« Tilbage

Jens Ulrik på kudujagt

Følg med på kudujagt i et vildt hjørne af Afrika, hvor sorte næsehorn slår deres folder mellem ufatteligt stærke kuduer, bushbucks og waterbucks...

Kæmpernes land

Jeg tager altid på jagt med store forventninger. At rejse uden den mindste ide om de eventyr, der venter, giver en boblende frydelfuld fornemmelse i maven, som minder mig om nætterne før det første dusin fødselsdage, jeg oplevede som dreng. Visheden om at den følgende dag ville blive fantastisk i kombination med uvisheden om, hvad der faktisk ville ske, var spænding i sin reneste form. Efterhånden blev fødselsdagene forudsigelige og sommerfuglene før mærkedagene forsvandt, men de kommer heldigvis stadig, når drengen i mig skal på jagt! 

I dette tilfælde havde jeg virkelig noget at se frem til. Jagtområdet, som benyttes af Limpopo Safaris, er et enormt privatejet naturreservat, der strækker sig over ufattelige 65.000 hektar. Jeg har været der før. To gange tidligere faktisk og jeg betragter outfitteren Mias Cronje og hans yndige hustru Bella som mine gode venner.

Da jeg ankom prøveskød vi Mauseren sent om aftenen i billygternes skær. Mias ville på kudujagt tidligt næste morgen og han ville ikke spilde yderligere tid på skydebanen. Det behøvede han heller ikke. Den ramte som altid, hvor den skulle.

Naturparadis

Vi indledte vor første jagtdag med en lang gåtur langs Nzehelelefloden – en biflod til den mægtige Limpopoflod, der udgør revirets – og Sydafrikas – grænse til nabolandet Zimbabwe. Landskabet er vildt og imponerende. Det samme er vildtbestandene. Langs den dybe og stenede flodseng så vi masser af waterbuck, bushbuck, kudu, nyala og bush pig. Store krokodiller patruljerede det lave vand og en gnaven gammel sort næsehornstyr lagde konstant beslag på vor fulde opmærksomhed.

Det ville være en underdrivelse at betegne trofækvaliteten I området som god. Den er EKSTREMT god! Det skyldes som altid en kombination af bæreevne, arveanlæg og forvaltning. Effektiv forvaltning. For kun 15 år siden var området en række vildt- og kvægfærme med masser af hegn på kryds og tværs og uden den store variation i det vilde dyreliv. En investor med en særlig interesse i naturbevarelse opkøbte farmene og rensede op i bushen. Det enorme område blev hegnet og en efter en blev alle de oprindelige arter genudsat i området, hvor mange af dem havde manglet i et helt århundrede. I dag breder vild bush sig over kvægets græsgange og arealet er hjemsted for mere end 30 jagtbare arter af storvildt.

Alle bestandende er selvforyngende og der er rigeligt plads til ”besværlige” arter. Derfor har området også en stærk og voksende bestand af leopard, brun og plettet hyæne, afrikansk vildhund, krokodille og alle de små katte, som hører til i denne del af verden. Kun løven mangler fortsat – på grund af besværlig lovgivning – men den er også på vej. For ejerne handler det om at genskabe et lukket afrikansk økosystem – et åndehul for det vilde Afrika. Jagt er kort og godt et forvaltningsredskab og et tilskud til financieringen af det hele. Afskydningskvoterne er meget strikse.

Egernet Jens

På vores vej tilbage fra morgenpürschen var Mias og Hassan ekstrem forsigtige. De havde ingen ide om, hvor vores ven Hr. Rhino befandt sig og de standsede ofte i håbet om at se ham før han så os. Denne del af jagtområdet benyttes normalt ikke sammen med jagtgæster. Jeg havde kun held til at overbevise Mias om, at han skulle tage mig med, fordi jeg insisterede på, at jeg er en ørn til at klatre i træer og fordi han aldrig indså, at jeg har en klar tendens til at overvurdere mine egne evner (eller mangel på samme)...

De fik øje på vores tunge ven på den modsatte bred. Han tyggede fredsommeligt på nogle tørre buske. Vi stoppede for at fotografere den store fyr. Han bevægede sig langsomt i vores retning og snart var han inde på 50 meter. Vi betragtede ham i tavshed og havde forlængst udset os vores personlige klatretræer i tilfælde af, at situationen pludselig eskalerede.

Da vi mærkede brisen mod vore baghoveder, var det allerede for sent. Den knapt mærkbare vind var vendt og bar nu vor fært direkte ned til det sorte næsehorn i bunden af flodsengen. Han blinkede med sine små pirrende øjne, løftede sit hovede og snuste mod vinden. I det næste sekund eksploderede han i afsindigt raseri.

“Pfussss – pfussss - pfusssss”, den vrede tyr snøftede mens han accellererede fra nul til topfart på et par spring. Han havde sat kurs direkte imod os. Jeg sprang op og løb de få meter hen til mit træ, mens Mias roligt distraherede mastodonten.  Jeg røg langt op i træet på et øjeblik. Faktisk er jeg ret overbevist om, at jeg lige der havde kunnet bestige en poleret flagstang indsmurt i brun sæbe – med hænderne på ryggen. Efter få minutters opvisning i brutal kraft tøffede tyren tilbage til sin egen side af floden og vi sneg os ned og luskede tilbage til bilen.

Det siges at frygt ikke er virkeligt. At det er en følelse vi vælger. Jeg ved ikke om det passer. Men jeg ved, at jeg smed mine underbukser ud da jeg kom tilbage på rummet og jeg glemte ikke at kysse støvlerne godnat i taknemmelighed over deres træklatringskvaliteter... 

Kudu i sigte

Vi var tidligt ude den næste morgen for at lede efter en af de stærke kuduer, som er så typiske for dette område. Vi havde kørt i mindre end en time, da Hassan spottede to kudutyre gennem tæt mopani bush. Han kunne dog ikke se deres horn tydeligt, men han var ikke desto mindre overbevist om, at det var stærke tyre og fik overtalt Mias til at forsøge at komme nærmere.

Tyrene var flere hundrede meter fra bilen og på vej imod en stejl klippeformation langt fra jordvejen, vi kørte på. 500 meter længere fremme svingede Mias Land Cruiseren ind mod højderyggen i håbet om, at vi ville få en chance for at se tyrene fra toppen af de røde klipper.

Sporet ledte hele vejen til toppen. Mias stoppede dieselmotoren længe før vi nåede kanten og vi forlod stille bilen. Vi befandt os på et fladt plateau højt over sletten, der strakte sig fra foden af klipperne og helt frem til floden, som med dens tætte grønne bevoksning fik den til at ligne en gigantisk grøn slange, der bugtede sig gennem landskabet. 

Direkte under os kom et par unge waterbuck-tyre på benene. De fornemmede tydeligt vor tilstedeværelse uden egentlig at indse truslens alvor. Jeg fik et godt kig på disse stærke dyr, mens de langsomt fandt vej ned ad klipperne og startede små stenskred for hvert skridt de tog.

Ud af øjenkrogen så jeg Mias falde ned på sine knæ. Instinktivt fulgte jeg hans eksempel uden at kende den præcise årsag. Han kastede kikkerten op foran øjnene og stirrede målrettet i en helt anden retning end de førnævnte waterbucks.

Han hviskede ophidset: ”Kan du se den kudutyr?”

Jeg fulgte retningen hans kikkert pegede imod og der – kun omkring 100 meter nede – voksede en gigantisk kudutyr ud af skyggerne under det træ, som den stod og tyggede på. Jeg fik lynhurtigt min egen kikkert i brug og et krystalklart billede åbenbaredes for mine øjne. Mit hjerte sprang et slag eller to over. Dette var et syn for guder! Tyrens lange horn snoede sig mod himlen i dybe sorte kurver i perfekt V-formation. De ravfarvede spidser lod til at befinde sig langt væk fra baserne, der så ud til at være så tykke som en voksen mands arme.

”Jeg vil ha’ at du skyder den tyr....NU!” Mias insisterede – og jeg var ikke svær at overtale. 

Man ved aldrig

Jeg kravlede tilbage for at hente Mauseren. Så stille, som jeg kunne, listede jeg en patron i kammeret og sikrede mig, at slagfjederen ikke var spændt. Så hurtigt jeg kunne, krøb jeg tilbage til Mias og Hassan som stadig stirrede på kudutyren under os. Jeg bevægede mig det sidste stykke som en slange på klipperne og fandt på plads imellem de andre. Jeg var linet op til et ganske enkelt liggende skud med klippefast anlæg i bogstavelig forstand.

Jeg skruede kikkerten op til 10X forstørrelse og satte lys på centerprikken for at få bedre kontrast mod tyrens mørke silhouet. Med tommelfingeren spændte jeg riflen op og min pegefinger fandt aftrækkeren, da jeg gled i position bag kikkerten..

Han stod lige i udkanten af mit sigtebillede mod front imod os i en let skrå vinkel. Jeg lod det røde punkt finde midten af hans bringe og lod skuddet gå.

Tyren sprang op og sparkede voldsomt bagud. Hans venstre forben dinglede fra kroppen og mørkt rødt blod pumpede ud af udgangshullet bag hans skulder. Han vendte sig på tre ben og satte i løb ned ad bakken med kurs mod den tætte bush under ham. Skudtegnene var entydige – alt så fint ud.

Men tyren standsede ikke og faldt, som vi alle forventede. Han fortsatte bare og var snart 200 meter ude. Jeg sendte endnu et skud igennem trætoppene mod den mørke skygge. Kuglen bøjede af i grenene og gik højt over ryggen på dyret. Tyren var nu nede i trav. Et skud mere – denne gang på godt og vel 250 meter – kom slet ikke igennem mopanibushen. Men kuduen satte farten ned tydeligt påvirket af det første skud.

Foran tyren skimtede jeg en åbning mellem to træer. Med et enkelt knaptryk på min afstandsmåler målte Mias afstanden til 312 meter. Jeg skruede ASV+ tårnet op til 310 meter og kunne enkelt sende den sidste kugle i magasinet gennem ryggen på tyren og afslutte dens lidelser på stedet.

Underligt! Både Mias og jeg var overbeviste om, at den første kugle sad perfekt og selvom tyren tydeligvis var døende, burde den ikke have været i stand til at løbe så langt.

Fantastisk trofæ

Ti minutter senere nåede vi frem til den døde tyr mellem Mopani træerne. Det store trofæ var ikke mindre imponerende tæt på. De skrammede horn bevidnede, at den stærke gamle kæmpe havde ikke ligget på den lade side i den evige kamp om køernes gunst. Han havde formentlig vundet de fleste af kampene om hans plads i genpuljen.

En nærmere inspektion afslørede, hvorfor han havde været så sejlivet. Mit første skud havde kun sat den ene af tyrens lunger ud af spillet. Den var døende, da min sidste kugle slog den til jorden, men den ville have været død inden for få sekunder, hvis jeg havde sat det første skud ordentlig gennem toppen af hjertet.

En vigtig erfaring rigere og med et utroligt trofæ i saltrummet, brugte vi resten af mit besøg i det fantastiske område på at tage fotos af det righoldige dyreliv, fange fisk imellem floden krokodiller og – med brede grin i ansigtet – bekræfte hinanden i at vi har en tendens til give os selv alt for lidt anerkendelse...

Jeg så masser af kudu, bushbuck og nyala med helt utrolige trofæer og jeg bliver oprigtigt overrasket, hvis ikke dette område kommer til at dominere trofælisterne for waterbuck i de kommende årtier. Jeg har set mere end en kandidat til top ti listen over verdens stærkeste waterbucktyre med mine egne øjne!