Fodtøj i Afrika

Teskt & Foto: Rune Fich Weischer d. 14/4

Inden man begiver sig ud på en jagtrejse i den store verden, er forberedelse naturligvis vigtigt for at få mest muligt ud af turen. Ens skydetekniske- og fysiske formående kan være afgørende for, om en jagt bliver en succes eller det modsatte, men det er heldigvis ting, man kan forberede hjemmefra.  Også valget af beklædning kan være afgørende, så her bør men virkelig sætte sig godt og grundigt ind i de forhold, man skal jage under. Specielt fodtøj er vigtigt at have på plads længe inden afrejsen, da fodtøj nu engang skal ”gås til,” før det for alvor kan tages i brug på jagten.

Jagtstøvlen

Udstyret med et par almindelige klassiske jagtstøvler som man bruger på sine jagter hjemme i Danmark, kan man komme langt omkring i verden, uden at bekymre sig om at skulle købe nyt fodtøj, men på vinterjagterne kan en varmere støvle hurtigt komme på tale. Også bjergjagterne stiller sine særlige krav, og her må de relativt bløde jagtstøvler vige pladsen for de stivere og kraftigere bjergstøvler. Men hvordan er det nu med Afrika? Stiller Det Mørke Kontinent særlige krav til fodtøjet? -Svaret er ja!    

Model: Blundstone

Hvad kræver Afrika?

På de afrikanske farmjagter er der nok ikke mange som tænker helt så meget over fodtøjet, som man ville gøre på fx bjergjagterne, men det er der nu faktisk god grund til at gøre. Støvlen skal være let, ikke for høj i skaftet på grund af varmen, og den skal tillade jægeren at kunne pyrche lydløst ind på et stykke vildt. De tre krav er sådan set ganske lette at indfri, for det ville fint kunne gøres af en let vandrestøvle eller en sportsko, hvis det da ikke lige var for én ting: Torne… Mange torne og lange torne i bunkevis er spredt udover den afrikanske bush, og kan hver især ganske problemfrit trænge igennem sålen på moderne fodtøj, og derved punktere den luftpude som er indbygget i den moderne sål. Tilbage står man med en sål, som frigiver en pivende lyd, hver gang du træder ned på den, hvilket desværre ikke just vil sætte et positivt præg på ens jagtlykke.  

Hvad gør man så?

Problemet med tornene i bushen er på ingen måde nyt. Det er et problem, som de lokale i bushlandene altid har levet med, og derved også fundet deres egne løsninger på. Mange af de støvler man i dag ser blive brugt af professionelle jægere i Afrika, og for den sags skyld også i Australien, er støvler hvis design blev grundlagt og udviklet helt tilbage i kolonitiden, og som siden aldrig for alvor er blevet overgået. Det absolut mest udbredte støvle er ”Courteney Boots”, som findes i flere modeller, som alle håndlaves i Zimbabwe, hvor fabrikken ligger. De er alle fremstillet af skind fra afrikansk vildt som fx bøffel, kudu og impala, og sålen er tyk og massiv, og kan med lethed holde tornene ude. En nogenlunde tilsvarende støvle laves også i Namibia, men findes så vidt vides ikke i handlen i Europa. Her er konceptet nogenlunde det samme som for Courteney, dog med den forskel at man benytter skind fra sæler, som findes i meget store kolonier på Namibias vestkyst. Også australierne kæmper med tornene i bushen, og deres modsvar er den legendariske ”Blundstone støvle”, som er en kraftig udgave af de såkaldte ”Chelsea Boots”, hvis design har omkring 200 år på bagen, og er stadig den dag i dag et oplagt valg til jagt i bushen. Naturligvis har også mere moderne producenter af outdoorfodtøj, som fx Hanwag, Meindl og Härkila, har meldt sig på banen med deres bud på den perfekte safaristøvle. Disse produkter er glimrende, og løfter bestemt også opgaven, men man kommer ikke udenom, at de gamle klassikere stadig gør sig bedst i bushen, hvilket de også er skabt til og udviklet gennem generationer.

Model: Courteney Boots

Gamacher/ gaiters

Et andet stykke ”fodtøj” som man virkelig vil sætte pris på i Afrika, er den korte gamache som dækker åbningen mellem ben og støvlens skaft, når man er iført shorts. Af én eller anden grund er det en ret udbredt og sejlivet opfattelse, at formålet med disse gamacher er, at holde alt fra giftslanger til skorpioner ude af støvlerne, men sandheden er desværre noget mindre dramatisk, nemlig noget så tamt som græsfrø... De fleste af de afrikanske græsarter er nemlig dels knivskarpe, og dels udstyret med en slags krog, hvis formål det er at hæfte sig fast til forbipasserende vildt og således spredes. Et par strømper virker nærmest som en magnet på disse græsfrø, og jagten kan hurtigt udvikle sig til en lidt blandet fornøjelse, med støvleskaftet fyldt med knivskarpe græsfrø…    

 

Model: Diana Gaiters