg så hingsten stivne og efter et par sekunder falde til jorden for derefter at rulle 10-15 meter ned ad bakken inden der blev helt stille.
Gideon smilte bredt over hele ansigtet. Det gjorde jeg også. Hvilken jagt!
En stejl nedstigning og en lige så stejl opstigning senere nåede vi frem til det fantastiske dyr. Han lå på den stenede bakkeside på et ufremkommeligt sted 300 meter over dalen. Vi fik taget de obligatoriske jubelbilleder og drukket en tår vand, mens vi funderede på slagplanen.
Det virkelige arbejde begyndte nu! Skindet – såvel som det lækre kød - skulle ud til bilen, som ikke uden videre kunne komme nærmere end 400 meter. Der var med andre ord udsigt til skinning og partering på stedet efterfulgt af mange sveddryppende op- og nedstigninger. Eller.... Gideon skævede ned ad den stenede bjergside. Måske var det nemmere og hurtigere at skabe en vej op til zebraen for den bedagede Landrover?
Vi kastede os med ildhu ud i vejbyggeriet. Vi flyttede klippeblokke og huggede småtræer ned meter for meter. Det tog under en time i middagssolen inden Gideon med låst differentiale lod Landroveren kravle hele vejen op på bakken. Hingsten blev læsset varsomt og kølet af med vådt sækkelærred for det smukke skinds skyld. Min nu ganske flossede og forrevne Härkila skjorte var gennemblødt af sved og skjoldet af salt da vi startede turen tilbage mod lejren. Jeg var træt og lykkelig.
Hartmanns Zebra burde omdøbes til ”Hard Mans Zebra” – bare for at advare fremtidige jægere...
Bjergzebraerne rør sig kun morgen og aften – i middagsheden ligger de stille på et skyggefuldt sted.
Mere end 60 km hegn udgør den fælles grænse mellem de to områder og hegnet – som ikke er elektrisk – forceres dagligt af elefanter, løver og andre vilde dyr, som tiltrækkes af vandhullerne på Etosha Heights. På en enkelt nat, mens jeg besøgte området, brød elefanterne igennem hegnet 34 gange!