« Tilbage

Rejsebeskrivelse Kirgisistan

Rejsebeskrivelse Kirgisistan 1.-10 oktober 

Efter måneders forberedelser til bjergjagt på Mid-Asian Ibex og ridetræning, var det næsten uvirkeligt endeligt at være ankommet til Bishkek, -hovedstaden i Kirgisistan.

I lufthavnen blev min far og jeg modtaget af den lokale Personal Hunter (PH) ved navn Kuba og en tolken Daniyar. Samtidigt med os, blev der afhentet yderligere to jagtselskaber på i alt seks herrer fra hhv. Spanien og Argentina, og senere erfarede vi, at der mellem de 3 lokale PH’er, havde været en klar præference for at guide de seks mandlige jægere i deres bedste alder, frem for os to, - en kvindelig jæger i 30-erne i selskab med en dobbelt så gammel gråskægget herre.

Vi indledte straks efter ankomsten en 12 timer lang og utrolig smuk køretur sydom den store sø Issyk Kul og videre op i Tian Shan bjergene mod grænsen til Kina. Efter at have passeret et pas i 4200 meters højde, begyndte mørket at falde på og vejen vi fulgte de sidste timer frem til vores basecamp, bestod til sidst blot af et enkelt hjulspor, der løb gennem vandløb, op ad stejle bjergskråninger og i løse sten. Takket være firehjulstrækket på Toyotaen, vores erfarende PH som også var chauffør  og vores evne til at holde godt fast, kom vi helskindet frem til basecampen ved 21 tiden i 3000 meters højde.

Til vores store begejstring bestod aftensmaden af kød fra en Ibex, der var blevet nedlagt af jagtselskabet fra ugen før os, så forventningerne til at vi forhåbentlig snart skulle spise kød fra vores egen ibex, blev derfor ikke mindre.

Basecamp’en var meget primitiv men så absolut det mest luksuriøse vi kom til at opleve på vores 6 dages bjergjagt, idet vi både havde en rigtig seng og strøm fra en generator i et par timer efter mørkets frembrud.

Om formiddagen på vores første jagtdag skulle vi afprøve den riffel vi havde lejet af den lokale operatør. Det var et meget kraftigt våben en Savage 110 FCP PRECISION, kaliber 300 Win Mag med nyeste optik fra Leopold. Efter prøveskud på 100m, 250m og 500m kørte vi 2,5 time ud til vores første flycamp. Vi befandt os langt over trægrænsen og landskabet var meget åbent og goldt, og på vejen derud måtte vi køre igennem en bred flod som var næsten 1 meter dyb. Vandet nåede op over køleren, så vi åndede lettet op, da vi var vel oppe på den modsatte bred. Derefter fortsatte køreturen op langs en mindre flod gennem grus, vand og over sten på størrelse med foldbolde..   

I flycamp’en skiftede vi til de robuste og meget velafrettede kirgisiske heste. Allerede efter nogle timer til hest spottede vi en flok Ibex, på over 500 meters afstand og kort før mørket faldt på, havde den ene af spotterne set flere flotte Ibex endnu længere væk, men samtidigt havde de også set 2 store ulve, så de var usikre på om vi ville være i stand til at finde ibex de efterfølgende dage.

Vi gik tidligt til ro, da vi skulle op kl 03:00 næste morgen, så vi kunne være ude i terrænet før daggry.
Lidt over kl. 4:00 om morgenen på anden jagtdag sad min far, jeg, PH’en, 2 spottere og tolken på hver vores hest i bælgmørke og i et par graders frost og snevejr. Selvom vi på forhånd var klar over at det kunne være udfordrende at ride i bjergene, skulle jeg alligevel anstrenge mig for at holde nerverne i ro når vi krydsede bjergskråninger, stejle som sorte pister i Alperne, på stier der ikke var meget mere end 20 cm brede, og det i både mørke og snevejr.

Efter en times tid steg vi af hestene og sneg os op bag en stor sten, hvor der kunne være en chance for at de Ibex, der var blevet spottet aftenen før, ville komme ned ad bjerget i takt med at solen stod op. De kom dog som frygtet aldrig. Da det efterhånden var blevet for stejlt til at kunne ride, tog min far og den ene spotter hestene tilbage ned til floden, mens jeg forsatte med de andre på en længere pürsch til fods op langs den stejle skråning, som bestod primært af løse sten. Luften var tynd og kold så alle de mange timers træning hjemme i flade Danmark kom mig til gode. Der var stadig ingen dyr i sigte…

I 3600 meters højde spiste vi med stor appetit en meget simpel picnic. Alt hvad vi havde lært om basal madhygiejne og vaner med at være sart, blev hurtigt glemt, og vi nød at få noget i maven i dette helt utroligt smukke mennesketomme landskab.

Vejret klarede lidt op i løbet af dagen, men vi så kun få dyr, primært hunner, på eftermiddagspürschen. Disse var i bogstaveligste forstand over alle bjerge inden vi fik chancen for at komme tæt nok på dem, til indgående at kunne studere dem. Om aftenen fik jeg lidt højdesyge i form af hovedpine, men det var ikke værre end at det kunne klares med to Panodil’er, masser af vand, cola og forventningerne om flere spændende jagtdage.

Jagtdag nr. 3 var lige så spændende og krævende. Vi var flere gange ude på nogle særdeles krævende rideture i zigzag op ad bjergskråningerne.
Dog var de eneste Ibex vi så, kranier og horn fra dyr ulvene havde taget. Da både ulvene og vejret var imod os kørte vi sent på eftermiddagen tilbage til basecamp for at gøre klart til tidligt næste morgen at tage til en ny flycamp. Jeg var mentalt begyndt at forberede mig på at komme hjem uden at have været på skudhold af den Ibex vi havde talt så meget om siden vi bestilte turen på Limpopo Travels Roadshow,  8 måneder forinden.

På den 4. jagtdag blev vi vækket kl. 5 og var hurtigt klar til at køre ud til næste flycamp. Solen var kun lige begyndt at stå op, da Toyotaen blev parkeret ved et meget lille og primitivt hyrdetelt og vi steg til hest. Der var helt klar himmel, meget lidt vind, et par grader over frysepunktet og humøret var højt i forventningen om at det nok skulle lykkedes os i dag. Det enorme åbne landskab med sneklædte bjerge i baggrunden og forvandlingen fra nat til dag var så utroligt smuk. To gange spottede vi Ibex dog uden at komme på skudhold.Over middag var vi tilbage i campen og trængte til et velfortjent hvil, men pga. det gode vejr og en begyndende fornemmelse af frustration blandt PH’en og spotterne, ville de straks have at vi skulle forsætte eftermiddagspürschen. På forunderligvis fandt jeg lynhurtigt energien frem igen. Min far valgte at tage med den tredje spotter, som var kommet til hertil morgen, tilbage til basecamp. Vi lavede den aftale, at fik jeg chancen for også at nedlægge hans Ibex skulle jeg gøre det.

Om formiddagen havde vi reddet ned langs floden, men til eftermiddag red vi opad hvor den blev smallere og smallere. Jeg var fortsat imponeret over PH’en og spotternes utrættelighed og hestenes formåen i det fortsat mere og mere uvejsomme terræn. Vi havde en reel chance på 300 meter hvor dyrene dog til vores store ærgrelse pludseligt satte i bevægelse. Vi fortsatte op langs floden, som til sidst var så smal og stenet at vi måtte stille hestene og fortsætte til fods. En time før solnedgang vendte vi om, og på vejen tilbage så jeg helt friske bjørnespor. Jeg spekulerede

på hvordan både jeg selv og hesten ville reagere hvis vi pludseligt stod overfor bjørn i det smalle stenede flodleje. Halvvejs nede mødte vi den anden spotter som var taget langs en endnu mindre del af floden. Han var enormt begejstret da han havde spottet 2 flotte Ibex og det blev lynhurtigt besluttet, at dem skulle vi gå efter før daggry den efterfølgende morgen.

Jeg var totalt udmattet da vi nåede flycampen. Efter vi havde spist en simpel suppe til aftensmad, var der en del snak blandt PH’en, spotterne og tolken om hvordan vi skulle sove. Ingen af dem havde før haft en kvindelig jæger med, og de mente ikke at vi burde sove i samme telt. Det endte med, at jeg fik hele teltet for mig selv, hvor jeg sov med alt tøj og jagttøj på i en lokal sovepose på et gulv af stampet jord og madrester, ved siden af en brændeovn fyret med fåregødning.

Kl 4 om morgenen på jagtdag nr. 5 sad jeg, PH’en, de to spottere og tolken på hver vores hest. Det var vindstille, frostklart og himmelhvælvet var som et stjernehav. Det eneste lys var månen og den eneste lyd var hestene som travede hastigt afsted. Det var ubeskriveligt smukt, stemningen og omgivelserne føltes helt magisk! Efter en time stillede vi hestene, og fortsatte til fods stadig i mørke gennem floden, og til sidst kravlede vi op ad en bjergvæg for at kunne sidde i skjul bag en stor klippesten. ”Heldigvis” var det stadig så mørkt at det ikke helt gik op for mig hvor stejl en bjergvæg vi var kommet op ad…

Vi sad i totalt stilhed til solen var stået op. Jeg forsøgte at holde nerverne i ro med nogle dybe vejrtrækninger, men pludseligt gik det hele utroligt stærkt! Dyrene kom ned fra bjerget og jeg fik en stor Ibex i sigte, men mistede den lige så hurtigt. Følelsen af frustration var ikke til at tage fejl af. Jeg lagde an igen, fik den på kornet og afgav et hurtigt skud. Jeg så dyret falde ned af skråningen, og vi benyttede forvirring blandt dyrene til at forsøge at få ramt på nr. 2, hvilket lykkedes.
Forløsningen, lettelsen over det lykkedes og glæden var enorm! Vi fandt nemt begge dyr som var faldet meget tæt på hinanden i 3400 meters højde under en skyfri himmel. Efter i fem dage kun at have set dem som prikker på et bjerg virkede de utroligt store på helt tæt hold. Dyrene blev straks efter pelset og brækket. Den første og også den største Ibex på 115cm var nedlagt på en afstand af 493 meter med en vinkel på 28o. Den anden målte 93cm. Det eneste jeg var ked af var, at min far ikke havde været med denne morgen, men han kunne heldigvis dele begejstringen og glæden over at det rent faktisk var lykkedes!

Om eftermiddagen kom vi ned til basecamp hvor vi mødte to fra det andet jagtselskab, som ikke havde været lige så heldige som os og måtte rejse hjem uden at have nedlagt noget.

Den store Ibex blev tilberedt til aftensmad og det var så gammel en ged, at den måtte koge en time ekstra for at blive mør. Vi skålede på en helt fantastisk og veludført jagt og en oplevelse vi aldrig glemmer!

Efterfølgende erfarede vi, at jeg havde været den eneste kvinde,

de havde haft af sted på Ibexjagt i denne sæson, og at jeg tilmed også havde nedlagt det største trofæ i sæsonen ind til videre.

PH og teamet synes således alligevel ikke, det var så dårligt, at have været afsted med en kvindelig ung jæger og en gråskægget herre.