Jeg har gennem foråret trænet en nyjæger og ven i riffeljagt og skydning og ville have ham med til Polen for at få lidt rutine i jagtsituationer. Derfor skulle jeg bruge et revir med god organisation og gerne engelsktalende jagtguider og efter en snak med Anne, faldt valget på Lutowko.
Vi ankom fredag den 1. juni om eftermiddagen og skulle jage til mandag morgen den 4. juni. Vi blev taget godt imod og efter indkvartering, stod maden på bordet efterfulgt af riffelchek og afgang ud i terrænnet. Begge jagtguider var meget kompetente og vi pürschede en del til fods, men der må også påregnes lidt kørsel mellem kerneområderne da arealet er 19.000 ha. stort og 40 km langt. Men der var fin balance mellem kørsel og pürsch. Der var mange spændende lysninger i skoven og vi så masser af råvildt, dåvildt, kronvildt og vildsvin - og en hel del ræve som vi også fik skudt nogle stykker af. Vi blev ikke anvist småbukke, men modne pæne bukke og ikke presset til skud på nogen måde.
Det var et rigtigt godt arrangement og en helt perfekt start på riffeljagten for min ven. Værter, guides, forplejning, jagt og indkvartering til 5 stjerner - helt i top, blandte de mange revirer jeg har besøgt i de 31 år jeg har drevet riffeljagt. Det er ikke sidste gang vi besøger dette sted! Vi fik de 6 bukke vi havde bestilt - heraf 2 bukke der muligvis tager bronzemedalje, samt mere end 10 ræve.
Jagt på Lutowko får mine varme anbefalinger.
Med venlig hilsen / Best regards
GoHunting
Morten Vestergaard Knudsen