Zululand & Thabazimbi | Jagt i smukke Sydafrika
« Tilbage

Zululand & Thabazimbi

Mark har base i det skønne Kwa-Zulu Natal i det østlige Sydafrika, forholdsvis tæt på grænsen til Swaziland, og her jager han på områder på tilsammen 25.000 ha. Derudover råder Mark Dedekind også over et fantastisk jagtområde ved Thabazimbi (40.000 ha) nordvest for Johannesburg.

Kwa-Zulu-Natal er specielt kendt for de meget stærke bestande af den utrolig smukke nyala, men derudover er der et omfattende udbud af andre vildtarter lige fra red duiker til bøfler og næsehorn. De primære jagtområder i Natal er Mahlalela Game Ranch og Warmbad Game Reserve (Wagendrift).

Wagendrift er beliggende ca. 3 ½-4 timers kørsel fra Johannesburg. Det er et meget åbent og kuperet område, og i øvrigt et af de ældste vildtreservater i Sydafrika. Fordi det er så åbent, ser man utrolig meget vildt! Mark’s eget jagtområde, Mahlalela, er beliggende ca. 6 timers kørsel fra Johannesburg i den nordlige del af Kwa-Zulu Natal, eller yderligere ca. 2 timers kørsel fra Wagendrift. Det er et meget flot område med høje bjerge og frodige dale, og med en imponerende vildtbestand med mulighed for endog meget stærke trofæer.

Det er naturligvis muligt at kombinere de to meget forskellige områder under jagten. Faktisk får man normalt 1-2 jagtdage på Wagendrift og 3-4 jagtdage på Mahlalela, når man booker et 5 dages jagtarrangement i Natal. Vore jægere bliver mødt i Johannesburg lufthavn og kørt til/fra jagtområderne.