Fantastisk jagt hos Roger Whittall Safaris i Zimbabwe

Thorkil er netop vendt hjem efter en uforglemmelig 10 dages jagt- og naturoplevelse hos vores mangeårige samarbejdspartner Roger Whittall Safaris i det sydøstlige Zimbabwe.

Thorkil beskriver selv oplevelsen:

“Jeg er på vej hjem efter en uforglemmelig 10 dages jagt og naturoplevelse hos Roger Whittall Safaris i det sydøstlige Zimbabwe.

Jagtområdet er en del af det privatejede naturreservat Savé Valley Conservancy, som dækker et område større end Fyn. Her er ingen interne hegn, og vildtet kan bevæge sig frit over enorme arealer. Foruden Big Five – elefant, bøffel, næsehorn, løve og leopard – findes her en imponerende bestand af de mange forskellige arter, vi samlet betegner som plains game.

Jagt på især de store afrikanske vildtarter kan af nogle opfattes som kontroversielt. Men indtægterne fra en nøje kontrolleret trofæjagt på et begrænset antal gamle handyr er samtidig en væsentlig del af finansieringen af naturbeskyttelsen og vildtforvaltningen i området. Alene på Roger Whittalls område arbejder omkring 40 rangers med blandt andet bekæmpelse af krybskytteri.

Under jagten lykkedes det mig at nedlægge bøffel, eland, nyala, bushbuck og impala – alle flotte trofæer – samt en zebra.




Jeg nedlagde desuden en ikke-trofæbærende hunelefant som en del af den nødvendige regulering i området.

I hele Savé Valley Conservancy anslås bestanden til omkring 4.000 elefanter, hvilket overstiger det antal, området langsigtet kan bære. Som en del af den samlede vildtforvaltning fastsættes der derfor kvoter og reguleringsmål for de enkelte områder, når bestanden af en art bliver for stor.

Jagten på elefanten blev en af turens helt store oplevelser. At skulle ind på blot 20–30 meters afstand af disse enorme dyr i tæt bevoksning var både intenst og fascinerende.

Der var ikke tale om trofæjagt, og jeg har hverken stødtænder eller andet med hjem – kun billeder, film og en oplevelse for livet. Elefanten blev slagtet på stedet, og kødet blev efterfølgende fordelt til anslået 500 mennesker i lokalområdet.”

En fantastisk beretning fra et af Afrikas helt store og autentiske vildmarksområder.


Kunne du også tænke dig en unik safari- og jagtoplevelse i Zimbabwe – på helt fri vildtbane midt i et ægte Big Five-område?

Så er du meget velkommen til at kontakte vores rejsekonsulent Joakim Pedersen( +45 62 20 25 40 ) , som gerne fortæller mere om mulighederne hos Roger Whittall Safaris og hjælper med at sammensætte den rette jagtrejse.

Få vores nyhedsbrev

Jagttilbud direkte i din indbakke

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær blandt de første til at få gode tilbud på jagtrejser, afbudsrejser og nyt om jagt i ind- og udland.