RDLP Wroclaw | Statsskovvæsnet - jagt i Wroclaw
« Tilbage

RDLP Wroclaw

Statsskovvæsnet i Wroclaw – Regionalna Dyrekcja Lasów Panstwowych we Wroclawiu, eller i daglig tale RDLP Wroclaw - er vor ældste samarbejdspartner i Polen. Vi har sendt jægere til de revirer, der hører under RDLP Wroclaw siden 1978, startende med et enkelt af revirerne til nu at omfatte 11 statsrevirer, hvoraf vi har mangeårig kontrakt med 6 af de allerbedste. På resten (= 22) af deres i alt 33 oberførsterier er jagten lagt ud til forskellige polske jagtforeninger.

Fælles for vore statsrevirer under RDLP Wroclaw, som i 2015 kunne fejre 70 års jubilæum, er en god, professionel og stabil vildtforvaltning, hvor revirerne har hver deres speciale. Nogle af dem udmærker sig ved en fantastisk kronhjortejagt, andre ved meget velorganiserede drivjagter– og nogle af revirerne kan bare det hele. Alt dette er nærmere beskrevet under det enkelte revir og uddybes naturligvis gerne via telefon eller mail.

Indkvarteringen på statsrevirerne finder normalt sted i jagtområdet – og ikke på hoteller inde i byerne. Vore kunder får hermed den komplette oplevelse. Vildtet kan som oftest tages med tilbage til indkvarteringen og glæden deles med ens jagtkammerater, der blæses ofte over vildtet, og på nogle af revirerne kan man ligge i sin seng om natten og høre kronhjortene brøle udenfor i brunsten i september.

En jagt på et af vore statsrevirer under RDLP Wroclaw er helt klart et sikkert valg!