« Tilbage

Jens Ulrik i Zulu-land

Black prince of Zululand

Mark Dedekind Safaris umiddelbart syd for Pongola i KwaZulu Natal havde inviteret mig på en jagt efter to særdeles typiske arter for denne del af Sydafrika. Den lille brandrøde red duiker, som lever en tilbagetrukken tilværelse i den tætte skovbund, og den smukke sorte nyala - efter min mening den smukkeste antilope i Afrika.

Vi havde tre dage til rådighed i starten af november i området Mahlalela - et næsten 11.000 hektar stort privatejet naturreservat. Foråret havde ramt Zululand, den første regn var faldet, bushen var grøn, vejret var hedt og fugtigt. Slanger og kryb var så småt vågnet op til dåd.

Med kun fem dyr på den årlige kvote blev den lille røde duiker bedømt som det sværeste at nedlægge af de to trofæer. Vi ville derfor forsøge at starte med den - også fordi chancerne for at støde på en god nyala var gode på duikernes hjemmebane.

Det tog mere end en time at køre den lange vej fra lodgen over bjerget og ned til bunden af den næste dal. Undervejs passerede vi den imponerende vifte af naturtyper, som giver Zululand sit frodige særpræg. Fra tæt akacie-bush med vortesvin, impalaer, zebraer, næsehorn og gnuer over enorme åbne græssletter i ovslignende skovarealer langs flodlejerne i bunden af de dybe dale. Det var i en sådan urskov i en afsides del af jagtområdet, at der var de største chancer for at finde en god red duiker.

Freddy Robertson - min erfarne PH - kendte hver en afkrog af det enorme område som sin egen bukselomme. Han vidste præcis, hvad der skulle til for at overliste en af disse relativt sjældne duikere. Men mindst lige så vigtigt: Han elskede netop denne form for jagt. 

Han havde forklaret mig handlingsplanen på vejen. Man finder et godt sted langs floden at starte og purscher så langsomt og så stille, som man nu kan, imod vinden med jævnlige observationspauser undervejs. De små røde duikere er ekstremt sky og særdeles årvågne. Ser de jægeren er de væk i underskoven på et øjeblik.

Jeg jagede atter med min Mauser M03 i .300 Winchester Magnum med en Zeiss Victory HT 2.5-10X50 på toppen. Helt sikkert for meget energi til et dyr som kun vejer omkring 12 kg. men til nyalaen var kaliberet ganske passende og jeg måtte blot være omhyggelig med at placere mit skud bag skulderen på duikeren, så ville de bondede Norma Oryxkugler formentlig være ganske varsomme.

Vi listede os langsomt ind under trækronerne. Skovbunden var dækket af døde grene og knasende tørre blade. Jeg holdt en konstant afstand til min PH på en god armlængde og forsøgte at gå i hans takt for at minimere støjen fra vore fodtrin. Skoven var stille og hver en kvist, som knækkede under vore fodsåler, larmede i vore ører som en kompostkværn på et bibliotek.

Vi krydsede jævnligt flodlejet og stoppede ved den mindste lyd eller antydningen af en bevægelse. Efter mindre en tyve minutter stødte vi den første duiker. Som en rød skygge forsvandt den lille antilope lynhurtigt ind i kratværket uden at vi nåede at se andet, and at der var tale om en duiker. Ti minutter senere gentog seancen sig. Duikere vs. Jens: 2-0! 

Crested guineafowl
Freddy var åbenlyst begejstret for denne stille pursch. Hans entusiasme var smittende og jeg blev grebet af udfordringen i den intense jagt. Vi passere kadaveret af en gammel wildebeest ko, som var bukket under for lungebetændelse, da den første kolde forårsregn ramte området en uge eller to tidligere. Stanken var overvældende og en tæt sky af metalglinsende grønne fluer sværmede os om ørerne, da vi med et langt skridt skrævede over det levende ådsel. I Afrikas bush går livet og døden hånd i hånd...

Pludselig stivnede Freddy. Et lille stenkast foran os tussede en lille flok crested guineafowl rundt i skovbunden. Ofte følges red duiker med disse fugle eftersom de med alt deres skraben og roden rundt i skovbunden bringer mange lækkerbidskener for de vævre små antiloper op til overfladen. Med anlæg mod skydestokken studerede han uden en bevægelse området omkring fuglene. Flere lange minutter passerede, inden vi så den røde bevægelse i buskene - en red duiker mindre en tyve meter fra os. Duikeren befandt sig i en tilstand af evig bevægelse. Den travede hid og did og logrede energisk med sin forholdsvis lange hale.

Både hanner og hunner bærer horn - hannernes er længere og kraftigere. Men da begge køn har de korte horn samt masser af hår på toppen af det lille hovede, er det særdeles vanskeligt at bedømme kønnet med sikkerhed ud fra hovedprydelsen. Freddy var derfor på udkig efter testikler. Faktisk usædvanligt - ja nærmest uforskammet - store af slagsen, den lille antilopes ringe kropsstørrelse taget i betragtning. Den lille røde duiker foran os havde ingen. Det var med andre ord en lille dame.

Husbonds ankomst
Vi så begge bevægelsen i busken bag prinsessen foran os. En duiker mere var trådt ind på scenen. Freddy behøvede ikke et kig under maven for at fastslå, at der var tale om en gammel han. De kraftige horn over issens hårdusk afslørede ham. Hans skamløse interesse i hunnen var endnu et sikkert tegn.

Freddy satte forsigtigt skydestokken op, og jeg prøvede at få lagt an, men duikerne havde andre planer og havde forlængst flyttet deres aktiviterer til en anden busk på det par sekunder det tog mig at blive klar.

Freddy tog en chance og bad mig holde øje med en åbning mellem buskene i skovbunden. Med lidt held ville de to duikere passere. Afstanden var små 20 meter. Jeg satte stille skydestokken op, lagde riflen an og ventede.

Jeg kunne se en lille skygge nærme sig åbningen gennem buskene. Jeg spændte slagfjederen og flyttede fingeren til aftrækkeren. Lysprikken i midten af trådkorset var allerede tændt. Freddy fulgte opmærksomt dyret i kikkerten.

"Ikke den - det er hunnen!", hviskede han.

Jeg flyttede pegefingeren uden for bøjlen. Hunnen standsede midt i åbningen og stirrede opmærksomt på os. Det var det eneste tidspunkt jeg så en red duiker stå stille og det varede højest et par sekunder. Hun vimsede hurtigt videre og kaldte advarende på hannen som sekunder senere dukkede op i den samme åbning.

"Skyd!", sagde Freddy og et skud mod midten af den sorte silhouet bragede igennem skoven. Duikeren gik ned i skuddet, men var hurtigt på benene og snurrede hektisk rundt om sig selv i nogle få sekunder inden der blev helt stille i skoven igen.

"Så du grenen du skød over?", spurgte Freddy. Det gjorde jeg ikke. Cirka halvvejs mellem mundingen og duikeren havde kuglen klippet et lille træ på cirka 30 mm i diameter midt over. Lykkeligvis havde kuglen ikke i væsentlig grad ændret retning, formenligt fordi den havde ramt træet midt på. Man har lov til at være heldig. Det var den lille røde duiker ikke i dag. 

Hvilken start - og hvilken jagt! En ældgammel han med kraftige horn lå forendt i skovbunden. Et smukt og særpræget lille dyr som i den grad er en udfordring at jage.

Om eftermiddagen viste Freddy mig rundt i alle afkroge af det utroligt smukke og vildtrige revir. Zululands bæreevne er blandt afrikas bedste. God jord og rigelig regn danner grundlag for særdeles tætte bestande.

Nyalapursch
Man kunne tydeligt mærke det allerede tidligt næste morgen. Temperaturen og luftfugtigheden var på vej op. Vi ventede os en hed dag - og det fik vi.

Områdets mere end 1.500 nyaler legede gemmeleg i varmen. På en lang og sveddryppende morgenpursh så vi kun et enkelt hundyr i et område, som normalt vrimler med nyaler. På vej hjem til frokost havde vi held til at nedlægge en gammel wildebeest tyr på en åben græsslette og således var dagen bestemt ikke resultatløs.

Om eftermiddagen så vi mange nyalaer og pürschede til nogle stykker op og ned ad de stejle bjergskråninger, men det var ikke tyre i den kaliber Freddy ledte efter. Eftermiddagen var bagende varm med 38 grader i skyggen. Vi drak litervis af vand. 

På tredjedagen tegnede det til at blive endnu varmere. Ikke noget godt varsel for nyalajagten. De bevægede sig kort og godt for lidt til at vi kunne spotte dem i de tætte bushområder. Trods ihærdig indsats kom vi ikke på skudhold af en kapital tyr på morgenens jagt.

Vi kørte tidligt ud om eftermiddagen. Sidste chance - måske var det ikke meningen, at jeg skulle nedlægge en nyala i denne omgang? Ret beset havde jeg jo sådan set også allerede haft en helt fantastisk jagt - og jagt er som bekendt jagt. Man ved heldigvis aldrig, hvad der sker.

Nu eller aldrig
Nyalaerne rørte sig mere om eftermiddagen, men stadig ikke så meget som Freddy havde håbet på. Vi gik efter et par lovende tyre, men heldet var ikke med os. Solen var på vej ned bag bjergkammen over os og vi kørte langsomt tilbage mod lejren. Men intet er som bekendt overstået, før den fede dame synger...

Freddy så de to tyre i åben bush nogle hundrede meter fra vejen. En meget ung tyr og en meget gammel gik side om side og nippede til de friske grønne spirer, som væltede op af jorden efter en nylig afbrænding.

Vi kørte nogle hundrede meter og svingede til høre ad et andet hjulspor. Yderligere hundrede meter fremme stoppede han motoren og vi listede os ud af firehjulstrækkeren. Jeg kamrede en patron og tjekkede rutinemæssigt med tommelfingeren at slagfjederen ikke var spændt op. Jeg tændte centerprikken i Zeiss kikkerten, satte ASV+ kliktårnet på 160 meter (universalindstilling) og skruede forstørrelsen ned på 2.5X.

Planen var at pursche til tyrene gennem nogle få hundrede meter tæt bush og forhåbentlig finde dem fredeligt græssende på de åbne stykke længere fremme. Hvis vi mødte dyrene på vejen ville den eneste chance være et lynhurtigt skyd på kort afstand i det mørke virvar af grene der tårnede sig op foran os.

En svag brise blæste direkte imod os, da vi indledte vores forsøg på at overliste den gamle kriger foran os. Perfekt vind!

Vi forsøgte at være så lydløse som overhovedet muligt og bevægede os meget langsomt frem. Et tæppe af tørre blade på en bund af nedfaldne grene og knasende rødt grus med masser af løse sten vanskeliggjorde forehavendet. Vi lignede formentligt indianere i artistisk slow motion, mens vi langsomt vred os frem gennem urskoven. Vi havde kun nyalatyren på den anden side i tankerne og vovede knapt nok at trække vejret....

Mod afgrunden
Efter godt hundrede meters ultra langsom fremrykning nåede vi brinken af et dybt udtørret flodleje. En lodret skrænt af løst grus med masser af sammenfiltrede trærødder sikkende ud af brinken på det øverste stykke førte mod en stenet bund fire meter længere nede. Den modsatte bred var lige så stejl. Her var der intet håb om at komme over - og slet ikke i noget der mindede om stilhed!

Freddy stirrede lidt opgivende mod kløften foran os, men fortsatte med det samme parallelt med flodlejet i håbet om, at vi kunne finde et sted at krydse. Kun 20 meter længere fremme åbnede en dyreveksel en mulighed. Med tungen lige i munden smøg vi os under et udgået træ og vi skred forsigtigt ned ad den stejle skrænt med et solidt greb i en af de mange rødder.
På den anden side gentog vi øvelsen i opadgående retning.

Freddy gik forrest og stak forsigtigt hovedet over kanten. Omtrent 70 meter lige fremme gik den helt unge tyr og græssede fredeligt. Han drejede forsigtigt sit hoved til højre og der - kun 15 meter fra ham - græssede den gamle tyr direkte imod os.

Freddy dukkede sig langsomt og hviskede så stille han kunne ud af mundvigen, at jeg skule smyge mig uden om ham og nedlægge tyren lige på den anden side - " og ikke den unge tyr, som græsser lige fremme!". Med en akrobatisk øvelse kom jeg uden om ham og hævede riflen i samme bevægelse som jeg rejste mig over brinken. Men vi var for længst afslørede - en nyala har ikke ører på størrelse med en frokosttallerken for sjov!

Action!
Da jeg kom over kanten stod jeg ansigt til ansigt med en meget opmærksom nyala tyr på små ti meters afstand. Vi stirrede hinanden direkte i øjnene. Øjeblikket varede næppe et halvt sekund. Tyren snurrede omkring og galoperede væk langs kanten af den udtørrede flod.

"Spring op og se om han standser" hvæsede Freddy ivrigt. Jeg var allerede på vej over kanten!

Sekundet senere så jeg den flygtende nyala gennem tæt krat på cirka 30 meters afstand og han så mig!  Med et kraftfuldt spring satte han af til siden og løb nu i fuldt firspring væk fra floden med siden til mig. Jeg havde instinktivt kastet riflen til kinden, afsikret den og fulgte nu den springende tyr gennem buskene. Jeg var gået på automatpilot i drivjagt-mode! Lidt længere fremme øjnede jeg en åbning mellem træerne. Da tyren passerede, var min pegefinger tilfreds med inputtet fra kikkerten. Skuddet bragede og ramte nyalaen midt i et spring præcis der, hvor halsen sidder fast på rygraden.

Alt liv slukkedes øjeblikkeligt og tyren faldt som en sæk kartofler. Han var død inden han ramte jorden og rejste en mægtig rød støvsky, da han trillede omkring på den tørre jord.

".... eller du kan gøre sådan!" Jublede Freddy højlydt bag mig. Jeg repeterede og fokuserede på tyren cirka 60 meter borte. Voldsomme krampetrækninger i benene efterlod ingen tvivl. Den sorte prins var gået til den evige udgave af Zululands frodige skovlandskaber. Jeg kunne høre min egen puls i mine ører, jeg kunne mærke hjertet hamre i min brystkasse. Jeg kunne også mærke, at mine mundvige nærmede sig mine ører!

I sidste minut
Solen var forsvundet bag det nærmeste bjerg, da vi tog billeder af den gamle kæmpe, hvor han faldt. Tre dages fantastisk jagt i Zululand var afsluttet med maner og vi var begge mere end tilfredse med resultatet af vore anstrengelser. Freddy havde vist mig en spændende flig af de uendelige muligheder, som dette frodige landskab har at byde jægeren og jeg var betaget! Står det til mig, er det bestemt ikke sidste gang, jeg jager i dette grønne hjørne af Afrika.

"Vil du have en øl?". De iskolde sydafrikanske øller som Freddy stod og viftede med dryppede af isvand og kondens. Om jeg ville?!

 Jeg tørrede sveden af panden med et skjorteærme og åbnede dåsen med et hvæs. "Skål min ven - og tak for en fantastisk oplevelse!" Sjældent har en øl smagt bedre.