Flåter og TBE – det jægere og naturelskere bør vide
For de fleste jægere er naturen et fristed. Lange dage i skoven, morgener i mosen og timer på anstand eller pürsch er en del af det, mange forbinder med frihed, natur og jagtoplevelser. Men i takt med at flåter spreder sig i både Danmark og resten af Europa, er der også kommet større fokus på de sygdomme, de små parasitter kan overføre.
Én af de sygdomme, der fylder mere og mere blandt jægere, friluftsfolk og rejsende, er TBE. Det kendes også som centraleuropæisk hjernebetændelse.
For mange danske jægere er risikoen stadig relativt lav herhjemme, men rejser man til Sverige, Centraleuropa eller Baltikum på jagt, ser situationen anderledes ud.
Flåter er blevet en del af jagten
De fleste jægere har prøvet det.
Efter en dag i skoven finder man en flåt på benet, i lysken eller måske i nakken. Ofte opdager man den først flere timer senere.
Flåter findes især i:
- højt græs
- tæt krat
- fugtige skovområder
- områder med mange rådyr og hjortevildt
Netop derfor er jægere blandt de grupper, som oftest udsættes for flåtbid.
I Danmark er skovflåten den mest almindelige art, og den er aktiv store dele af året. Tidligere var flåter mest et sommerproblem, men milde vintre betyder, at sæsonen i dag starter tidligere og varer længere.
For mange jægere er flåter blevet noget, man næsten forventer som en del af turen.
Hvad er TBE?
TBE står for Tick-Borne Encephalitis og er en virusinfektion, der overføres via flåtbid.
Sygdommen angriber centralnervesystemet og kan i alvorlige tilfælde føre til hjernebetændelse eller hjernehindebetændelse.
Det særlige ved TBE er, at der ikke findes nogen egentlig behandling. Hvor borrelia kan behandles med antibiotika, handler TBE primært om forebyggelse.
Gode råd til jægere ift. forebyggelse
Man kan ikke undgå flåter helt, hvis man bruger meget tid i naturen. Men man kan reducere risikoen betydeligt med god forebyggelse.
Før jagten:
- brug lange bukser
- stop bukserne ned i støvler eller sokker
- brug eventuelt flåtmiddel
- vælg tætsiddende tøj ved høj vegetation
Efter jagten:
- tjek kroppen grundigt
- kig især i lyske, armhuler og knæhaser
- gennemgå hunden
- fjern flåter hurtigt
- hold øje med symptomer dagene efter
Mange erfarne jægere gør flåttjek til en fast rutine efter hver jagtdag.
Bør jægere vaccineres?
Det spørgsmål fylder mere og mere blandt jægere og outdoorfolk. Vi vil igen anbefale, at man tager kontakt til egen læge, eller undersøger sundhedsstyrelsens abefalinger.
Naturen skal stadig nydes!
Selvom fokus på flåter og TBE er steget, betyder det ikke at du skal holde dig helt fra naturen.
De fleste flåtbid fører ikke til sygdom, og langt de fleste jagtrejser gennemføres uden problemer. Men udviklingen i Europa viser tydeligt, at flåtbårne sygdomme er blevet noget, jægere bør kende til.









