ARU er noget af det mest eksklusive, man kan opleve i Namibia. ARU har 2 farme, der ligger lidt sydøst for Windhoek – KALAKWA og VERONICA.
KALAKWA er på 12.000 ha, og VERONICA er på 15.000 ha, og ARU planlægger ofte jagten således, at man får 3-4 dage på den ene farm, og 3-4 dage på den anden farm. De arrangerer også buejagt, og det skal lige nævnes, at ARU også har en kvindelig PH. Hun kan i øvrigt guide både på riffel- og buejagt.
For de ikke-jagende gæster kan ARU tilbyde foto-safari, lerdueskydning, walking safari, en ridetur, 4-hjulede motorcykler, fitness-rum, sauna, spa, swimmingpool, eller en tur til hovedstaden Windhoek. Man er selvfølgelig også velkommen til at sidde med på jagtbilen, og suge til sig af den afrikanske bush.
På områderne jages alle de typisk namibiske arter inkl. den udfordrende bjergzebra. Her lægger man vægt på fair jagt og jægeren må være indstillet på at arbejde for sine trofæer. Gælder jagten bjergzebra, må man tillige være indstillet på at arbejde hårdt. For de almindelige plainsgamearters vedkommende rækker en almindelig kondition udmærket til terrænets udfordringer.
Ved siden af de beskrevne jagtområder i det centrale Namibia råder ARU over en fantastisk safarikoncession i det nordlige Namibia med adgang til storvildt såsom bøffel, elefant, løve, krokodille, flodhest, hyæne og leopard. Dette revir rummer også eftertragtede plainsgamearter såsom Red Lechwe, Black-faced impala, Sable og Roan.