GODT NYTÅR!

2017 er overstået, og det blev til et af de mere begivenhedsrige år for de rejsende jægere

Ny krone, men samme rødder

Lad os lægge ud med vores egen lille verden. 2017 blev året hvor nye ejere overtog aktiemajoriteten i Limpopo & Diana Jagtrejser fra stifteren Jan Krossteig, som lagde grunden til vores virksomhed i 1974. De nye ejere medbringer masser af nye ideer og solid erhvervserfaring og så bygger vi naturligvis videre med dyb respekt for det solide fundament, der allerede er lagt. Jan Krossteig fortsætter som medejer og formand i virksomhedens bestyrelse, så vi sikrer forbindelsen til vores rødder.  

Fremgang for jagten

Ser vi lidt ud over vores egen næsetip, kan vi glæde os over at jagten har medvind i denne tid. Vi har netop fået en stærkt liberaliseret jagtlovgivning i Danmark, der er kommet mere jagt på en række hjemlige arter, antallet af jægere vokser fortsat – ikke mindst blandt kvinderne -  og jagten får mere positiv dækning i medierne end nogensinde. Selv kontroversielle emner som trofæjagt kan nu diskuteres konstruktivt i massemedierne. Vi er kort og godt inde i en meget positiv udvikling og tonerne fra såvel jagtorganisationer, som virksomheder og enkeltpersoner peger entydigt på endnu mere samarbejde omkring arbejdet for jagtens fremtid. Dette gælder også internationalt, hvor de store organisationer tilsyneladende er ved at finde hinanden til en bedre fælles indsats. Der er al mulig grund til optimisme!

Udfordringerne for 2018

Ingen roser uden torne. Jagten er stadig udfordret på mange fronter. Politiske problemer dukker hele tiden op – dem behøver vi ikke dvæle så meget ved. En relativt ny situation er den vildtveterinære status i Europa, hvor vi lige nu er vidner til to uhyggelige vildtsygdommes spredning. I Norge har man konstateret nogle få tilfælde af hjernesygdommen CWD i vildrener og elge. Både myndigheder og jægere kæmper hårdt for at standse udbruddet. I Østeuropa breder den afrikanske svinepest sig i vildsvinestammen med foruroligende hast. Sidstnævnte kan desværre få meget vidtgående konsekvenser for vildsvinejagten i Europa, så vi følger situationen nøje og tilpasser os udviklingen så langt det går.

Det skandinaviske natursyn

I Diana Jagtrejser har vi besluttet os for, at vi vil gøre, hvad vi kan for aktivt at udbrede de skandinaviske jægeres natursyn til resten af verden via vores mange samarbejdspartnere. Vi kan se, at den snusfornuftige tilgang vi har til tingene heroppe går rent igennem i hele verden, når jagten skal forklares og forsvares. Vi tror på, at vi den vej rundt kan medvirke til en endnu større forståelse for jagten – ikke bare herhjemme, men også rundt om i den øvrige verden.

Til sidst vil vi ønske alle et fantastisk 2018 – forhåbentligt bliver det et år med masser af jagt- og naturoplevelser.

Godt Nytår!
 

Med venlig hilsen

Claus Moltrup
- Adm. direktør for Limpopo & Diana Jagtrejser

Tilbud på jagtrejser

Gør som 1000-vis af andre jægere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få rejsetilbud samt jagtrelaterede nyheder direkte i din indbakke

  • Gode tilbud på jagtrejser
  • Info om jagt i udlandet
  • Ekslusive afbudsrejser