Vi er nu hjemme 4 fantastiske dage i Brodnica, og både Jeppe og jeg fik hver vores 4 brunst-bukke og tilmed 3 pæne vildsvin oveni!
Selve reviret er jo helt fantastisk og alene på vegetationen og den meget brak/græs mellem markerne kan man med det samme kan se, at dette er en perfekt bukke-biotop. Deres forholdsvis nænsomme afskydning gjorde tilmed også, at alle vores bukke var velvoksne og gamle dyr. Alle nedlagte bukke var 6-endere og mellem 250 og 310 gram netto (fratrukket 90 gram) på nær en enkelt lidt mindre (dog stadig 6-ender), som blev skudt, da en større buk allerede havde tildelt den dødeligt dybe sår i maven og i den ene kølle under brunstkamp. Det var ikke kønt men godt at Jeppe fik "aflivet" den hurtigt.
Den 5. august går over i historien for os begge… Jeg skød 3 bukke om morgenen, og Jeppe skød 1 om morgenen og 2 om aftenen. 6 dyr på samme dag! Vi så begge masser af dåvildt, kronvildt og jeg tilmed elgtyr og -ko der promenerede forbi tårnet på ca. 30 meter og ned i skovsøen, hvor tyren tog et svalende aftenbad. Stor oplevelse!
Jagtguides og jagtorganisation fungerede perfekt og til topkarakter, og indkvarteringen var god og venlig. Vi havde desuden perfekt vejr og ovenikøbet lidt "rigtige" sommertemperaturer, som vi nød i løbet af dagen, når vi ikke var på jagt. Så samlet set er jeg ret sikker på, at det ikke er sidste gang at Jeppe og jeg lægger vejen forbi Brodnica...!