Levuvhu floden bugter og snor sig gennem det på mange områder glemte vildnis i det nordøstlige hjørne af Limpopo provinsen, hvor floden løber sammen med den stolte Limpopo flod på et sted, dækket af tæt bush, hvor de tre lande, Sydafrika, Zimbabwe og Mozambique mødes.
Historisk var dette område kendt som Crooks Corner, hvor nysgerrige og lovløse eventyrere for generationer siden fandt ikke kun et helle, men også fantastiske jagtmarker, men hvor disse eventyrere også vidste, at hvis man skulle undslippe lovens lange arm, måtte man tage et hurtigt hop over en af de tre grænser, afhængig af hvilke embedsmænd der eftersatte en den pågældende dag.
Dette var et rigtigt vildnis som strakte sig mod nord til Save floden, øst for Kruger parken til Massingir i Mozambique.
Gennem generationer var dette område også en del af de naturlige vandringsruter for store flokke af elefanter, med store tyre med imponerende stødtænder. Den legendariske Harry Manners, hvis hovedlejr var beliggende øst for den nordlige sektion af Kruger parken nedlagde her en elefant med stødtænder på 187 pund, og elefanter med stødtænder på 80 pund var nærmere reglen end undtagelsen. Derfor var det helt naturligt at storvildtsjægere og eventyrere blev kraftigt tiltrukket til dette vildtrige område af Afrika for at opleve de store mængder af vildt og eventyret. Seriøse jægere fra hele verden flokkedes til dette område langs Levuvhu floden, som også blev kendt som Elfenbens Trailet. De der kom her jagede enten for penge eller blot for at opfylde jagtlige ambitioner, men elefanter og store bøffeltyre var altid det primære bytte.
Harry Manners beskrev med ære den største elefant i sin bog ”Kambuku” og T.V. Bullpin udødeliggjorde jægeren Bvakenya Barnard i hans beskrivelser af the Ivory Trail. Da Barnard rejste nordpå, slog han lejr på Baobab Hill med udsigt over Levuvhu floden. Han satte her over floden på sin vej til Makhuleke og Crooks Corner længere mod nord.
Denne del af Sydafrika er også Venda folkets land. Vendaerne kom nordfra og slog sig ned her i begyndelsen af det 18. århundrede. Det er et fascinerende folkeslag med en glad og spændende folklore, som kom til dette område med tæt bevoksede højdedrag, skove med vilde figner, marula frugter, lala palmer, krybende vedbend og bregner.
Og det er her, i det nordøstlige hjørne op mod Kruger Parken at man finder Makuya Nature Reserve. I dette vildtrige “Big Five” område, hvor der ikke har været drevet jagt siden 1996 og hvor Levuvhu floden på en strækning af næsten 50 km danner en naturlig grænse til Kruger, så vildtet bevæger sig naturligt frem og tilbage over floden.
For de, som drømmer om jagt i ”the olde Africa”, må man ganske enkelt drages til denne del af det gamle Ivory Trail. Fra Baobab Hill, hvor hovedlejren nu er etableret, vil man finde og genopleve ånden af Bvakenya Barnard, når man lader blikket skue ud over Levuvhu flodens bredder, hvor de store krokodiller dovent soler sig, og videre ud over Krugers fascinerende bush på den modsatte bred og lader blikket skifte videre frem til de fjerne højdedrag ved Crooks Corner.
Makuya Safaris og Limpopo Travel indgik i 2008 samarbejdsaftalen med Makuya Traditional Council om udvikling af turisme, naturbevarelse og jagt i dette pragtfulde område.
Vi har været meget glade for dette samarbejde, som også for Makuya folket er af stor betydning, idet det rent økonomisk har styrket dem, idet en stor del af indtægterne tilfalder dem og dels fordi det også har skaffet arbejde til en del mennesker.
I området som er totalt uberørt bush uden menneskelig bosættelse af nogen art, har der udover de forholdsvis få jagter som er gennemført i 2008-2011 ikke været drevet jagt siden 1996, så derfor kan man forvente en endog rigtig høj trofækvalitet.
For elefanters vedkommende er der nedlagt elefanter på mellem 53 og 80 pund, så hvis man er indstillet på at arbejde for sagen, har man rigtig gode muligheder for en kapital tyr. Der foregår nogle elefant research programmer i Kruger Parken, hvor man har sat halsbånd på nogle få elefanter. Skulle en af disse elefanter blive set i Makuya reservatet vil den naturligvis være fredet. For god ordens skyld skal det bemærkes, at de halsbånd er sat på helt tilfældige elefanter og altså ikke er specielt baseret på de største og ældste tyre. Vi er lige så interesserede i resultaterne af disse spændende forskningsresultater som parkens forskere, hvorfor vi til en hver tid samarbejder med dem, hvor det er muligt.
Trofækvalitet på bøfler er også høj, idet tyre med udlæg på 40 tommer er ganske nemme at finde, og 44-45, sågar helt op til 48 tommer er set i området. Der er også rigtig gode bestande af andre vildtarter specielt har nyala og kudu en meget høj trofækvalitet.
Den årlige afskudskvote er fastsat i et nært samarbejde med Nature Conservation og deres vildtbiologer for at sikre at både vildtbestand og trofækvalitet i mange år frem vil være på samme høje niveau. I samarbejde med Makuya folket vil vi sikre, at der vil blive holdt fokus på miljøet og en bæredygtig udnyttelse af området.
Campen ligger utrolig flot på Baobab Hill højt hævet over Levuvhu floden og med en fantastisk udsigt til Kruger Nationalparken og den omkringliggende bush.
Det er en klassisk teltcamp af god standard, hvor der er i alt 7 store rummelige og velindrettede telte alle med privat bad og toilet og terrasse med udsigt. De fire af teltene ligger sammen to og to og har stor fælles terrasse og et lille te-køkken, så dette vil være ideelt for en familie eller en flok gode venner.
I campen er der endvidere også en stor solterrasse og et fælles stort opholdstelt med spise- og lounge afdeling samt ildsted og boma, hvor måltiderne oftest indtages.
I ledige stunder er der et meget fint fiskeri efter tigerfish i floden og for evt. ikke jagende ledsagere kan der sagtens arrangeres udflugter ind i Kruger nationalparken.