De bedste bukkelande anno 2018

Tekst og foto: Rune Fich Weischer d. 14/5

Bukkesæsonen er skudt i gang, og i de kommende måneder vil nok tusindvis af danske jægere forlade landet i jagten på drømmebukken. Mange er allerede rejst ud, og som altid er Polen den helt store destination. Polen er uden sammenligning det førende land i Europa, når det komme til bukkejagt, men der er alternativer, og alle har deres lokale kendetegn.

England og Skotland er andre jagtlande, som danskerne traditionelt er glade for, især når det handler om store bukke. Især England leverer hvert år nogle gigantiske medaljebukke, og som en bonus er priserne i England og Skotland ofte en del billigere end, hvad man kan opleve i Polen, og samtidig kan man nyde godt af kulturen i landet. Bukkene er som regel meget kraftige og symetriske.

Frankrig er et land, som for alvor er kommet på alle bukkejægeres læber i de seneste fire-fem år. Frankrig bliver aldrig landet ,hvor man skyder mange bukke, men til gengæld kan man sikre sig bukke forbundet med gode oplevelser. I det nordlige Frankrig jager man ofte bukkene i skovklædte bjerge. Der er på ingen måde tale om bjergjagt, her kan alle med en nogenlunde fysik være med. Om vinteren dækkes skoven ofte af sne, og generelt er betingelserne hårde, hvorfor råbukkene bliver begrænsede i størrelsen på både opsats og krop, men at pürche sig frem til en buk på en bjergside beklædt med gammel naturskov, er en oplevelse man absolut bør unde sig selv. Ønsker man store bukke, kan Frankrig absolut også være med. Her skal man til sydkysten, og således kan jagten let kombineres med familieferie. Jagten finder nemlig sted på landbrugslandet udenfor byerne, og ofte jager man billedskønne omgivelser. Her findes endda rigtig store bukke, som i form typisk er utroligt kraftige. Nogle ville måske ligefrem kalde dem knudrede, men imponerende er de!

Polen kan det hele! De han både levere store bukke og mange mindre, så uanset om målsætningen er en stor medaljebuk, eller en jagt hvor man er nogenlunde sikker på at nedlægge en mindre buk dagligt, så kan Polen levere. Formen på de Polske bukke er meget harmonisk, og meget som vi kender dem fra Danmark, bare en hel del større.

Spanien er et andet land, som ligesom Frankrig pludselig kom på alles læber for bare ganske få år siden. Ikke mange lokale gav bukkejagten den helt store interesse, da fokus for de spanske jægere i højere grad handlede om ibex- og Monteriajagter. Pludselig begyndte der dog at dukke enorme bukke op på de sociale medier, og flere spanske bukke er i de seneste år kommet meget tæt på verdensrekorden. Bukkejagten i Spanien er stadig under udvikling, og er stadig meget svingende i både pris og kvalitet, men ikke desto mindre nok det pt mest interessante land i Europa, set med bukkejægerens øjne.

Sverige kan prale med at være hjemland for verdens største buk, den såkaldte ”Widtskjöfle buk” nedlagt i 1982. Generelt præsterer Sverige hvert år nogle enorme bukke, og især godserne forstår at drive en fornuftig vildtpleje og afskydningspolitik. Bukkejagt i Sverige kan være billigt og svært eller kostbart med en god succesrate. Det er op til den enkelte jæger, om man vil satse ganske meget tid, eller ganske mange penge på at opnå en stærk svenske buk, men de store trofæer er derovre, og er i øvrigt meget velformede. Typisk er de svenske bukke meget høje og lige i stængerne, med et relativt begrænset udlæg.

Ungarn har i mange år været en eftertragtet destination, når det har handlet om de helt store bukke. I mange bukkejægeres øjne har Ungarn været eneste alternativ til Polen gennem årtier, men den status har de mistet, efter mange nye bukkelande er kommet til. Ungarn er ikke desto mindre stadig højst relevant, og deres ry og tradition for ret høje trofæafgifter har ændret meget på sig, på grund af den øgede konkurrence. Modsat Polen, som godt kan være meget konservative, er Ungarn meget tilpasningsdygtige og er bestemt ikke et bukkeland, man skal underkende.

Dette var de mest populære bukke-lande i Europa, men det stopper ikke dér. Også lande som Rumænien, Bulgarien, Kroatien og Tyrkiet er begyndt at blande sig i kampen, og alle formår at ryste store trofæer ud af ærmerne. Det bliver spændende at følge over de kommende år.

Tilbud på jagtrejser

Gør som 1000-vis af andre jægere

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få rejsetilbud samt jagtrelaterede nyheder direkte i din indbakke

  • Gode tilbud på jagtrejser
  • Info om jagt i udlandet
  • Ekslusive afbudsrejser